Menu

Fynboerne

1898-01-12

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Alhed er taget til København, hvor hun bl.a. skal modtage musikundervisning hos Mutter Lützhøfft.
De har haft en masse gæster bl.a. malerne Clement, Find og Henriques, og aftenen efter er de inviteret hjem til Hirschsprung.
Johannes Larsen skal til København, og Alhed og han skal mødes.

Transskription

Kære, lille Las!
Skønt vi ses paa Fredag, skal Du dog alligevel have en lille Skrivelse i Dag, jeg synes, det er saa længe siden, jeg skrev til Dig. Tak for Dit lille Brev, som jeg lige har faaet. Du kan stole paa, jeg skal være der paa Fredag, jeg glæder mig ganske umaadelig til at se Dig. Men Du er naturligvis bleven væmmelig klippet, er jeg med Sorg kommen i Tanker om. Men trods det glæder jeg mig alligevel til Dig, saa Du kan da ikke sige andet, end at jeg maa holde meget af Dig! – Lugge og jeg kom godt herind i Mandags, Faderen spenderede 2den Kl. paa os samt Rødvin til Middag, inden vi rejste. I Gaar var jeg en lille Runde i Byen, inde hos Franziska paa Badeanstalten, oppe hos Hirschsprungs, hos Konsulens samt hos Lützhøfts. De bo saa nydeligt i Rosenborggade, har en dejlig stor Stue. I Morgen skal jeg have min første Sangtime hos Mutter. De var saa søde begge to. – Jeg er for Resten en lille Smule forvirret i Dag. Vi havde fremmede her i Aftes og de gik først Kl. 2. Sulens var her, samt Dhrr. Find, Clement og Hans Nicholaj Hansen og Frøken Marie Henriques og Bertas ældste Søster. Vi morede os storartet. Stemningen blev efterhaanden meget animeret, men det var nu ikke af ingenting, for nu skal Du bare høre, hvad vi drak: 10 Fl. Øl ½ Fl. Brændevin ¾ Fl. Wisky 1 ½ Fl. Sjerry, 6 Fl. Rødvin og 1 Fl. Champagne! Det var ikke saa lidt af 10 Mennesker vel? – Nu i Aften skal vi til stort Selskab hos Hirschsprung, det bliver vist mindre morsomt, maatte jeg saa endda komme ud ved det lille Bord og faa Erik til Bords, men jeg skal ved det store og have den ældste Søn. Erik og Emma var paa Banegaarden at tage imod Lugge og mig. – Det syner fælt i Dag, bare det maa blive godt Vejr, naar Du kommer herind, vi skal spadsere meget sammen, ikke sandt? Men kan Du nu ikke tage Dine gamle Sko med, saa behøver Du da ikke altid gaa med vaade Fødder. – Kan Du ikke huske at spørge Din Moder, om hun har de 10 Kr til mig (Du ved, fordi Tøjet ikke blev til noget) og hvis hun har saa faa dem med herind til mig, saa kunde vi more os for dem, mens Du er her. - - Naar Du faar dette Brev, skal Du altsaa ikke mere i teknisk Skole, inden Du kommer herind. Jeg skal tænke paa Dig i Aften, mens Du er derhenne, og hvis vi faa Champagne, skal jeg tømme et helt Glas for Dig. – Hvorfor kommer Du for resten ikke i Morgen, naar det dog er Din Friaften? Det har vi slet ikke tænkt paa. Jeg haaber Du bliver her ligesaa længe Du kan, der er ikke mere noget, der hedder Returbilletter. – Nu Farvel og paa glædeligt Gensyn med Din Alhed.

12te Jan. 1898.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

"Sulens" er formodentlig konsul Rottbøll med frue. Alhed Larsen (f. Warberg) boede en tid hos dette par under sin Italiensrejse i 1894.
"Bertas ældste søster" må være en søster til Bertha Brandstrup, som var gift med Ludvig Brandstrup, Alheds onkel.

København
  • Rosenborggade, København

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien