Fynboerne
1907-10-23
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Fru Opffer og Larsen har strøget hans billeder, og han har købt tegnestifter mm. til akvarellerne. De begyndte at hænge udstillingen op og fik imens flere besøgende.
Kl. 4 gik Opffer og Larsen fra Opffers kontor ad den sydlige del af Broadway for at se et akvarium. Dette var lukket, da de ankom. Johannes Larsen synes, New York er en smuk og livlig by, og folk er hjælpsomme og elskværdige. Der er en flot udsigt til Brooklyn Bridge fra Opffers kontor på 18. etage.
Transskription
Morningside N.Y. City 23/10 1907
Kæreste Alhed!
Tusind Tak for Dit Brev, som jeg fik i Eftermiddag paa Kontoret. Du maa helst blive ved med den Adr. Fru Opffer og jeg strøg Billederne i Morges og jeg tog saa ind til Byen med dem og købte paa Vejen Tegnestifter og sort Karton til Aquarellerne. Saa snart vi havde faaet begyndt at hænge op ankom der en ældre norsk Dr. Bryn med Kone der havde faaet ud af vores Indbydelse at det var sidste Dag og spurgte strax om vi var ved at tage dem ned. Der var ogsaa den Axel Bramsen der skriver i Bladet han er gift med en Datter af Klejs og fortalte at Konen rimeligvis vilde komme op og købe et Billede. Der kom ogsaa en Malersvend, der havde været hos Bing & Grøndahl, han havde læst om det i Bladet og havde taget sig fri i Formiddag for at se Billederne, han var meget glad ved at se den med den røde Fugl og inviterede Opffer og mig ned paa et Glas Øl, vi nød 2 Glas Øl og et Glas Bass Ale og gik op til Frokosten med et lysere Syn paa Tilværelsen. Vi har nu faaet hængt alle Aquarellerne og de 2 store Billeder op, de smaa Skitser havde jeg glemt at faa med, dem skal vi have hængt op i Mrg. tidlig. Jeg bor hos Opffers og har det godt. Folk er i det hele meget elskværdige og hjælpsomme. Der er en Hr. Hartvig som har været der hver Dag og hjulpen med at skrive Adr ud paa velhavende Folk. Kl. 4 forlod vi Kontoret og Opffer gik med mig ned gennem Sydenden af Broadway hvor alle Skyskraberne er for at se Aquariet der ligger helt nede ved Vandet, det var en morsom Spaseretur men vi naaede først der hen det Øjeblik de lukkede. Jeg synes N.Y. er en meget smuk By og meget imponerende, den er nu større end Boston, og der er noget mere Liv i den. Der er en imponerende Udsigt over Brooklyn Broen fra Vinduerne i Kontoret i 18 Etage og det er morsomt at se alle de smaa bitte Mennesker der myldrer om nede paa Gaden, Mange Kys til Dig selv. Hils Billy og Christine. Mange Hilsner fra Opffer
Din
Johannes Larsen
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Johannes Larsen er i New York og hænger en udstilling op i bladet Dansk-Amerikanerens kontor. Larsens ven, Emil Opffer, er redaktør på bladet. Imens bor Alhed Larsen og drengene hos Alheds søster og svoger i Boston, William og Christine Mackie.
- Broadway, New York
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til DKB af Larsen-familien
Omtalte genstande
Et billede med en rød fugl. Der kan være tale om en akvarel fra naturreservatet Stony Brook. Denne blev senere lavet til et litografi. Trykket er falmet, men det vides fra andre kopier, at fuglen har været mere rød.