Menu

Fynboerne

1916-01-06

Dokumentindhold

Nicoline von Sperling sender et "rundrejsebrev" til sine venner i anledning af, at hun har haft 50 års jubilæum som stamhusbesidder. Hun beskriver de første år på Sandholt, hvor hendes forældre og den gamle godsforvalter gjorde alt arbejdet. Hun var meget usikker og kom først ind i arbejdet efter, at hendes forældre var flyttet og den nye godsforvalter Warberg kom til.

Transskription

Kære Venner! Det er saa trættende og kedeligt ret mange Gange at skrive ét og det samme, men da jeg tror, at mine Venner, som hver især i deres Breve har bragt mig deres Lykønskning paa den kærligste og bedste Maade, gerne vil høre lidt om, hvordan jeg har haft det, saa vil jeg prøve paa at lave et Rundrejsebrev. Mit Jubilæum har staaet truende for mig et Aarstid, fordi jeg var klar over, at skulde der laves til Fest, vilde det voxe mig over Hovedet og hverken blive tilfredsstillende for Deltagerne eller for mig selv. I Stedet for Fest fandt jeg saa paa, at jeg kunde give Lyndelse Kirke, som jo nu er selvejende og hvis Formue og Husholdning bestyres gennem Menighedsraadet, et Varmeapparat i Stedet for den lunefulde Kakkelovn, som varmede daarligt og imellem osede slemt, men da det saa trak ud i det uendelige før Tilladelsen til at sætte dette Apparat op, blev færdig fra de gejstlige Autoriteter, finder jeg igen en Tid af en Del Utaalmodighed og syntes, at Jubilæer var noget rigtig besværligt noget. Imidlertid det naaede sig; skønt en Del udenoms Arbejde stod tilbage, fungerede Apparatet rigtig godt 1ste Juledag, efter Sigende for vi kunde ikke komme til Lyndelse paa Grund af Snedriver. Jeg gik og tav stille med, at jeg skulde have Jubilæum, og ret mange vidste heller ikke noget om det, og efterhaanden kom det ogsaa til at ligge mig temmelig fjærnt. Har det nu i Graven saa meget at sige med saadan et bestemt Aaremaal?
2 Juledag kom jeg først rigtig med. Det slog mig, at den Dag for 50 Aar siden kom jeg hertil for saa i de følgende Dage at opleve Bedstefars langvarige Dødskamp og hans Død. Men da det først var gaaet rigtigt op for mig, gennemlevede jeg det altsammen paa ny saa at sige Time for Time. Jeg talte ikke meget om det, men jo mere det trængte paa, jo bestemtere følte jeg, at jeg maatte fortælle det, saadan som det var gaaet til, alt sammen, og da vi kom ned til Folkene for Nytaarsaften at drikke det gamle og det nye Aars Skaal med dem, satte jeg mig, da det var gjort, for Bordenden og fortalte dem om Dagene fra 26 December til 9 Januar 1866. Jeg begyndte med at oplyse dem om, hvordan der den Gang saa ud i Folkestuen, hvor der stod to store Senge med Omhæng, hvori Pigerne laa, og at dersom en af dem laa syg, og her kom fremmede Kuske, maatte de, naar Kuskene kom op for at spise, trække Gardinerne for og lade, som de slet ikke var til, og om forskelligt af den Slags, og derfra gik jeg saa over til Dagene, ganske som de var gaaet. Det faldt mig naturligt at drage dem med ind i denne store Oplevelse, og jeg fandt ogsaa forstaaende Lydhørhed. Jeg tror, det er godt, at de faar at vide, hvordan der har set ud, og hvad der er sket i de Stuer, hvor de færdes, og hvad der har præget den, som de tjener. Nytaarsaften 1865, da Bedstemor og Tante og Hanne Langkilde og jeg sad trykkede og forpinte i Vinterdagligstuen, medens Bedstefar laa og stred med Døden, hørte vi ”Træd frem, min Sjæl, paa Aarets Morgen” blive sunget nede i Husholderskens Stue og fik senere at vide, at det var Skytte Simonsen, der havde sunget den. Det gjorde os den Gang saa godt. Og nu Nytaarsaften 1915 endte vi igen det gamle Aar med alle at synge den gamle Salme.
Nytaarsmorgen kan jeg godt sige, at jeg kørte til Kirke noget ør i Hovedet af Minder og havde tænkt mig helt og bart at skulle have været sammen med mine gamle i Kirken, men saa tog alligevel Varmeapparaet saa meget af min Interesse, saa det ikke rigtig blev til noget. Saa gennemlunt, ogsaa om Benene, har der aldrig været. Prædikenen var fuld af varm Fædrelandskærlighed og rar, og da vi gik ud af Kirken, vendte jeg tilbage og fik givet Haanden og hilst paa mange af Lyndelsemændene. Ellers var Dagen helt stille. Frandsens kom ikke paa Visit, som de ellers har gjort hvert Aar, - og saa først den Dag fik jeg rigtig begyndt at føle, hvordan det egentlig gik til at blive Stamhusbesidder. Nu kom Gennemlevelsen deraf og af mine første Aar. Til den 2 Januar havde jeg som til et ganske almindeligt lille Nytaarsselskab bedt Provstens og Paludan og Clausens, Henry og Edv. Smidts og Frk. Plum, og saa havde Edvards svaret, om de maatte tage tre Julegæster, Fru Mühldorff og Fru og Frk. Wentorp, med. Jeg havde jo sagt Ja, men var ganske forbløffet over saa mange fremmede Damer, jeg syntes, at jeg helt fik Mundkurv paa, og det tilligemed Træthed, gjorde det saa vanskeligt at faa det, som jeg gærne vilde sige, til at forme sig. Natten mellem 1 og 2 Januar havde vi Storm og næsten Skybrud, vi har det for Resten næsten hver Nat, men den Nat sov vi nu ikke godt, og jeg var en Del kaput om Morgenen. Det øsregnede, saa vi opsatte at lade Martin køre ud for at møde Viktoria, som havde været hjemme, til efter Kl. 12, da det var blevet Tørvejr, men Maren og Marie Sørup og Marie Brandt havde da alligevel faaet dækket det nydeligste Bord med smaa røde Tulipaner i Potter og Liljekonvaller i Glas og Lys i Stedet for Lamper, saa det gjorde et ligefrem grumme kønt Indtryk, da vi Kl. 5 gik ind til Bordet. Den Dag havde jeg Provsten til Bords. Vi fik Dyresuppe, Rouletter, Dyresteg og Risrand med henkogt Frugt, Rødvin og Sherry. Imellem Rouletterne og Dyrestegen lagde vi et langt Mellemrum, og i det holdt Provsten og jeg vore Taler. Jeg kunde ikke andet, end da han var færdig, at tage hans Haand og sige, at han kunde ikke have sagt noget, som jeg kunde være blevet mere glad over. Og hvad sagde han saa, ja, han sagde meget, og alt var godt, men jeg kan slet ikke gengive det. To Ting bed jeg mig fast i, den ene: der er arbejdet meget paa Sandholt. Den anden: hans Omtale af mig, saa at ægte, dyb Menneskelighed er Grundpræget. Det var alt det, som jeg allerhelst vil være, alt, hvad der er Maal for mig, men som jeg slet ikke endnu er, og saa syntes jeg alligevel, at Billedets Lighed var truffet rigtig. Der var Oprejsning i, hvad han sagde, og saa faldt det af sig selv, at det blev en Festdag. Henry Smidt sad og saa til og nikkede bifaldende, og de fremmede Damer var slet ikke mere fremmede. De var nu i sig selv rigtig tiltalende.
Saa skulde jeg jo til at tale: ”Ja, lige fra jeg var lille, har jeg elsket Sandholt, og vi har været forlovede, men det var hemmeligt. Folkene gik og sagde til mig: ”Du skal have Sandholt”, men oppe i Stuerne blev der ikke talt om det, og det gav mig ikke nogen rigtig Frimodighed, jeg syntes mest, det var noget flovt noget, som jeg generede mig for. Den 8 Januar 1866, da Mor og jeg stod i den store Dagligstue og saa Lyndelsemændene bære Bedstefar ned ad Broen, gik det op for mig, og nu havde jeg og Sandholt hinanden, saa det er den egentlige Guldbryllupsdag, men da overvældedes jeg i den Grad af Frygt og Bæven, saa at jeg var helt ude af det og først blev kaldt tilbage ved, at Mor talte godt for mig og tog en lille Ring af sin Finger og satte den paa min.
Efter Bedstemors Død i Marts samme Aar flyttede mine Forældre og smaa Brødre hertil fra Sollerup, og Far styrede saa for Godset, og Mor for Huset, og jeg var som en Datter er i sit Hjem. Det var jo paa en Maade godt nok, jeg blev jo fri for Ansvaret, men alle vidste, at Sandholt var mit, og mange kom til mig med Spørgsmaal og Begæringer, og dem kunde jeg ikke svare paa, dels fordi jeg ikke forstod det, og dels fordi jeg ikke kunde bestemme over noget. Jeg syntes, det var som at sidde i Klemme, naar nogen henvendte sig til mig, og at jeg blev usand ved ligesom at snakke mig fra det. I 1872 bosatte mine Forældre sig paa Frederiksberg og jeg blev ene med Mors to Søstre, men derfor fandt Sandholt og jeg ikke hinanden, og jeg blev ved at være usikker og paa gyngende Grund. Det var ikke, at jeg ikke gærne vilde give Sandholt alt, hvad det kunde ønske sig i Retning af Reparationer og Skovplanter, o.s.v., det var bare saadan at jeg ikke rigtig kunde faa fat. Jeg holdt saa meget af Godsforvalter Havemann, men han var saa gammel og nervesvag, saa at han ikke kunde føre mig frem til bedre Forstand paa Tingene, og i den højeste Grad savnede jeg, at jeg ingen Forberedelse havde hverken til at styre Gods eller Hus, og jeg slap aldeles ikke ud af Klemmen. Men saa var der noget andet, der optog mig. Fra jeg læste hos Agerbæks, har jeg været stærkt taget af alt det Grundtvigske, - Grundtvig var blevet Kongen for mig, - og ikke mindst af hans Folkevækkelse og Folkeoplysning. Noget større kunde jeg ikke tænke mig, end at faa med den Slags at gøre. Derfor holdt vi Aftenskole, og jeg fik de bedste Mænd som Clausen i Nr. Lyndelse, Termansen, Schrøder, Helweg i Odense og Melbye i Asperup til at holde Foredrag paa den store Sal.
Jeg tror nu, at det har gjort sit Gavn og har sat noget ind her paa Egnen, og naar der jo er et virkeligt Tillidsforhold mellem mig og Lyndelserne, tror jeg nu nok, det har sin Rod i Aftenskolen og Foredragene. Men hvad gik saa for Resten en hel Del af min Tid med? Med Læsning og Veninder og Friluftsliv med to store Hunde. Paa Sandholt fik jeg ikke fat, og jeg led fremdeles ved meget stærkt at føle et Ansvar, som jeg ikke kunde løse. I 1876 døde Far, men det greb just ikke ind i mine Forhold herovre; det gjorde det derimod, da Havemann i 1877 trak sig tilbage, og Warberg blev Godsforvalter. Han magtede det hele og ogsaa at faa mig med ind i Arbejdet. Der var saa meget, der hjalp, han havde det ikke med ”over- og underordnet”, alle var Mennesker for ham, og han vilde gærne hjælpe og støtte dem paa bedste Maade. Jeg slap bort fra den gyngende Grund og fik Fodfæste. Men det, der allermest løste mig ud af den Klemme, hvori jeg sad, naar jeg syntes, jeg snakkede mig fra Spørgsmaal og Begæringer, det var, at han sagde, at jeg dog paa ingen Maade maatte føle det som en Skam eller genere mig for at sige: jeg er ikke rigtig inde i det, maa jeg faa Tid til at tænke mig om og søge Oplysning om det. Fra det af blev det helt rart, naar nogen kom og vilde talte med mig, og jeg har aldrig mærket, at nogen oversaa mig for det. Men Hovedsagen var dog, at jeg fik Lov til at være sand. Dermed blev noget givet mig for hele mit Liv, dette at maatte være helt fri for at lade bedre og klogere, end jeg er, dette at maatte bekende min Ringhed. Og saa var der endnu en anden Ting, som Warberg sagde, der stivede mig af og gav mig et Stød fremad, og det var: ”Ja, hvad skulde Penge dog være gode til, naar det ikke er til at gavne og glæde andre Mennesker!” Jeg havde nok tænkt noget i den Retning, men dog været bange, og nu fik jeg Lov til at lægge ud. I de første 11 Aar havde Sandholt og jeg ikke rigtig haft hinanden, nu fik vi det. Nu var jeg i Gang, og Gangen fortsattes ogsaa, da Warberg døde, og Paludan kom og helt gik ad den samme gode Vej, saa at Samarbejdet er faldet saa naturligt og ligetil. Der fortælles, at Bjørnson en Gang skal have sagt til sin Kone: ”Men, Caroline, skal jeg da altid være gift med Dig?” Og i de mange Aar har jeg ogsaa af og til sagt til Sandholt: ”Skal jeg da altid være bundet til Dig?” Men saa har Sandholt altid svaret: ”Ja, hvad vil Du gøre uden mig? Jeg er jo Din Arv og Dit Ansvar og Dit Hjem og Dit Liv!” Og saa har jeg besindet mig, og mit Ord er blevet, som det nu ogsaa i Dag er mit sidste, til Sandholt, saaledes som der staar i den lille, svenske Folkevise: "Og lever jeg, saa har Du mit Hjerte, og er jeg død, saa har Gud min Sjæl.” Og saa vil jeg bede Dem om at drikke Sandholts, min gamle Ægteherres Skaal.”
Jeg havde ikke haft Tid til i Forvejen at skrive, hvad jeg vilde sige, men jeg tror da, at det omtrent var, hvad jeg sagde, skønt der vist er lidt bedre Facon paa det skrevne. Nu vil jeg blot tilføje min hjærteligste Tak til hver især af mine kære Venner for al den Forstaaelse og Kjærlighed, de har givet mig, hver eneste en har bragt mig noget, jeg trængte til, og som jeg gemmer, og hver har bragt mig det paa sin Maade, saa jeg har jer saa levende for mig. Maa jeg saa løse følgende Rundrejsebillet til denne lille Skrivelse: Ville Bang og Inger Krogh, Tante Emilie, Elisabeth Grundtvig, Nysøgaard, Hillerød. Derfra tilbage til mig.
Jeres alles gamle hengivne
Line Sperling.
Sandholt, d. 6. Januar 1916.

Fakta

PDF
Brev

dansk

Dato i brev

En del personer, som kun er nævnt ved fornavn eller efternavn, har det ikke været muligt at identificere. Der er ligeledes flere familiemedlemmer, som det ikke har været muligt at finde.

Sandholt Gods

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, A 54, Alhed Larsen

Nej