Menu

Fynboerne

1901-01-09

Modtager

Johanne Larsen

Dokumentindhold

Astrid synes at livet som pige i huset hos Alhed og Johannes Larsen er forfærdeligt. Hun tigger Johanne om at komme på besøg. Astrid ville gøre Alhed en tjeneste ved at hjælpe, men det virker ikke, som om Alhed og Johannes Larsen er glade for hende.
Alhed er heldigvis lidt raskere, men hun har smerter i hoften, og hun har vejrtrækningsbesvær om natten.

Transskription

[På kuvertens forside:]
Frk
Johanne Warberg
Erikshåb
Højrup.

[I brevet:]

Kerteminde Tirsdag

Ak min kæreste Junge!
Hvorfor skal Livet dog være så tomt og trist og uudholdeligt til Tider – mens til Tider der kan være Livsglæde i Overflod. Ak Junge – Junge – det er en Plage for hvert Åndedrag man er til – nu – her - ! Jeg savner Jer så rent meningsløst og kan slet ikke komme i Gang med trælsomme Skrubbeliv – og ej det alene, men også de frie Stunder er uudholdelige. Junge – hjælp mig! kommer dog ingen herned? At Mors Ophold her de Par Dage i det nye År er gået i Lyset, det er en hård Skuffelse. Jeg havde glædet mig så meget dertil. Men Junge - kan det dog ikke tænkes, at Du i Morgen, når Du modtager dette Brev – rejser herned med Iletoget – Du er så her Kl 6 ½. Las rejser i Morgen til Kjøbenhavn, jeg skal da ligge nede hos Be og Du kunde få mit Værelse – Ild skulde Du få både Morgen og Aften og Kaffe på Sengen og vi kunde spadsere ud i det smukke Land og gå op på Lundsgaard, hvor der skal være så smukt og så morsomt!
Å Junge kom – kom! Du redder Din Søsters Liv derved!
Beskrive kan jeg ikke, hvor rædselsfuldt alting forekommer mig at være – hvorfor skal man gå og slide sine bedste År op i åndløst og ufrugtbart Arbejde – Min Trøst før var den, at jeg gjorde Be en Tjeneste, da hun ingen Hjælp kunde få, men jeg tror slet ikke, de er videre glade ved mig, skønt jeg naturligvis gør mig megen Umage med Arbejdet – hvorfor skulde jeg jappe det af mig, der er jo ingenting som Hakken og Kalden.
Heldigvis er det da en Del bedre med Be, hun har været oppe i Går og i Dag og Forkølelsen er stærkt på Retur, mens derimod Hoften er temmelig slem, og hun klager meget over ikke at kunne få Luft om Natten; men nu er Hovedgærdet bleven højere, og det har hjulpen godt, så Natten har været rigtig god.
- Lytzhøfts Brev var om noget Lotteriseddel til Fordel for dem – så vidt jeg forstod.
Tak endelig Mor så meget for Brevet! det var – kan Du tænke – uhyre velkomment. Der var for Resten glemt at lægge det omtalte Frimærke i – det er en Artikel, jeg meget gerne ser vedlagt i fra Frimærkernes Oplag.
Mon Du kan læse disse melankolske Tæer? Indlagte Kort fra Laf har vi også ved en Fejltagelse fået med. Å, gid Du kom, Junge! jeg er nu atter rask og rørig – tilbragte en Nat i slem Hoste – intet kan jo holde Vindene ude – men gik tidlig i Seng i Aftes og er rask. Junge – Junge – Junge når kommer den lyse Sommer?
Dis

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen findes på poststemplet

Astrid var i huset hos Alhed og Johannes Larsen i Kerteminde. Alhed Larsen var bange for at være alene om natten - derfor skulle Astrid sove hos hende.
Alhed Larsen var højgravid med barn nr. to, Johan/Lysse, da Astrid Warberg var i huset hos hende og manden.
Lundsgård er en herregård syd for Kerteminde.
Det vides ikke, hvad eller hvem Laf er.

Kerteminde
Højrup, Erikshåb

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 0399

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen