1946-03-09

”Lindøgaard”
9-3-46

Kære Lysse og Bimse og Allesammen!
+ 1 Forfatter
Allerførst Tusind Tak for den dejlige Tid vi havde hos Jer det var virkelig en Oplevelse af de store, først og fremmest selvfølgelig det at lære Jer at kenne. Undskyld jeg siger det, men jeg kan knusende godt li’ Jer, haaber ikke I har noget imod det. Lad dog ikke Forfatteren høre dette, [”dette” indsat over linjen] saa ved jeg, han skal til at tørre Øjne, og jeg er ikke sikker paa han har noget rent Lommetørklæde. Vi er endnu helt opfyldt af Båxhult og har lidt svært ved at vænne os til den graa Hverdag som virkelig er mere graa end tilladeligt.
Efter dette som Forf. rimeligvis vil betegne som en Indledning – jeg ved jo hvor stilig han er – (det er ikke ment som nogen Fornærmelse) vil jeg gaa over til at fortælle lidt om Hjemturen.
I Halmstad trak vi straks Lysses [ulæseligt ord] frem og Hovedattraktionerne: Epa og Café Centrum fandt vi temmelig hurtigt og efter at have nydt den obligate ”Chocolade med vispgrädde” til gik vi ud paa Indkøb. De gode Svenskere er vist ikke vant til at se Baskerhuer, en Gang imellem puffede de til hinanden og mumlede noget om Englændere. Ganske vist var vi nybarberede og lignede Gentlemen, nej, det var vist forkert udtrykt, Larsener kan jo ikke ligne Gentlem. De er det jo. I Malmø fordrev vi saa Tiden med at fylde Kakao i Kaffeæsker og andet Pusleri til Ære for Tullemand.
Det gik ogsaa meget godt indtil Tullemand tog en af mine fine Kaffeæsker op til nærmere Beskuelse; om det nu var Æskens røde Farve der irriterede hans ærlige svenske Nazisjæl, ved jeg ikke, men jeg blev kendeligt blegere og kunde faktisk ha’ brugt et make-up. Efter denne Sindsbevægelse skyndte vi os ombord og fik en svensk Eksport der gjorde godt, og saa smagte den af Øl. For at faa det bekræftet fik vi to til og det var rigtigt nok.
Poul fik et extra Blink i Øjet og sagde ”Well feller” og det betyder at nu skal der ske noget. Paa Spisekortet stod der frisk Tjäder. Da vi antydede til Tjeneren at det maatte være frosset Tjäder det drejede sig om, fik han Komplekser og skyndte sig ud til Chefen. Lidt efter kom han ud igen, stolt som en Tjäderfyr og meldte at den var jaktbar paa Tiden. Da det er en god Regel at man ikke skal sige Tjeneren imod gjorde vi det heller ikke. Tjäderen smagte godt. Snapsene var [”var” indsat over linjen] store og der var mange af dem saa mit Indtryk af de danske Toldere er vagt og noget tagget.
I Gaar var Poul og jeg oppe hos Onkel Las og vi fik en hyggelig Snak om Båxhult. Hovedet af Tjäderhønen havde vi med [”vi med” indsat over linjen] og til vores store Ærgrelse sagde Onkel Las strax at det var en ung Tjäderhøne. Han havde lige faaet Brev fra dig – Lysse – og fortalte at I havde været glade ved at ha’ os deroppe og det var jo lige noget vi kunde lide at høre.
Pigen havde ikke fri og vi blev inviteret til Aftensmad hvor vi fortsatte med at snakke Båxhult. Bagefter var vi i Biografen og saa Pimpernel Smith med Leslie Howard. Knippelgodt. Det hele var gaaet fint herhjemme medens jeg havde været borte og baade Far og Mor er raske. Bibbe ligger derimod i Sengen med ondt i Halsen og de kære Patienter maa passe sig selv. De beder mig alle hilse men flest Hilsener er der fra Jeres hengivne Manse.
Og forhaabentligt paa Gensyn inden alt for længe