Fynboerne
1926-10-25
Afsender
Astrid Warberg-Goldschmidt
Modtager
Louise Brønsted
Dokumentindhold
Astrid Warberg m.fl. har haft besøg af en tysk kvinde, som holdt en mængde foredrag, som fængslede alle.
Adam Afzelius har fået tilladelse til at flytte fra Regensen, og som gift mand får han 100 kr. månedligt i boliggodtgørelse, så han vil leje et værelse på Rolfsvej. Alfred Goldschmidt vil slet ikke hjælpe det unge par økonomisk. Astrid må give Ina/Sjums 40 kr. i løn som husbestyrerinde, og det har hun dårligt råd til. Det må ikke gå ud over Janna/Nus/Nusset Schou.
Alfreds søster, Johanne Dahl, vil gerne have Ina i huset, men Astrid glæder sig til omsider at få pigen hjem. Alfred vil ikke have Ina på besøg, hvis hun gifter sig.
Astrid spørger, om de kan holde bryllupsfesten i Louise og Johannes Brønsteds lejlighed. De bliver 15 personer, og der er ikke plads i Astrids bolig.
Transskription
[På kuvertens forside:]
5
Mrs. L. Brønsted
Bishop Street 106
New Haven
Conneticut
U.S.A.
[Fortrykt og overstreget på kuvertens bagside:]
"ROSSIA"
Bornholmsgade 8
København K.
[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
Warberg
Rolfsvej 17
København
[I brevet:]
pt. Rossia, Mandag Morgen
d. 25 Oktober 1926.
Kæreste Lugge!'Nu er det næsten en Måned siden jeg sidst skrev til dig - jeg tror mit Brev krydsedes med dit Kort, hvor I var i Gang med den store Rejse - Tak! Jeg har tænkt meget på dig i denne Måned - har syntes, der var overvældende Masser at fortælle dig - men når jeg skulde til det, så følte jeg pludselig med stor Bedrøvelse, at alt det der fyldte mig med så megen Glæde - med nye og friskere Syn på Tilværelsen og på alting - det var jo Ting, som kun vilde få dig til at ryste på Hovedet - og så kom jeg stadig ikke til at skrive. Men helt springe det over kan jeg dog ikke - at vi har haft en tysk Dame heroppe - Fru Breuner - Datter af en tysk Professor v. Berlins Universitet - et uhyre kundskabsrigt Menneske, som holdt 6 glimrende Foredrag for os - om Kunst - om Kvindesag - om Spejderbevægelse - om Sprog osv - osv - stærkt sammentrængt, da hendes Tid var så begrænset og hun havde så meget på Hjerte - men hvert eneste Foredrag var en mægtig Oplevelse for os alle. Hun besøgte mig privat en Aften - Rastrups med - det var uhyre interessant.
En anden Aften improviserede vi en Sammenkomst i et andet privat Hjem - en Søndag Aften - hvor hun i fire stive Timer holdt os åndeløst fængslede - Rastrup fulgte mig siden til min Dør - for at vi endnu en lille Tid kunde tale om det - Kl var 1/2 1 Nat! Harriet var gået tidlig i Seng, hendes Baby nærmer sig jo.
Nå - alt dette skal jeg ikke gå nærmere ind på, da jeg ved det ikke interesserer dig -
Men nu skal du høre andet og meget mere betænkeligt. Adam Af. kom op til mig i Fredags og meddelte, at nu havde han fået Tilladelse til at fraflytte Regensen, hvorved han får en Boliggodtgørelse på c 100 Kr mdl - grundet på Ægteskabs Indgåelse - og på dette gifter de sig den 4' December - trods alle respektive faderlige og moderlige - indtrængende Advarsler!!! Det økonomiske er hovedsaglig baseret på - altså de nævnte 100 Kr - men dernæst på, at Sjums bliver min Husbestyrerinde - Adam vil leje et Værelse på Rolfsvej! Alfred nægter rentud enhver pekuniær Støtte, når Sjums vil til mig - men dette har både hun og Adam holdt fast på; jeg havde jo håbet på at kunde nøjes med 30 Kr. i Gage - da Sjums dog ikke kan vadske og sy (og jeg er nedsat fra Dec. med 27,- Kr. pr Måned! Men nu må jeg jo op på 40 - når Alfred intet vil bidrage - og hvor økonomisk vil Sjums være? Jeg gruer lidt for Økonomien - som dog i Forvejen var yderst besværlig - og jeg synes jo ikke, det bør gå ud over lille Nus, som jeg dog gerne vilde kunne ofre lidt på. Adam får 50 Kr. mdl. af sin Far - men han er lige ved og en at måtte indlægges på Grund af Bekymringer for Rostrups - hvem han hjælper med 75 Kr. mdl. - men bliver han syg, holder alt dette op - hvad mener du! Nå, men det skal jo gå - jeg skiftevis græder og ler - min Datter Fru Afzelius! Du må da sende dem et Kort til d. 4. December (Rolfsvej) Adam sagde,at du var hans specielle Veninde eller sådan noget.
