Menu

Fynboerne

1898-05-06

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Alhed har malet på sit billede med de små, hvide blomster. Hun har sammen med Dis og andre været i skoven og se på fuglereder. De er tilfredse med lille Bentzen (en stuepige?).
Alhed har drømt, at Johannes Larsen var ved at drukne, så hun beder ham passe på.

Transskription

Min egen Frajser!
Det blev et forfærdelig afsnuppet Brev i Gaar, Jørgen kørte lige med et for Døren, og jeg syntes, at jeg maatte have det med ellers kunde Du jo først faa Brev i Morgen. – Igen i Dag har Du haft godt Vejr til Dit Morgenbillede, jeg faar nok Brev fra Dig om lidt med Posten det glæder jeg mig meget til. – Jeg malede flittig hele Dagen i Gaar, jeg var ked af de 3 smaa hvide Blomster og masede meget med dem, men i Dag synes jeg, de hører [det sidste r i ordet overstreget] til det mere hæderligt paa Billedet. – I Aftes efter The var Christine, Dis, den lille Bentzen, de 3 Hunde og jeg ude at spadsere. Vi var oppe i Skoven, hvor Chr. viste os 2 Drosselreder og en anden lille, bitte sød Rede, hun havde funden, der var ikke Æg i nogen af dem, men hun ved 2 Drosselreder med Æg i, som h [bogstavet overstreget] vi ikke gik hen til. – Vi var ogsaa oppe i Banegraven, hvor vi sad lidt og saa paa Landskabet, det var en dejlig Aften. Da vi kom hjem, spillede vi som sædvanlig L’hombre, og jeg afsluttede Dagen med en Rygesnaps paa Sengen. Nu ligger Bine oppe hos mig, det er morsomt at have hende hjemme. Den lille Bentzen er vi rigtig tilfredse med hun bliver vist i hvert Tilfælde fuldstændig uskadelig. – Mogensen sidder og snakker inde paa Kontoret. – Du kan tro, jeg savner Dig! men jeg tror paa, at Du kommer snart igen, der bliver en Helligdag her i Ugen vist Torsdag - - Det er Christines Fødselsdag paa Mandag, hun vilde vist blive glad ved et Par Ord og et lille Kys fra Dig. – Farvel, min Dreng! Pas paa med Vandet, jeg drømte i Nat saa meget væmmeligt om at Du var ude at sejle og var ved at drukne, det er den ækle Sejltur til Sommer, der staar mig i Hovedet. – Der er Resten. 1000 Mil. kærlige Hilsner fra Din egen A.

6te Maj

Omtalte genstande

Alhed maler på et billede med små, hvide blomster. Johannes Larsen er i gang med sit "Morgenbillede".

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er uden årstal. Det er formodentlig skrevet i 1898, for det var dette år, Alhed kaldte Johannes Larsen for Frajser. Hun bor tilsyneladende hjemme på Erikshaab endnu, eftersom hun skriver om "oppe hos mig" (hendes værelse på loftet), om kontoret mm.

Alhed bor stadig hos familien på gården Erikshaab.

Erikshaab

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien