Menu

Fynboerne

1898-02-20

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Peter Hansen er stadig på besøg. Johannes Larsen glæder sig til, at Alhed snart kommer fra København. Han skriver, at de snart må gifte sig, for folk snakker.

Transskription

Kjerteminde 20 Februar 1898

Jeg skal hilse Dig fra Peter.

Min egen Kæreste!
Gud ved hvornaar jeg egentlig faar Lejlighed til at skrive et ordentlig Brev til Dig. For Øjeblikket sidder jeg her paa mit Værelse og skriver paa et Stykke Papir jeg har faaet af Peter, som er ved at sende et Par Bøger væk, den ene er en af Obstfelder, som hedder Korset den har jeg læst og synes det er en køn Bog, har Du læst den? Jeg er ellers kommen her op for at klæde mig om jeg har lovet Højrup at komme op til ham i Dag, det er et ækelt Vejr sydlig Blæst og Snevejr. Jeg har ikke malet i Dag, Peter, Agraren og jeg var en Tur ude i Marken før Middag. Før var vi ovre for at blive vejede jeg vejer nu kun 155 Pund og har altsaa taget 1 Pund af igen. Det er jo kun et lille Brev, men Du vil jo hellere have det end slet ingen ikke sandt. Tak for Dit Brev i Morges, jeg synes jeg bliver gladere og gladere for Dine Breve hver Gang jeg faar et nyt. Hvis Du nu kommer paa Lørdag, er der kun Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag og Fredag altsaa kun 5 Dage til Du er her og i Morgen er der kun 4 Dage til. Du kan være vis paa at jeg glæder mig til at komme hen og hente Dig. Har Du set Winkel og Magnussens Fotografiudstilling paa Charlottenborg? I Gaar havde Borgmesteren sagt til Fader, at jeg var nok bleven forlovet, han havde set Frk Warberg i Kjøbenhavn, det var en nydelig Pige, - det er den Søn der altid ser saa skævt til mig. Du ser altsaa at Situationen er ikke holdbar i Længden, eller rettere sagt ikke længere, saa vi bliver nødt til at gifte os snart. Jeg glæder mig til at komme ned og male i Morgen, men allermest til at jeg snart skal se Dig og kysse Dig min egen Kæreste. Mange Hilsner fra Din hengivne Johannes Larsen.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Kerteminde
København

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien