Fynboerne
1914-03-10
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Johannes Larsen har gået en mil og kravlet 1000 alen på maven for at komme nær en stor flok svaner uden at forstyrre dem. Samme aften kommer Muus og en del jægere. Der bliver nok skudt nogle svaner, som Larsen kan gøre studier efter.
Det var en morsom beretning om tilstandene i Stockholm i brevet fra Nordström.
Transskription
Kirkeby 10 Marts 1914.
Kæreste Alhed!
Det gaar bedre og bedre. I Dag havde jeg det Held at komme til 278 Svaner uden at forstyrre dem, men jeg maatte ogsaa gaa det meste af en Mil og krybe henved 1000 Al paa Maven. Det var anstrengende men det lønnede sig. Jeg malede et lille Billede med Svaner i Formiddags. I Aften kommer Muus og en Del andre Jægere, saa det er jo ikke godt at vide hvordan det gaar med Svanerne bag efter, men nogle Styk bliver her vel og maaske kommer der ny som ikke er skræmt. I hvert Fald har jeg benyttet Tiden saa jeg haaber at faa lavet nogle gode Billeder. Der bliver vel ogsaa skudt nogle Svaner saa jeg kan faa en at lave nogle Studier efter, saa det er baade ondt og godt at de (Jægerne) kommer. Tak for Brevet og Brevene i Dag. Det var da et voldsomt Brev fra Nordstrøm og en morsom Beretning om Tilstanden i Stockholm, der maa være yndigt for Tiden. Tusind Hilsner og Kys. Din
Johannes Larsen
PS.
Jeg har 200 Kr. men hvis Du kan klare Dig vil det være mig en Beroligelse at have den foreløbig.
Hils Drengene JL.
Jeg har en af de ny Skjorter paa i dag Jeg er meget glad ved dem.
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Det er uvist, hvad "Tilstandene i Stockholm" går ud på.
- Stockholm
- Henne Kirkeby
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien
Omtalte genstande
Johannes Larsen vil gøre studier efter skudte svaner. Han har malet et lille billede af svaner.