Fynboerne
1896-08-07
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Skipperen, Marie og Johannes Larsen har spist middag på Laxön og derefter været i et lokalt tivoli. Til aften fik de krebs, ål, øl og snaps.
Næste morgen tog Marie og Larsen toget til Landeryd. Der ser ikke så forhugget ud, som Larsen havde frygtet. Han har været på andejagt, men har ikke nået at male. Larsen vil skrive til Peter Hansen for at få ham til at rubbe sig.
Transskription
Höljeryd 7 August 1896.
[Tilføjet lige over ”Kæreste Alhed”] Jeg solgte et Billede til Viggo Johansen for 25 Kr. Dagen før jeg rejste.
Kæreste Alhed!
Tak for Deres udmærkede Brev, som ganske rigtigt laa i Landeryd og ventede paa mig, saa jeg fik det i Gaar da vi kom dertil. Saavidt jeg husker skrev jeg til Dem i Forgaars fra Halmstad og anmeldte vor Ankomst. Ligesom jeg var færdig med at skrive kom der en Sejlmager, en Dansk som har nedsat sig i Halmstad og hentede 7 Piber som Skipperen havde haft med i Kjerteminde for at faa dem gjort i Stand og desuden var der nok noget Sukker og Aquavit som han ligeledes kom billigere til ved at hente det i Landet. Han inviterede os, Skipperen, Marie og jeg til Aftensmad paa Laxön, en Ø, som ligger et Styke oppe i Nisaaen, hvor der er Beværtning og Keglebane o.s.v. vi var først oppe hos ham og fik en Sodavand med Kognac og saa sejlede vi derop, men da der var lidt Vind maatte vi ro og fik saa en Bæger at slukke Tørsten med. Da vi kom til det lokale Tivoli huskede Konen paa at vi havde glemt Aftensmaden og hun blev saa sendt hjem efter den mens vi gik en Omgang i Tivoli og fik en Pilsner i en Beværtning, det var i det hele taget en noget fugtig Tur, for da vi kom frem til Dem spillede vi Kegler om Øl medens Damerne dækkede Bord. Vi, det vil sige i det mindste jeg spiste ganske forfærdelig især Krebs og stegte Aal og Øl og Aquavit, det var jo ogsaa det første fornuftige Maaltid vi havde faaet siden vi sejlede hjemme fra, efter Haanden blev vi et større Selskab af danske Skippere og vi endte med Kaffe og Toddy.
Sejlmagerens Kone hed Tagea jeg ved ikke om de kender det Navn, deres Hund som ogsaa var med og lod til at ernære sig hovedsagelig af Spejlæg og Lammesteg hed Per Bengtson eller Per Bendtsen, egentlig hed han noget fransk, Lebain eller Lebein men det kaldtes hun ikke. Vi kom først hjem Kl. godt 12 og maatte op og af Sted med Toget Kl. 7. Kl. lidt over 10 kom vi til Landeryd hvor jeg fik Deres Brev og da vi havde gjort Indkøb og faaet Kaffe kørte vi herop. Her ser for Resten ikke nær saa forhugget ud, som jeg havde tænkt mig, men jeg havde ogsaa udmalet mig det paa det skrækkeligste for ikke at blive skuffet. I Gaar Eftermiddags læste jeg Deres Brev, det var en fortrinelig Brander De sluttede med især da man ikke kan se Forskel paa Deres store og smaa K’er. Efter Aftensmaden var jeg paa Andetræk men saa kun en And som jeg ikke skød paa. I Formiddags var jeg ude og fik 3 Bekkasiner og i Eftermiddag har jeg faaet en Ryle og skudt forbi nogle Ænder. Marie har bagt i Eftermiddag. I Morgen kommer Susanne Lindberg, saa skal jeg have dem sendt ud at plukke Bær som her er en masse af i Aar.
Gud ved hvornaar jeg skal til at male, jeg synes Dagene er for korte til at gaa paa Jagt, jeg kan lige naa at faa tørt Tøj paa og spise og gaa i Seng saa maa jeg op igjen og i Aften blev Kl. over 8 inden vi kom til at spise og nu sidder jeg her og skriver og skal ogsaa skrive til Peter for at rubbe ham lidt. Vil De hilse den Mand som forcerede o.s.v. fra mig. Jeg skal hilse fra Marie. Mange Hilsner fra Deres hengivne Johannes Larsen
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Marie og Johannes Larsen er på Larsen-familiens gård, Höljeryd, i Sverige. Peter Hansen kommer hjem til dem senere under opholdet.
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien