Fynboerne
1913-08-20
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Johannes Larsen og Th. Philipsen er på Saltholm for at male, men det regner. Philipsen har givet Larsen nogle tegninger, og Larsen vil tegne Philipsen.
Transskription
Saltholm 20 Aug 1913
Kæreste Alhed!
Da her er Baad over vil jeg dog skrive et Par Ord skønt der ikke er videre at melde om. Det var Graavejr i Gaar og da det smaa[ulæseligt] af og til blev det ikke til noget med Arbejdet. Desuden var der over med samme Baad 3 Damer som kom ned og besøgte Philipsen, Fru Achen, Fru Axel Henriques og fru Slomann (førhen Hans Nicolaj Hansen). De købte en Kurv Champignon hos Konen her som vi hjalp dem til Baaden, saa jeg fik vandret Vejen 4 Gange. Jeg sov til 7 ½ i Mrgs. Og i Formiddag har jeg gaaet Øen rundt d.v.s. ikke hele Omgangen med Philipsen i Graavejr og Støvregn, det vilde være rart om det snart blev Vejr til at bestille noget i. Philipsen forærede mig i Aftes 4 smukke Tegninger klæbede op sammen paa et Stykke Papir, forskellige Variationer af det samme Motiv. Jeg fik i Gaar det Brev Du havde skrevet til mig fra Assens, det laa her til mig, jeg skal hilse Dig fra Philipsen. Jeg tror jeg vil sætte mig til at lave nogle Tegninger af ham i Eftermiddag. Her ser for Resten ganske udmærket ud i dette Vejr, men man kan jo ikke saa godt male ude i Regn naar man maler med Vandfarve.
Mange Tusind Hilsner til Drengene og Dig selv.
Din hengivne
Johannes Larsen.
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Det er uvist, hvem fru Slomann var. Hun kan have været gift med skolemanden Emil Slomann, ortopædædkirurgen Herman Slomann eller museumsdirektøren Vilhelm Slomann - eller mor til en af dem.
- Saltholm
- Assens
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien
Omtalte genstande
Philipsen har foræret Johannes Larsen fire tegninger med samme motiv klæbet sammen på et papir