1912-05-14

Pisa – 14 – Maj 1912. Via San Lorenzo 44

Kære Johannes V. – kære Else.
Hvor Jeres Breve kom heldigt. Jeg lå anden Dagen i Sengen af Influenza og ønskede mig at der nu vilde komme Brev hjemme fra – og så ringede Posten. Sammen med Eders Breve kom et andet rart Brev fra en Ungdomskammerat – tænk man har _Ung_domskammerater – som jeg havde mistet Forbindelsen med i mange År. Jeg kan høre Klangen af Din Stemme Else igennem Dit Brev og den er lige så tiltalende at lytte til som Bølgernes Klukken, men – jeg kan altså høre den på lang Afstand og må blive. Det bliver for dyrt at rejse med alle Ungerne og tage fra dem tør vi ikke. Koleraen var ikke ufarlig hernede i Fjor og måske bryder den løs iår igen. Johannes V. kan ikke mere ”se os”. Men jeg er i visse Henseender Fatalist. ”De Himlen har bestemt for hinanden osv.”. Og jeg tror ikke vi n [”n” overstreget] er færdig med hinanden endnu. Nu har vi jo det nye Tidsskrift hvad det nu skal hedde. Tanken om det er gammel hos mig og jeg talte med Anna derom for over to År siden, og nu er jeg først nået [”nået” indsat over linjen] til at betro mig til Dig. Det udvikler sig altså langsomt lige som de intelligente Dyreraser og det er jo gode Tegn.
I skal have en Fremstilling af den Fase vor Tilværelse befinder sig i nu [”nu” overstreget] i Øjeblikket, for den er undergivet Omskiftelighedens Lov.
Jeg er blevet interviewet til to italienske Aviser ”corriere toscana” og ”la [ulæseligt ord].” Efterhånden har den Nyhed bredt sig at der bor en skandinavisk Maler i Pisa. Det var en Dame der besørgede Interviewet – og min Kone der lavede det – Gudskelov man har en Kone – Damen der kom var en gammel gemytlig Svend Tysker, havde været bosat i Pisa i 20 År, var Journalist, Forfatterinde, Lærerinde i Engelsk, Tysk og Fransk, og trods sin Alder nok en [”nok en” overstreget] i Besiddelse af en god Appetit på Tilværelsen. Gjorde hver Sommer Rejser til England og Frankrig. Så var vi til ”The” hos hende. Der stiftede vi Bekendtskab med en Frue, - Russerinde, gift med Professoren ved Tuberkulosehospitalet her i Pisa. Hun havde en Søn der vilde være Maler og bad om hun måtte besøge os (De vilde altså se mine Billeder, det bliver mere og mere en Skik at Folk vil det, og det er en meget blandet Fornøjelse) Professorfruen var ikke så morsom. Hun er selv Læge men det mærker man ikke. Derimod går hun d [”d” overstreget] i den Grad op i Bekymring for sine Børns Opdragelse, så hun har det ligeså pinefuldt som ham [”ham” overstreget] Manden der aldrig turde spise sig mæt af Frygt for at han så skulde dø af Sult næste Dag. Fremvisningen af mine Billeder var en god Forestilling. Hun var meget konsterneret over de Kulører jeg malede med det var ikke de Rafael brugte sagde hun, og hun [”hun” indsat over linjen] gjorde mig mange Spørgsmål som det var mig umulig at besvare, men heldigvis var der en Maler tilstede en italiensk Professor som vidste Besked Han var meget begejstret for Billederne og blev efterhånden Fyr og Flamme – spurgte Fruen om hvorfor en Grøft i et Landskab var blå, så vidste han Besked, gestikulerede og forklarede hende hvilken Visdom der var i at netop den Farve var blå, jeg blev efterhånden helt sikker i Sadlen ved at høre hvor sikker jeg var i Farvelære Hendes stakkels Søn bliver nu proppet med al den Pølsesnak og det går ham som alle overkultiverede Mennesker at de for lutter Spekulation over Tin [”Tin” overstreget] hvordan Tilværelsen tager sig ud, mister Evnen til at elske den, og så har hun stakkels Klukhøne gjort hvad der står menneskelig Magt for at hjælpe ham fremad. Vi var bedt derhen til The i går, men heldigvis var jeg syg. Bel [”Bel” overstreget] Besse, Nolle og Anna var der saa. [”saa” overstreget] Professorinden bekymrede, [komma overstreget] over, hvordan Anna kunde få Tid til at male og så opdrage sine Børn. Anna sagde at de måtte opdrage sig selv. Ja men der [”der” overstreget] de skal jo lære – Græsk – Matematik – Pas. Hun har to Døtre begge to var de tavse som Graven Nolle og Besse taler Sproget meget godt nu og forsøgte at tø dem op men nej de var tyngede af Livets Alvor. Og med alt dette er Russerinden en velvoksen Dame med et ganske anseeligt Korpus, og ikke en Splejs som Anna. Vi kender en italiensk Signora – manden er Officer – men det er kom [”er kom” overstreget] Bekendtskab er kommet på en hel anden Måde. Hun havde set os på Gaden når vi fulgte Børnene til Skole, og indledte Bekendtskabet med at sende Anna Blomster. Vi har været der nogle Gange og de hos os. De ejed [”ejed” overstreger] ejer en hel ”zoologisk Have” bestående af store snehvide Kæmpeduer, hvide Kalkuner, og de mest henrivende snehvide Kaniner – ca 50. Af Kalkunerne gik en med 30 Kyllinger (Høns) en anden lå på 30 Hønseæg og en stor kalkunsk [”kalkunsk” indsat over linjen] Hane gik ude i Haven, der bestod af Appelsiner og Laurbærtrær. Hun var smuk – Signoraen – så ung ud skøndt hun havde seks Sønner hvoraf den ældste lige var blevet Løjtnant. Til Slut; jeg fører en lille stille Krig med ”den Fri”. Jeg sendte intet ind til Udstillingen og agter heller ikke at sende ind til næste År. Svindleren Willumsen tilligemed de Stakler der kryber på fire efter ham, Find – Kragh Seligman og hvad de hedder ordnede Brighton Udst. og undlod at indbyde mig (Jeg blev derimod indbudt af Foreningen ”Grafisk Kunst” – jeg har en Gang lavet to Træsnit!!). Det passer mig ikke at lade mig dette byde, da jeg hverken trænger til den Fri eller til at komme til Brigthon. Jeg har fået Tilbud fra Winkel og Magnussen at de vil købe ”en bloc alt hvad jeg har lavet hernede” ovenikøbet tilføjer de ”til en god Pris”. Men jeg vil ikke i Hænderne på Kunsthandlere og har foreløbig bedt dem vente til Efteråret. Helst vil jeg ordne mine Affærer således at jeg i Februar 1914 laver en Udstilling i Kunstforeninger over de sidste 4 Års Arbejde. Men det afhænger jo af [”af” overstreget] noget af hvad den Fri gør for at hverve mig igen, [overstregede, ulæselige ord] jeg har svært ved at sige nej når nogen beder mig - - ja det er sandt nu har jeg lige sagt nej til Else – nu 1000 Hilsener fra os alle her til Jer alle 4. Eders hengivne Fritz Syberg