Fynboerne
1924-05-28
Afsender
Alhed Larsen, Kai Svarre
Modtager
Johannes Larsen
Dokumentindhold
Brev 1:
Kai Svarre har købt et billede af Johannes Larsen, og han kan ikke få det til at passe ind i sit hjem. Han spørger, om han må komme på besøg i kerteminde og bytte billedet til et andet.
Brev 2:
Alhed Larsen har haft besøg, men da Svarre ikke brød sig om motiverne på de andre billeder, vil han besøge Larsens udstilling i Odense. Agraren (Adolf Larsen) har fanget en skeand, som nu er ved at komme sig.
Transskription
[Fortrykt i brevhoved]:
Østsjællands Folkeblad
Redaktør, cand. polit. Kai Svarre
Tlf. Køge 350 (privat 517) Køge, den ….. 192
[Datoen tilføjet på skrivemaskine]: 16/5 [192]4
[Skrevet i hånd, Alhed Larsens skrift]:
Dette Brev maa Du jo svare paa.
[Skrevet på skrivemaskine]:
Hr Johannes Larsen
Paa Deres sidste Udstilling købte jeg et Billede med tre Stranfugle, der sidder paa nogle sten i Fladvandet. Jeg er i og for sig glad for Billedet, men dets gennemførte blaa Farvetone gør det overordentlig vanskeligt for mig at anbringe det i mine Stuer. Jeg har flyttet det hid og did uden tilfredsstillende Resultat. Dertil kommer, at det er meget følsomt for Belysning.Kunstigt Lys taaler det saaledes slet ikke, saa vidt jeg kan se.
Vel vidende at jeg intet som helst Krav har paa nogen Imødekommenhed fra Deres Side i den Anledning, har jeg dog efter lang Betænkning besluttet mig til at spørge Dem om det kunde tænkes, at De vilde bytte det med et andet, som jeg kunde føje ind blandt mine andre beskedne Malerier med et mere tilfredsstillende Resultat. Grunden til at Anbringelsen er saa vanskelig er naturligvis at Billedets ejendommelige og for mig indtagende Karakter ikke lader sig indordne under et mindre Hjems Vilkaar, hvor Mulighederne er forholdsvis faa, og hvor en Del Billeder med mange grønne Farver endmere formindsker Mulighedernes Tal.
Skulde de finde Anledning til at tage positivt Standpunkt til denne Forespørgsel, beder jeg dem venligst lade mig til-flyde Svar snarest belejligt. Jeg skal netop rejse til Jylland om nogle Dage og kunde derfor tænke mig at tage indenfor [ordet overkrydset] til Kerteminde Tirsdag den 27. Maj.
Deres ærbødige
Kai Svarre
[På papirets bagside, håndskrevet]:
3. Jeg viste dem forskelligt, men Motiverne passede ikke, men da de hørte om Odenseudstillingen blev de begejstrede, de skulde nok møde, saa nu maa vi haabe Du faar noget. Hvormange store har Du med? Vi maa jo ogsaa have et til Folmer Hansen. – Det er skidt med Vejret, men maaske laver Du Akvareller. – Agraren fangede for et Par Dage siden en Skeandrik med daarlig Vinge, den er kommen sig og er begyndt at spise og vadske sig. – Nu skal dette ned til 2 ½ Toget, svar nu endelig paa disse Breve. 1000 Hilsner ogsaa fra Ly Din A
Mandag
Fakta
PDFDa
Kai Svarre skrev, at han vil komme til Kerteminde 27. maj 1924. Alhed Larsen havde haft besøg af ham, da hun skrev til Johannes Larsen bag på Svarres brev.
Johannes Larsen er i Henne Kirkeby for at male.
- Henne Kirkeby
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien
Omtalte genstande
Et Johannes Larsen-billede med tre strandfugle solgt til Kai Svarre