Menu

Fynboerne

1934-03-02

Afsender

Fritz Syberg

Modtager

Hans Syberg

Dokumentindhold

Hvis planen om at opstille et monument på kirkepladsen skal realiseres, skal pladsen samtidig planeres, og de store kastanjetræer muligvis fældes. Det strides man om. Et nyt hegn omkring pladsen har kostet 10.000 kr. Et stridspunkt er, om pladsen tilhører kirken eller kommunen. Motivet på monumentet er ikke afklaret. Fritz Syberg håber, at Hans kan få billedhuggeropgaven. Herman jacobsen samler underskrifter til fordel for monumentet. Marie Syberg er modstander af det. Politimester Woll, som arbejdede mod, at Franz/Trylle skulle have organistembedet og siden ikke ville hilse på Fritz Syberg er nu meget indladende.

Transskription

Pilegaarden Kjerteminde
2-3-34

Kære Hans
Det staar saadan til med denne Monumentsag at der - naturligvis - er gaaet Politik i den og dermed er den inde i Kævlet. Saavidt jeg forstaar ønsker Socialdemokraterne at fremme Sagen for at skaffe Arbejde til de Arbejdsløse. Det drejer sig nemlig om en Omplanering af hele Kirkepladsen, en Udgravning hvorved den gamle Kirkesokkel skal bringes for Dagen, den ligger nu ca 1 1/2 Meter, mener man, under Gadeplateauet. En Følge der af er at de store Kastanietræer skal fældes, og dem blæser Socialdemokraterne et Stykke, og de faar Medhold af en Del Kjertemindere som gør gældende at det kun vil forskønne Husene at de [et overstreget tegn] gamle krogede Træer kommer væk der kun tager Lyset fra Husene og "tilsviner" Gaden med deres Løv. Politimester Woll har været fremme med en Artikel i Kjerteminde Avis hvor han holder paa Træernes L ["L" overstreget] landskabelige Skønhed - (jeg tror han er inspireret af Las, da jeg ikke kan tænke mig han kunde hitte paa dette selv) - Lad dem nu slaas og lad os se hvad der kommer der ud af. Det bliver jo enten til det ene eller det andet. De har lige rejst et Hegn om Kirkepladsen af Sten og Jernstænger der har kostet 10,000 Kr - det var Socialdemokraterne der gennemførte det - men nu er Spørgsmaalet om Kirkepladen er Kirkens eller Byens. Er det Kirkens, saa bestemmer Menighedsraadet hvad der skal gøres og saa ["saa" overstreget] der er Socialdemokratiet i Mindretal - 4 mod 6 - men ejer Byen Kirkepladsen saa er det Byraadet der skal tage Bestemmelse, og saa faar nok de der vil have Kirkepladsen planeret om og Træerne fældet Flertal. Hvad Monumentet angaar da er det jo knyttet til denne sidste Bestemmelse, hvad det skal forestille o.s.v. er vist foreløbig et aabent Spørgsmaal og maa vel afhænge bl.a. af hvordan den nye Plads bliver; [";" overstreget]. Om den Motivet ["Motivet" indsat over linjen] skal have Tilknytning til Kjertemindes Historie eller forestille en eller anden Berømthed eller være fri Fantasi aner jeg intet om. Hvis Du taler med Jakobsen, saa spørg ham hellere ud, end udtal nogen Mening selv. Det er i det hele taget ikke godt at vide hvad det bliver til, men skal det gøres, og de gærne vil have Dig til det, saa er det jo dog en Opgave at faa og Du tjener jo ogsaa noget derved i saa Fald. Jeg tror nok at Fotograf Jacobsen har en Tanke om at hvis han kan faa Dig (og mig med for den Sags Skyld) opblandet i Sagen saa vil det fremme den, han er nemlig selv stærkt interesseret. Han har købt Hjørneejendommen, (der hvor Leidecker havde Butik) og gaar og samler Adresser ["Adresser" overstreget] Underskrifter paa en Adresse til Byraadet om at fremme Sagen. Uheldigvis bór vi der ikke saa vi kan ikke komme paa Adressen. Tante Marie er stærk Modstander af Sagen, men jeg gør gældende at som renlivet Socialdemokrat kan hun umulig stille sig mod sine Meningsfæller. Saa er der tilmed Redaktøren af Socialdemokraten, "gamle S.t. P." ham kan hun jo slet ikke gaa imod. Det var desuden ham der sammen med Helleskov fik sat igennem at Trylle fik Organistembedet, saa alt taler jo for at vi ligefrem er nød til enten ["enten" indsat over linjen] at forholde os tavse eller st [bogstaver overstreget] tale for at ---- Du faar Bestillingen.
Ja det er en køn Verden man lever i. Ogsaa Politimester Woll, som ikke har villet hilse paa mig fordi Trylle mod hans Vilje blev Organist) er pludselig blevet saa indladende og forhørte mig forleden om - ja noget i Retning af at jeg skulde (som Kunstner) udtrykke min Mening (i Kjerteminde Avis) om Bevarelsen af de gamle Træer "set fra et landskabeligt Synspunkt", men jeg skal ikke have noget klinket.
Ha'et godt. Hils Familien.
Mange Hilsener fra Far.
Hilsen fra Tante Marie.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Det planlagte monument blev ikke realiseret.
Det vides ikke, hvem redaktøren af Socialdemokraten var.

Pilegaarden

Gårdens navn er skrevet øverst s. 1

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, 2010/57, A120, LD.2

Nej

Boet efter Peter von Syberg