Fynboerne
1918-05-02
Afsender
Alhed Larsen
Modtager
Andreas Larsen, Johan Larsen
Dokumentindhold
Alhed Larsen vil sende penge og tak for god behandling til manden i Kalvehave.
Hun sender sine drenge rent tøj. Johannes Larsen har sendt hende en fed gås. Lehn Schiøler og arkitekt Madvig har købt billeder for over 10.000 kr.
Der er kommet planter til haven, og drivhusene er blevet kalket.
Alhed spørger, om det går godt med læsning og lektier.
Transskription
Kære, søde Drenge!
1000 Tak for Eders lange breve! I kan tro, jeg blev forfærdelig glad ved dem. Sikken en dejlig Tur I har haft. Og sikken et storartet Extratillæg Du fik min Dax, det var nok ikke den værste Del af Turen, og en hel Fridag reddede I Eder. Det var dejligt, at der ikke fulgte noget Eftersmæld med Vrede af Hr. Engelsen. Jeg skal nok i Dag sende Penge til Kallehave og skrive et Par pæne Ord til Manden, fordi han var saa flink mod Eder. Jeg sendte strax, da jeg fik Dit Brev, Puf, en Exprespakke med noget Tøj, Skjorterne er Eders Fars, jeg haaber I kan passe dem. Det kommer alt sammen af, at I smølede, da I sidst skulde sende Tøj hjem. Kan I nu paa Lørdag sende alt Snavsetøj hjem, glem det endelig ikke. Her staar alt godt til, de to unge Piger kom i Gaar, de ser nydelige ud og tegner rigtig flinke. Jeg skal hilse jer fra Jenny og Nora. Jeres Far er ikke kommen hjem endnu, men jeg venter ham en af de første Dage, han har sendt mig en dejlig fed ung Gaas, som jeg har inviteret Gegge og Nielsens af at spise med af i Aften. Martin Haahr har fanget en levende Gaas, som bliver sendt her hjem. – Jeg husker ikke om jeg fortalte jer, at Lehn Schiøler tog baade det store Filsøbillede og de to store Gæs her fra Haven og en Arkitekt Madvig tog det store [ulæseligt]billede, i alt 10,500, som er indbetalt paa vores Spekulationskonto.
Gartneren har kalket Drivhusene i Gaar, her er kommen flere store Sendinger Planter mens jeres Far har været borte, saa han faar travlt med at putte i Jorden, naar han kommer hjem. Lad mig vide hvordan det gaar med Lektierne, er Du begyndt at læse privat med Hr. Hein Lysse og læser Du med Gamle? gør det bare, hvis Du synes, Du trænger. – Jeg har slet ikke Tid at male for Tiden, jeg har haft saa meget med Hovedrengøring og Gartner og den Slags, jeg har savnet jer mange Gange til smaa praktiske Haandsrækninger. – Nu skal Drivhusene have en større Omgang, saa tænker jeg, der er Fred for en Tid. – Nu faar I ikke mere. De Fjer Du sendte Lysse har jeg gemt til Din Far, de lange Fjer kan jeg ikke bestemme, men Vingen er jo utvivlsomt af en Graaspurv! – Endnu en Tak for Eders Breve, I gjorde mig en stor Glæde med dem. 1000 Hilsner fra Eders Mor.
2den Maj. -18
Altsaa Lørdag
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Andreas og Johan Larsen er elever på Birkerød Kostskole. Johannes Larsen er ved Filsø for at male.
Den omtalte tur gik formodentlig til Møn. Alhed Larsen skrev om en sådan i det sidste brev til sønnerne.
Det er ikke muligt at afgøre, hvilken Nielsen det er, Alhed vil invitere på gåsesteg.
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv
Omtalte genstande
Et stort Johannes Larsen-billede fra Filsø og to billeder af gæs.