1937-01-25

[Skrevet med sort kuglepen på kuvertens forside:]
5’ Brev
26’ Jan. 1937.
[Skrevet med blæk:]
Hr
Sognefoged Axel Müller
Bakkevej 8
Hareskov

[Skrevet på kuvertens bagside:]
Afs.
A Warberg Müller
Sallinge Kro
Højrup

[I brevet:]
Sal[lin]ge Krou, Mandag 25 Jan. 37.

Min egen Ven! Hvor er I dog søde til at skrive til mig – Tak for Brev - og Cigarer – og vil du også takke Skatteren for hendes søde oplysende Brev, og Nortoft for hans indlagte. Jeg glæder mig over, at sidstnævnte går i Gang med Køkkenet – men er lidt urolig for at du snakker ham fra altfor meget af det, vi aftalte en Del Farver, du véd, Farverne betyder så meget for Nervesystemet – de grå var efterhånden bleven mig en Pestilens. Mon Fru Olsen ordner Gulvet? Jeg er meget spændt på dine Foretagender – det vil betyde en uhyre Lettelse at få dem til Side. Hvordan går det med Grundsalget? Behøver jeg at bekymre mig for Pengene? eller at have Samvittighedsnag fordi vi ofrer så meget på mit Ophold her?
Alt herovre er jo falden ud på en hel anden Måde end jeg havde tænkt mig, men på en bedre, tror jeg nok. Den dybe Ensomhed – de stille Timer på Værelset med Studium af lærde Værker – blev der intet af; men nu forstår jeg også, at det havde jeg slet ikke Kræfter til og det havde vist slet ikke været den rette Medicin. Det, som sker er langt bedre. Der vendes op og ned på alting; man sættes 50 År tilbage i Tiden – når man går ad de kendte Veje, hvor uhyre meget er ganske uforandret som dengang; og taler man med de gamle Folk, så fornemmer man også et levende Pust fra dengang; men ellers er Aanden i alting bleven helt anderledes – i den møder man den nye Tid – så vidt forskellig fra den gamle. Det har været meget overvældende for mig altsammen, men i Dag – den ottende Dag – føler jeg ikke mere så stærkt den rædsomme Susen i Hovedet, og jeg har sovet dejligt i Nat – for første Gang en god og rolig Nat. – I Går – Søndag – gik jeg sammen med den unge Krokone i Kirke i Hillerslev til Gudstjenesten Klokken 2. Det var bidende koldt – Frostklart, men Solskin. Vejene meget glatte. Jeg vadede gennem små Driver på Kirkegården for at se til Gravene. Pallams Gravsted er herskabeligt; dog er Marmorpladen med hans Navne etc - naturligvis sat ind i Stengærdet – som på Fars Grav! men Gravstedet er indrammet af et flot Smedejernsgitter – der er fine Plantninger o s v; hans Søster døde først, så Pallam har vel selv ordnet Gravstedet. På Marmorpladen står – med sorte Bogstaver som på Fars – altså ikke de sædvanlige forgyldte – hans Navn og – Godsforvalter på Erikshåb. Mens jeg stod og betragtede alt dette, kom jeg til at tænke på, hvor beskeden hele Pallams Stilling var i de 25 Aar, han var Fuldmægtig hos Far – hvis Ekko han var i et og alt. Han var jo en Asket – vilde ikke have Kakkelovn på sit Værelse og hvor var der uhyggeligt i Pallams Værelse! Så blev han Godsforvalter i de næste 25 År – måske 30 - og nu er hans Gravsted et af de fineste på hele Kirkegården. Hvor jeg under ham det! den goe, trofaste, beskedne Pallam! Så gik jeg over til Fars Gravsted i det modsatte Hjørne af Kirkegården; den er næsten helt groet til med Efeu; der står endnu en af de gamle, hvidmalede Havebænke fra Erikshåb – ældgammel nu og skrøbelig – jeg sad et Øjeblik og drømte om gamle Dages Glans og Storhed – sic trancit gloria mundi – Gravstedet er alt andet end prangende, men Fars Navn nævnes endnu med Ærefrygt af alle herovre på Egnen. –
Kirken var den samme – og dog anderledes; i hvert Fald hvad det indre angår; der var kommen
II
Centralvarme – elektrisk Lys – og ditto Høreapparater – i en Del af Stolene – til gamle og døve – en Slags Højtaleranlæg til Prædikestolen. Enkelte gamle Kalkmalerier var afdækket i de smukke Hvælvinger – Kirken var bleven så hyggelig – vi kom i god Tid; Solen skinnede ind ad de store Vinduer – jeg genoplevede intensivt alle de store Begivenheder fra dengang for længe siden. Jeg så endnu Konfirmationsdagen for 40 Aar siden – jeg var – som Godsforvalterens Datter – den eneste hvidklædte – og stod øverst på Kirkegulvet – nederst stod Karen Pilegård – fordi hun var Friskolebarn!
Nu er de ydre Kår byttet betydelig om – hun er nærmest Herregårdsfrue - - men så er jeg gift med Verdens dejligste Sognefoged !!!
Prædikanten var en lille kedsommelig ung udflydende Fyr – som vævede en hel Time – lutter intetsigende Ord. Laders sad lige foran os. Der skulle ofres, og han havde glemt sine Penge – så jeg lånte ham en Tokrone. Vi hilste på Baronens, som tilbød os Plads i deres Vogn, men jeg foretrak at gå, og så vilde Laders følges med mig. For første Gang så jeg – og betrådte – den nye, flotte Landevej, som er ført over Aaen ned forbi Brinken til Odensebanken. Marie kom ud i Gangdøren og modtog os – hun er overvældende sød og hjertelig; så det varmer én lige ind til Hjerterødderne. Varme, hyggelige Stuer – Kaffe – Cigar. Vi snakker glimrende sammen. Til Aften kom Loria m. Kone (født Windfelt Hansen) – han hedder Pastor Lorentzen, Bror til den Vilhelm Lorentzen, som fylder 60 en af Dagene – Kunsthistoriker eller lign. De er fra Nr. Lyndelse Præstegård; nu er Loria Frimenighedspræst i Sønder Næraa. Et dejligt Aftensmåltid – i vores gode gamle Spisestue. Jeg genkendte rørt den gamle Kakkelovn fra vores Tid!
Siden havde vi en dejlig Aften; det morede mig at høre på al deres muntre Præstesnak – begge Præster har meget Lune, det vrimlede med Vitser og morsomme Oplevelser. Marie kan ogsaa en Masse goe Historier – Dialekten kan vi alle. Så fik vi Dessert og Vin – og ved 10½ Tiden brød man op; Fru Loria kørte Bilen – de tog mig med til Korsvejen.
En fantastik Spadseretur! Det er vel et lille halvt Aarhundrede siden, jeg har gået alene en Aften på en øde fynsk Landevej. Måneskin – stjerneklart; langs Vejen på begge Sider høje Stenmure – de er bleven helt sorte nu og fortonede sig som mærkelige Granitmure – det var som at gå gennem et øde Månelandskab - - hvor Murene holdt op og Vejen blev åben, blæste det så voldsomt, at jeg kun med yderste Nød undgik at blive væltet! Men så kom jeg i Læ af de store Bakker – og nåede glad Kroen ved 11 Tiden. De sad oppe i ”Privaten” og vilde høre nyt ”fra den store Verden”; jeg gav dem et Passende Uddrag.
I Dag skal jeg til Mine i Lindemandshuset – vi er lige gamle og har leget sammen. I Morgen er vi bedt til Sognefogdens. En Dag vil jeg til Ensomhed – den gamle Frk. Petersen lever endnu – hun var Husjomfru på Gjelskov i 90erne og hed Jomfru Bender. Jeg har meget at gøre og Tiden flyver. Søndag tager jeg til Hesselager - man kan afbryde Rejsen en Dag. De er så interesseret i min Bog; vil du ikke ringe til Boghandler Oelenschläger - i Gyldenløvesgade (ved Søerne) – han havde et Restoplag – og få fat i en 4-5 Stk, jeg gav 50 Øre pr Stk sidst – som Forfatterinden – og sende mig dem til Gaver.
Kærlige Hilsner til Nusset og dig! Din egen Dis

[Skrevet på langs på sidste sides venstre kant:]
Frimærkerne er på retur!