II/
Nu er der det Dilemma, at Johanne Dahl (f. Goldschmidt) gerne vil have Sjums i Huset (dog véd jeg ikke, om dette også gælder, når Sjums gifter sig) - og du forstår jo nok, at når jeg endelig efter 10års Forløb kan få min Datter hjem - så siger jeg ikke nej på Grund af lumpne Pengesorger!!!
Desuden - Alfred har jo 20.000 om Året af Penge fra Rente - går det rent galt, så må han dog antages at vilde hjælpe dem! Foreløbig har han ymtet noget om, at hvis Sjums giftede sig nu, så var det ikke sikkert han brød sig om at se hende derovre som Gæst!!!
(og jeg er jo vant til i alle Ferier at sende Husbestyrerinden hjem på egen Kost!!!) ja, det er indviklet; men de Unge gør jo, som de vil, vi andre kan nøjes med Advarsler, som de ikke hører altfor meget på!
Nå, men alting skal jo klares - Buf og jeg klarede jo vores i sin Tid - og det så vel egentlig ligeså broget ud.
Trods alt glæder jeg mig til at få Sjums i Huset - ikke mindst for Nussets Skyld - så hun nu måske slipper for de evige Systemskifter.
Trods al Fattigdom vilde jeg jo gerne gøre Bryllupsdagen lidt festlig for dem - det synes jo ikke, som Alfred vil med - for i så Fald trækker jeg mig tilbage, da han jo ikke vil træffe mig - hvem han uretfærdig beskylder for at have arrangeret det hele! Jeg véd heller ikke, hvad de Unge selv tænker om Arrangementet - men hvis - osv osv - vilde du så eventuelt have noget imod, at vi arrangerede en lille Sammenkomst i Jeres Lejlighed, da min jo er så begrænset? Det blev da kun Agnes og Hr Afzelius - Rastrups - de to Forlovere; Mohr og Buster (evtl. med Kærester) - Brudeparret - jeg - og i yderste Enkelhed - Smørrebrød - Vin og Kage el. lign. - jeg vilde være nødt til at hæve igen af Mors Penge - hvis vi ikke lan lave Sammenskudsgilde - jeg véd jo intet - men skriv til mig, om vi eventuelt må lade Aftenen foregå hos Jer? Vi blev altså med Lomme - Bes - og Mudi - 15 Personer!
Nå - nu ikke mere i Dag - jeg skal have din nye Adresse hos Lomme, som kommer til mig i Aften sammen med Rastrups - Adam og Hohlenberg - hun blev meget glad, da jeg inviterede hende i Aftes.
Tusinde Hilsner kæreste Lugge - til Jer alle - speciellest dig fra Dis
[Indsat øverst s. 1:]
Desværre mislykkedes det med at få Rastrup hen til Rossia!
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst s. 1
Rossia var det forsikringsselskab, som Astrid Warberg arbejdede for.
Johannes Brønsted var gæsteprofessor ved flere amerikanske universiteter i 1926. Louises og hans tre døtre var imens hjemme i Danmark. Deres bror, Peter, var med i USA.
Mohr, Buster og deres kærester kendes ikke. Ej heller Fru Breuner.
Adressen er skrevet på kuvertens bagside
Adressen er skrevet på kuvertens forside
Agnes Afzelius
Kaj Afzelius
Alhed Marie Brønsted
Johannes Nicolaus Brønsted
Peter Oluf Brønsted
Adam Goldschmidt
Ina Goldschmidt
Johanne Goldschmidt
Johannes Hohlenberg
Janna Schou
Jørgen Schou
Laura Warberg
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB8420
Nej
Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Louise Brønsted







