Menu

Fynboerne

1896-12-01

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johs. Larsen har lånt en alk, som han tegner.
Peter Hansen har fået "mine Tulipaner fra Brandt" - der må være tale om et billede af tulipaner.
Peter Hansen maler portræt af Fru Neckelmann, og han vikarierer for Marie Schou (som rigsdagsstenograf).
Johs. Larsen maler på billedet På andetræk.
Johs. Larsen er glad for, at Alhed ser fremtiden i møde med glæde.

Transskription

Kjerteminde 1 Dec. 1896.

Kæreste Alhed!
Da jeg for Øjeblikket har et Stykke Papir som skal tørre inden jeg kan tegne paa det vil jeg benytte Lejligheden til at skrive et Par Ord til Dem. Jeg har ogsaa en Alk som hænger og tørrer ved Kakkelovnen og det er den jeg skal tegne jeg har lige været nede hos Chr. Andersen og laant den, han var nemlig ude i Gaar men fik et magert Udbytte kun en Graaand foruden Alken, hvorimod han overraskede mig sidst han var ude, det var da jeg sidst skrev, med at komme hjem med 11 Ænder. Jeg har ikke været med ham ude endnu. Det var ellers meget længe De trak det ud inden De skrev til mig eller rettere sendte Brevet for jeg ser jo at De begyndte om Torsdagen, men jeg var begyndt at længes temmelig stærkt da jeg drømte at jeg fik 2 Breve, som jeg strax saa var fra Dem og fra Peter Sus og det sidste indeholdt en Regning paa 7 Kr 6 Øre og saa i Lørdags var der ganske rigtigt 2 Breve, men det ene var fra Peter. Han havde faaet mine Tulipaner fra Brandt, men han kunde ikke blive klog paa om de havde været solgt eller hvordan det hang sammen, men Brandt havde da maattet hente dem ude paa Ørstedsvej. Peter maler et portræt af Fru Neckelmann i Casein og naar han er færdig med at vikariere for Marie vil han til Faaborg og trykke tapeter, og han foreslaar mig at lave Tegning til nogle, hvad jeg gerne vilde hvis jeg bare kunde, men jeg vil prøve paa det. Han beder mig hilse Dem naar jeg ser Dem. Forleden Dag fik vi en Vognladning Kraturer hjem fra Sverige, 4 Stude 1 Ko 1 Tyr og 2 unge Heste. Den ene af de sidste er et dejligt dejligt Dyr som jeg glæder mig meget til at komme ud at køre med. I Søndags og i Gaar fik jeg malet en hel Del paa mit Andetræksbillede med Agraren saa jeg nu er kommen temmelig godt i Gang med det, og i Dag skal jeg altsaa til at tegne ovennævnte Alk. De kan tro at det glæder mig at læse om den Glæde hvormed De ser Fremtiden i møde, jeg kan ikke tro andet end at min er endnu større og De kan være sikker paa at det ikke skal lykkes Dem at opnaa det mindste med Deres Advarsler. Det er et dejligt Vejr i Dag, det er næsten Synd at sidde inde. Jeg vil nu slutte for denne Gang med mine bedste Hilsner til min egen kæreste Alhed.
Deres hengivne
Johannes Larsen.

Omtalte genstande

Johs. Larsen: På andetræk. 1895-97. Olie på lærred. 76,5 x 87 cm. Statens Museum for Kunst

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til DKB af Larsen-familien