Fynboerne
1924-06-28
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Johannes Larsen er med Rylen på øen Fur. Herfra skriver han en del praktiske beskeder til Alhed Larsen. Han vil tage kontakt til Thøger Larsen med henblik på at mødes med ham, mens de sejler rundt i Limfjorden.
Johannes Larsen får ikke tegnet og malet nok, fordi det er dårligt vejr. Achton Friis kan klare sit arbejde med blandt andet at snakke med de lokale, uanset hvordan vejret er.
Transskription
Fur 28 Juni 1924.
Kæreste Alhed!
Tak for Brevet i Gaar. Svensel er udmærket. Det var godt at Dir. Hertvig tog for mere end Halvdelen saa Du fik Tunge oven i Kødet. Friis siger at han ikke har Kendskab til Ting der. Men naar Chr. ser det og prøver det og eventuelt faar en Færgemand til at vurdere det kan der jo ikke være noget at risikere og Du maa gerne give ham et Billede eller 2 for det, men helst ikke af de bedre eller af de mest sælgelige af de nyere hvis det kan undgaas og han maa jo tage dem nogenlunde til Prisen, men det maa Du om. Jeg havde et lille Brev i Gaar fra Esben Hansen med Magnussens Vexel der var skreven 500 ned. Den er sendt videre. Vi skal nok paa en eller anden Maade sætte os i Forbindelse med Thøger L. Jeg havde tænkt at lade ham vide at vi er her for at han muligvis kunde lægge sit Ophold her saadan vi er her, men da Vejret stadig er saa umuligt er jeg blevet nervøs for ikke at faa lavet nok herfra. Friis kunne jo nogenlunde passe sit med at snakke med Folk og se paa Sagerne, men jeg kommer jo langt bagefter naar jeg ikke faar lavet mere end det halve af hvad jeg kunde hvis det var ordentligt Vejr. Det har stormet siden vi kom her og af og til regnet og i Gaar var det saadan at vi blev ombord hele Dagen. Vi skulde ogsaa gerne have lidt stille Vejr saa Svensel kunde fiske nogle Østers til os. Ja dette her faar Du jo ikke før Mandag da det er Lørdag i Dag. Naa nu skal vi i Land.
Mange kærlige Hilsner
Din
JL
Fakta
PDFdansk
Datoen fremgår af brevet.
I midten af juni 1924 sejlede Johannes Larsen og Achton Friis om bord på Rylen på det sidste sommertogt omkring de danske øer til bl.a. Øer i Limfjorden, til Anholt, Læsø og Venø.
Rylen er en ombygget Kertemindefiskerbåd, der i årene 1921-25 fungerede som ekspeditionsskib for JL og AF under deres forberedelse af bogværket De Danskes Øer.
Skibet fungerer nu som museumsskib for Østfyns Museer.
- Fur, Limfjorden
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien