1894-02-10

Tirsdag d: 10 Februar 1894.

NB. Hvad der står i [ ] skal ikke læses højt!

Kæreste Mor!

Tak for de forskellige Breve og andre Forsendelser, vi har modtaget i de sidste Par Uger – I er måske nok gale over, at I først nu igen hører fra mig, det er også en syndig lang Tid, der er gået siden sidst, men jeg har sandt for Dyden ikke kunnet skrive før nu, der har hver Dag været sådanne Masser af alle Slags, at jeg ikke en Gang har fået mig øvet. Nu må der da også være en ganske uhyre Masse at skrive om. Ja, Elle må nok to Gange sige, at det er nogle store, stolte Tider, det er da rent urimeligt, hvad der har bunket sig sammen, det er jo ikke lige ,,stolt” og godt alt sammen. For at begynde med Begyndelsen – Onkel Carls Død gjorde et underligt Indtryk; den Aften vi kom hjem fra Hvilan, lå der Brev om den; samme Aften, som han døde, skrev og sendte jeg et langt Brev til ham, som kom Retur Mandag; det gjorde mig forfærdelig ondt, at han ikke nåede at få det, jeg havde jo lovet ham det; den samme skæbne havde Lud med gl. Liebenberg. Og Emil, den Stakkel; ja, han nåede da at komme af Sted med de andre, og godt var det, han så frygtelig dårlig ud. Tirsdag Middag kom der Brevkort om, at Alhed ville komme om Aftenen – vi ventede hende for Resten Mandag – og vi bestemte strax, da vi så, at hun allerede skulde rejse Onsdag Morgen, at gøre den Aften så festlig og ualmindelig som muligt. Vi sendte strax Brev til Marie Sperling om at komme og blive om Natten, vi tre Brave [”Brave” indsat over linjen] slog os så sammen om Festarrangementet og gik op til Toget at tage imod hende, der var Thorvald, som fulgte med hjem at drikke The, vi havde en vældig hyggelig lille The, her var så yndigt med røde Skærme om Lampen og Klaverlysene. Thomas var desværre bedt til Sold, men vi tilsagde ham og Nörgård til at komme og se hende efter Soldet – ikke senere end Kl. 1! Efter The gik Pan, Marie og jeg ind og iførte os vor villeste Stads, og vi tilbragte så et Par hyggelige Timer med Musik og Snak i den lækre douce Belysning, ædende en lille Marcipan, Marie havde ført med. Præcis ½ 1 mødte Thomas og Nörgård, ikke mere fulde, end de kunde stå ved, og så kom Knaldet; en ren Dug på Bordet, nogle Glas med Violer og Reseda, en større Buket til Alhed, og så serveredes Is og ½ Fl. Madeira. Isen på små Glasassietter og små bitte lækre Madeiraglas. Thomas holdt en lille kort Tale, og vi snakkede en Times Tid, hvorpå de tre gik hver til sit; vi andre rodede endnu en rum Tid med Alheds Sager, Kl ca. 3 kom vi til Ro og sov dejligt til Kl 8, Marie [ulæselig overstregning] på Sofaen, Alhed hos mig i den store Seng. Næste Morgen stillede vi så på Banegården, men der kom ingen Onkler – Toget til Masnedsund gik af, og så indså vi, at vi fik lov at beholde hende den Dag endnu; vi gik strax ud til de gamle, der sad Onklerne midt i Frokosten og havde ikke tænkt på at rejse, skönt de havde skrevet det til Alhed; vi spiste Frokost med, var der et Par Timers Tid og vandrede derefter til Universitetet, hvor vi hørte på noget af Hedemanns Examen, den gik jo stolt, 4 Lauder. Da jeg sad der og hørte til, kom Loria hen og hviskede til mig, om jeg ikke vilde komme ned til Thomas, han længtes efter mig, og var ikke rask. Jeg gik strax derned, tænk, så havde han været så dårlig om Natten, havde haft den voldsomste Hjærtebanken og var besvimet, han kunde ikke kalde på nogen, lå helt alene med det, den Stakkel. Da jeg kom, var han meget bedre men alligevel ængstelig. Han sagde, det hjalp så godt, at jeg kom; det er jo nervøst med den Hjærtebanken; han havde også hver Dag i en Uges Tid eller mere været på Farten, bl.a. til 2 Baller, Nörgård var endogså bleven dårlig af alt det, så var det da ikke underligt, at han også blev det. Der kom Alhed hen og hentede mig og vi gik her hjem til Middag og Kaffe hos Rördams. Så sov vi et Par Timers Tid og stod styrkede op og drak The, sad og sludrede en Times Tid med en Cigaret – det var det sidste Alhed så til Caféen, den lille søde Café – og så kørte vi til Banegården i Droscke; der var Thorvald, Laders og Maria og Onkel Chr. ; [”og Onkel Chr.” indsat over linjen] det var helt sært at sende hende af Sted så langt bort; men hvor er det dog godt, at hun kom af Sted, der har Far gjort en så god Gærning, at han vist ikke selv aner, hvor god den er, vi er alle – vi som holder så meget af hende og rigtig kender Forholdene – så glade og taknemlige for det. Jeg skrev et lille Brev til hende Dagen efter, at hun var rejst, det skulde ligge til hende som Velkomst, men det kan jo være, det ikke når derned; skønt, de vilde jo se sig lidt om på Rejsen, de tog på 3 Kl. for at få Penge til det, det kunde de da også magelig med den Masse Rejsetøj, hun havde jo Skindkrave, Skindslag og sit tykke Filttæppe. Fra Banegården vilde jeg et Vip ned at se til Thomas, det samme vilde Laders desværre også, og da Bran og vi kom derned, var der ikke mindre end tre allerede, de vidste alle tre om Forlovelsen, og så blev Laders også indviet; der er snart ikke så få indviede, det er egentlig en offentlig Hemmelighed, men det skal det også helst være så længe som muligt; du må såmæn gærne fortælle Tante Mimi det – og så må vel Onkel Syberg også vide det, men ikke uden du er sikker på, at de vil tie, og ikke andre må du sige det. – Thomas havde det helt godt, men han var ængstelig for Natten; så fik vi Nörgård stillet til at ligge ind på Sofaen hos ham, og han sov godt; men endnu er han så udaset, og så lider Humøret derved, han bliver så trist; men det hjælper gærne, når jeg kommer hen og snakker med ham; nu skal han føre en mere stilfærdig Tilværelse, så bliver han nok snart helt rask. Hvor det dog er dejligt for os, at I ere så glade over det, ja det tvivlede jeg nu ikke et Øjeblik på, at I vilde blive, når I dog kendte Thomas; det er værre med dem i Thorkildstrup, jeg kan ikke sige andet, end at jeg føler mig halvt eller helt som en Forbryder, når jeg tænker på dem; jeg synes, det må være så drøjt for dem at vide deres kære Thomas i Kløerne på et Menneske, de aldeles ikke kender! Jeg skrev også sådant noget forleden til Ths Mor skal Du ikke skrive til hende? [”skal du ikke skrive til hende?” indsat over linjen] og bad dem undskylde! Ja, at I kan være glade, det er ikke så underligt, men at alle Thomas’ gode Venner, som har fået det at vide, er bleven så glade, som de virkelig er, det er mere, end jeg havde turdet vente, de har været så søde alle sammen, gamle Frk Bruun, som Thomas bor hos var så rørende, da hun fik det at vide, det var vist hundrede Gange at hun tog mine Hænder, klappede mig på Håret og kyssede mig på Kinden, og hun holder dog så forfærdelig af Thomas og kender slet ikke mig. Men jeg gruer for at komme til Thorkildstrup, det bliver velnok Enden på det, at jeg tager derned med ham i Påsken, men jeg vil have Pan med, ellers tør jeg ikke! At vi får Maria med til Sølvbryllupet er storartet, men – Pan må vi da have fremfor alle andre, for hun er da vores allerbedste Ven. - -
Nu har jeg spist Frokost, nu ma jeg fortsætte i en Fart, at jeg kan få dette Brev færdig i det mindste inden Middag! – Nu er det jo snart længe siden, vi var i Sverige, jeg har ikke skrevet noget Fortællebrev hjem siden den Tid; jeg havde jo fuldt og fast bestemt, at jeg ikke vilde med derover [bl.a. af den [”af den” overstreget] for at slippe at se en vis Dame gøre Kur til Thomas!], men da det kom til Stykket at Skibet skulde til at sejle og jeg blive ene tilbage på Broen, så kunde jeg ikke alligevel, jeg bestemte mig først, da det ringede 3die Gang, kun Pan anede, at jeg tænkte på sligt, så de blev meget overraskede de andre, og jeg tror nok, de var glade over at få mig med. Vi havde en meget morsom Rejse, skønt det gyngede dygtig; vi drak Kaffe undervejs og var bagefter inde i Røgesalonen med vore Cigaretter; vi blev meget venlig modtaget på Hvilan, især var de rasende søde mod mig, jeg var slet ikke bange for Tante Hedda, som jeg plejer, hun var meget elskværdig. I Mørkningen fik vi Musik, Candidat Strømberg sang så dejligt, hans Stemme mindede så meget om Onkel Carls i gamle Dage, og så sang han og Fru Larsen en Sang, Onkel Carl og Tante Mis en Gang sang sammen ,,Se signora-.” Da vi fik Lys, blev vi alle stillede ind om Bordet i Spisestuen til Punsch, Æbler og Nødder, det var meget hyggeligt og morsomt. Efter The dansede vi. Næste Dag gik vi en lang Tur, og efter Middag rejste vi hjem, vi var jo 6, Th, Lorie, Skarade, Maria, Pan og jeg. [Der var en Dame, som ikke veg fra Thomas’ Side, men det var ikke mig! Nu kunde jeg jo heldigvis tage den mere med ro end i Sommer!] Det var helt sært at være så længe sammen med Thomas og at måtte lade helt som ingen Ting. Lille Pers var der Søndag Fm. det var meget morsomt at se ham igen, det lille søde. Jeg skulde hilse jer så mange Gange fra ham, han var så stolt over dit Brev. – Vi havde en rasende hyggelig Hjemtur og forfærdelig gemytlig og sjov, vi sad i Salonen oven over Kahytten, der var ikke andre end os; det gyngede temmelig meget, men ingen var dårlige; jeg var meget glad ved at være kommen med på Turen, og jeg kan egentlig ikke sige, at det var videre sært at være på Hvilan igen, lige strax naturligvis en Smule, men for Resten var det, som om både jeg selv og alle andre var nogle helt andre Mennesker end den Gang – især jeg selv. [Jeg vilde gærne en Gang høre dine private Tanker om de nuværende Tilstande sammenlignet med dem for 2-3 År siden, Thomas – Leonard, dine brændende Ønsker den Gang om, at jeg skulde holde på, hvad jeg havde, - det hele sådan forstår du – min private Mening er nu den, at det er godt, Mødres brændende Ønsker ikke al Tid opfyldes!] [ ”]” overstreget] kan du ikke sende mig Leonards Brev til Gennemlæsning; lille Pers sagde, at han i Julen var fuldstændig glad og tilfreds som før – den Besked vilde jeg nu aldrig have fået af en Holmström, de sværmer for at gøre al Ting så tragisk og storstilet som muligt.] – I forgårs var vi til en 25 Øres Koncert inde i Mathæuskirken, og i går Eft. kom Thomas cyklende med en Billet til ,,Privat Kammermusikforening” Nørgård havde fået den, men var ikke rask; det var en meget smuk Koncert, Mathilde Thomsen sang ganske yndig. Ove har foræret mig to Billetter til sin Elevkoncert på Mandag, en til Thomas også, men så træffer det så kedsomeligt, at Sperlings Gilde er den Aften; jeg må nu gå på Koncerten og komme senere til Sperlings, men Th. får jeg ikke med, jeg vil spörge Bedstemor, om hun har Lyst.
- - Jeg skulde jo have en Kjole til Sølvbryllupet, og da jeg nu sparede Gummislag, mente jeg, jeg kunde tage en god, finere end en Molls; da vi var hos Schelderup, så vi så på Silkerester og fandt en bedårende temmelig lys blå – som ganske lyst himmelblåt, tyndt blødt Silketaft – 20 Kr. Tante og Thora var med og sagde, det var uhørt billig. Jeg skal i næste Brev sende en Prøve, den er inde hos Fru Brëum. Jeg skal lige først i Ugen sende alt det meget, men send endelig Penge, Fru B. har kun fået det halve for Februar og Ove slet intet; i næste Brev skal jeg sende et færdigt Regnskab. Vi flytter lige først i Marts, Dagligstuen der ovre bliver malet i dag, en smuk mørkegrøn Oljefarve, den er 1½ Al længere og 1 Al bredere end denne og foruden det en bred Vinduesfordybning på 1½ Al, det bliver en dejlig Stue. Bare vi nu havde en Pensionær. Jeg tror, jeg skal overleve. Til August kan vi få en af Jens Brandts Drenge, 18 År, som skal læse til d. juridisk Ex. Tante Frederikke har foreslået ham, han kan give 45 Kr og det kan jo hedde sig, han er Fru Bs Pensionær, synes I om det?? s.u.- -
I forgårs rejste lille Lorie, vi savner ham, nu bor Nørgård i hans Værelse. Tænker du på Eli? Så skriv til Sluden om det! Du ved nok, jeg forfærdelig gerne vil have gjort noget i den Retning.
Nå, nu er det da bleven et langt Brev denne Gang, har det også ladet længe vente på sig. Tusende Hilsner til jer alle sammen fra din
Basse.