Menu

Fynboerne

1920 årets anden halvdel

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Andreas Larsen

Dokumentindhold

Larsen-familien har solgt den røde gård (købmandsgården) for 50.000 til Victor Bøttern, og ved et mageskifte har de fået en strimmel jord ved stranden. Her vil de bygge badehus og bådebro til drengenes både. Bøttern har til gengæld fået lidt jord ved Bagergården.
Fru Hinke er død.

Transskription

Kære, søde Gamle!
Jeg længes meget efter D [D overstreget] at høre fra Dig, min gamle Ven, jeg havde selv tænkt at skrive lidt flittig til Dig i Din Ensomhed, men det er ikke bleven til noget her har været saa forfærdeligt meget af alle Slags. Vi har i disse Dage solgt den røde Gaard til Bøttern for 50.0000 ja egentlig har vi faaet de 55000 idet de Omlavninger, som Salget af Bagergaarden førte med sig (Hestestald, Vognport, Vaskehus, Lokummer o.s.v.) bekoster han nu selv og det hele beløb sig til mindst 5000 – vi bød jo Gross. det først, da vi en Gang har lovet ham Forkøbsret til det, men han kunde jo ikke. – Saa vidt vi kan se faar vi, naar alle Laan er udbetalte, 27000 ind i Banken og af de Ejendomme vi beholder faar vi en aarlig Indtægt af 1800 ÷ Skatter og Reparationer, det ser jo helt pænt ud og er da til at overse. –
Saa har vi tillige Mageskiftet med Bøtterns, saa vi faar en Strimmel paa 5 Al. helt ud til Stranden, (langs Anlæget) hvor vi vil lægge Badehus og Bro til jeres Baade, kan det ikke blive glimrende? De faar til Gengæld en tilsvarende Strimmel af Bagerløkken, halv saa lang og dobbelt saa bred, altsaa c. 10 Al. – Er alt dette ikke interessant lille Gamle? Slutse [”Slutse” overstreget] Købekontrakten er underskreven i Dag. – Fru Hinke blev begravet i Gaar, Din Far og jeg fulgte. Tante Mis kom i Aftes. Patronen var her forleden til Aften. – Jeg viste i Gaar 3 Damer ud af Haven ”Parken” som de kaldte den for at undskylde sig. –
Nu er der vist ikke flere Bulletiner! Lad mig endelig snart høre fra Dig. 1000 Hilsner fra Din Mor.

Lysse arbejder med Duer og skyder Katte

Torsdag

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er kun dateret "Torsdag". Det må være skrevet i anden halvdel af 1920. Bagergården blev solgt i foråret 1920. Johan Larsen er ikke længere på Birkerød Kostskole, og han blev student i 1920.

Andreas Larsen må være på Birkerød Kostskole. Hans bror, Johan, blev student i foråret 1920, og han er tilsyneladende hjemme i Kerteminde.
Den røde Gård er købmandsgården, Langegade 50, Kerteminde . Herfra drev I.A. Larsen sin købmandsvirksomhed, og Johannes Larsen og hans søskende voksede op i huset.
Langs Anlæget: Nedenfor Alhed og Johannes Larsens hus i Kerteminde findes (stadig) Kildeanlægget mod Hindsholmvej og Nordstranden. Larsen-parret overtog en grund lige ned til stranden. Denne hører stadig (2018) til Johannes Larsen Museet.
Bagerløkken: Victor Bøttern købte i foråret 1920 Bagergården, Langegade 48, Kerteminde, af Larsen. Bagerløkken lå bag denne ved Strandvejen.
"Parken": Alhed og Johannes Larsens have var og er meget stor. Man havde dueslag, og det er tænkeligt, at Johan Larsen er blevet sat til at skyde katte for at værne om Johannes Larsens kære vildfugle.

  • Langegade 50, Kerteminde
  • Langegade 48, Kerteminde
  • Hindsholmvej 10, Kerteminde
  • Strandvejen 30, Kerteminde

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv