Fynboerne
1944-05-08
Modtager
Marie Larsen, Christine Swane
Dokumentindhold
Tak for gaverne til Elses og Andreas fødselsdag. Der er blevet sat franske døre for verandaen. Det er svært at finde en ny pige.
Transskription
Kerteminde d. 8/5 1944
Kære Ugle og Rie!
Mange Tak for jeres Fødselsdagsbreve og Gaver, jeg er meget glad Tallerkenerne, vi mangler saa haardt nogle i den Størrelse, men desværre fik jeg til Jul en Skotaske, og det er jo ikke just noget, man kan bruge 2 af, men du maa endelig ikke have Besvær med at sende mig noget andet, Rie, det er saa svært at finde noget at forære væk i disse Tider.
Mandag d. 15/5 1944
Ja, saa kom dette altsaa alligevel ligesaa sent afsted, som mine Breve plejer at gøre, saa nu kan jeg ogsaa takke for Pufs Gaver, han er meget glad for Glasset, og de lækre Godter faar jeg ogsaa Lov at smage. Vi havde begge gode, fredelige Fødselsdage med Cykleture med Børnene og Middag om Aftenen, fra Odense kom de først om Søndagen. I sidste Uge har vi haft et farligt Jag med at blive færdig med Hovedrengøringen, Tandlægebesøg for hele Familien, Odenserejse og med at faa Las rigget til til Knuthenborgrejse, derfor Brevets Forsinkelse. Las rejste imorges Kl 6 ¼ med Bil til Nyborg og bliver hentet i Nykøbing, saa kan det gøres paa en Dag, han regner med at være hjemme igen til Pinse, til den Tid kommer ogsaa Mor, Far og Kæreste ned i Sommerlejligheden, saa nu skal vi til at bringe den i Orden. Haven har vi helt godt Rede paa nu, vi har haft en flink Mand til Hjælp men desværre er det jo nu en Hundekulde igen, vi har lige fyret op i Kaminen, vi var ellers holdt op. Graagaasen, begge Graaænder og ihvertfald een Høne ruger, saa det er meget spændende at se Resultaterne. Tante Junge er kommet hjem nu og i Pufs Fødselsdagsbrev skriver hun, at det gaar lidt fremad og de er meget glade for Centralkomfuret, hvis bare de havde noget at putte i det, den nye Pige omtaler hun ikke. Bibbe har vi begge haft Brev fra. Eksamen er vistnok gaaet godt, ihvertfald er hun da glad for at den er overstaaet og saavidt jeg har forstaaet har hun det lidt nemmere nu, hun er vel ogsaa træt endnu efter sin sidste Sygdom, men de behandler hende aabenbart godt deroppe. Herfra er ikke noget særligt Nyt, vi har faaet franske Døre for Verandaen, saa den er helt lukket, det har været dejligt i disse kølige Solskinsdage, Solen varmer jo meget i saadan et Glasbur og det vil lune meget til Vinter og skaane Stuen og Bøgerne for Støv og Snavs. Nu har jeg en sidste Annoncekampagne igang for at for at skaffe Piger og hvis det mislykkes, giver jeg op, saa maa vi klare os uden, naar Grete rejser til Juli, og jeg maa trøste mig med, at der er mange, som er værre stillet med smaa Børn og Folkehold, som skal bespises.
Jeg skal hilse jer mange Gange fra Børnene, de har ikke rigtig Tid til at skrive selv nu, de er ude hele Dagen og har faaet god Kulør, Puf skriver selv og jeg sender Tusind kærlige Hilsner til jer begge fra Else.
[Øverst på siden:] Hilsen til Lasse og Ursula.
Rie! Jeg lader [ulæseligt ord] ligge til Sommer, hvis jeg ikke faar anden Besked.
Fakta
PDFdansk
Brevet er dateret
Det har ikke været muligt at finde oplysninger om et centralkomfur.
Laura Warberg Petersen (Bibbe) var sygeplejeelev på Odder Sygehus.
Fra Odense kom Else Larsens forældre, samt hendes søster, som blev kaldt Kæreste.
Johannes Larsen var i 1940'erne jævnligt på besøg hos Christa Knuth på Knuthenborg.
Afsender står i brevet
Thora Cohn
Andreas Larsen
Jeppe Larsen
Johanne Christine Larsen
Johannes Larsen
Didrik Overgaard Nielsen
Emma Overgaard Nielsen
Lars Swane
Ane Talbot
Ursula Uttenreitter
Laura Warberg Petersen
Kerteminde Egns- og Lokalhistoriske Arkiv. Christine Swane Breve, kasse 1, kuvert 5, 2002/61, A8, lb11.
nej