Menu

Fynboerne

1911-12-15

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen er ked af, at han har opført sig skidt.
Han maler på et strandbillede, men vejret bliver hele tiden dårligt. Han mangler lærred og beder Alhed sende noget samt kraplak og penge.
Larsen har fået materiale fra Kongstad og skal sende til Radeerforeningen.

Transskription

Snave 15 Dec. 1911.

Kæreste Alhed!
Bare Du nu er rask igen og ikke har ødelagt Dig selv med at staa for tidligt op. Det var kedeligt at jeg var saa skidt den Gang jeg var hjemme og jeg har fortrudt meget paa det og skal nok være sød næste Gang. Det kan jo ikke vare længe nu, jeg maa se at gøre mig færdig. I Gaar var her lidt Solskin om Formiddagen og jeg fik godt begyndt paa et Strandbillede men maatte til min store Skuffelse holde op da jeg havde malet en halv Timestid, alligevel tror jeg der er noget ved det der er bedre end de meste andet jeg har lavet her. Jeg vilde jo gerne have noget ud af det store Billede men det ser jo ikke meget ud til det. I Dag er Vejret umuligt, Smaaregn og inde er det saa mørkt at jeg ingen Ting kan se. Jeg har brugt mit Lærred op. Kan Du ikke sende mig den sidste Stump jeg spartlede, den ligger rullet sammen paa Bordet oven paa Mappen. Jeg maa have noget hvis det skulde give sig til at blive Solskin de sidste Par Dage. Varer Graavejret har jeg nok. Men jeg mangler ogsaa Kraplak, de to Ting haaber jeg Du kan faa sendt saa jeg kan faa det Lørdag paa en eller anden Maade. Det er sandt, dersom Du har faaet Penge fra W & M saa maa den Spies have for Skatten. Her er en lille Blomst til Dig som jeg fandt paa Marken i Gaar. Jeg har faaet Fugtlim og Klodsen fra Kongstad, gør lidt ved den og sender den, og saa skal det ind til Radeerforeningen. Hvis Du har faaet Penge kan Du ogsaa sende mig en 5 Kr. Seddel til Drikkepenge. Jeg skal hilse fra gl. M. Hils Børnene mange Gange og mange Hilsner til dig selv.
Din
Johannes Larsen.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

"Gammel Mand" (gl. M.), som Johannes Larsen boede hos i Snave nord for Kerteminde, hed Holm. Larsen opholdt sig der for at male.

Snave
  • Snave, Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien