Menu

Fynboerne

1899-02-03

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen spørger, hvornår Alhed kommer til København. De kan bo i Peter Hansens lejlighed, men han er bekymret for, at hun skal sidde der alene hele dagen, når hun er syg. Larsen kopierer et billede af Eva for Skovgaard. Folketinget har bevilget penge til prøverne til Viborg Domkirke, så nu kan Johannes Larsen snart få løn.
Larsens billeder af åkander og en tjur skal i ramme til udstillingen. Han vil male nogle større fuglebilleder med kaseinmaling.

Transskription

Kjøbenhavn. Fredag 3/2 1[noget af papiret mangler]

Min egen kæreste Alhed!
Tak for Dit Brev i dag. Det er skidt at du er i daarligt Humør. Peters siger stadig at de rejser omkring den 8. Lejligheden er betalt til April Flyttedag og længere kommer vi jo ikke til at bo der [noget ulæseligt]laane Seng af Fru Rø, men Peters vil efterlade en som vi saa kan flytte ud til deres andre Møbler naar vi rejser, endvidere spurgte Fru P. om vi vilde laane deres daglige Spisestel paa samme Vilkaar, det vil vi vel. Det værste ved Lejligheden [er] at det er enten 5te eller [noget af papiret mangler]l og jeg er jo kun hjemme om Natten, men det er jo dejligt nær ved Skovgaards. Hvis Du ikke tør indlade Dig paa at komme herover vil jeg alligevel flytte derud. Jeg er endnu ikke færdig med at kopiere Eva, jeg troede at jeg kunde have faaet den færdig i Dag, men i Gaar blev jeg noget forkølet af at staa der og skønt jeg var temmelig rask i Morges blev jeg alligevel saa sløj hen paa Eftermiddagen at jeg rystede paa Haanden og matte [hold]e op. Jeg gik saa ud i [noget af papiret mangler]ind Haven og defra ind til Brandstrups hv[or jeg] sidder og skriver. Bruno er i Dag oppe og ligger paa Sofaen for første Gang. Forleden Aften var jeg bedt ud til Peters sammen med Karl Jensen og skulde have de japanske Bøger med, saa jeg maatte ud til Oppermann efter Kaffe [ulæseligt ord]. De slipper nok alligevel ikke for at faa Gottschalk med. Pengene til Prøverne i Viborg er nu vedtagne i Folketinget og jeg har faaet fuld Betaling for den Tid jeg har arbejdet og tænk at jeg kan komme til at tjene Penge igen saa snart jeg [bliver] færdig med at kopier[e Skov]gaard er nemlig nu færdig [med] sin Kopi af Betsedabilledet. Jeg har faaet den Aquarel til dr. Lützhøfft hjemmefra, men jeg ser der mangler Forgrund som jeg maa have sat paa paa Søndag Formiddag, ellers tager han den vist ikke. Vil Du nu være saa sød at skrive til Fru Bacci og lægge inden i et Brev til mig saa at jeg kan lægge Pengene i og sende dem saa snart jeg faar dem. I Aftes var jeg til Koncert med Lützhøfft. Jeg har det bedste Haab om at maatte slippe min Forkølelse for jeg er ellers saa [noget af papiret mangler] og stærk som jeg ikke har været i mange Aar. [Jeg] har faaet Aakanderne [og] Tjuren herover og skal se at faa dem i Ramme og desuden har jeg tænkt paa i disse Dage at male et Par større Fuglebilleder til Udstillingen. Den Kaseinmaling jeg staar og arbejder med er ganske tiltalende og jeg tror jeg kan komme omtrent ligesaa nemt fra at lave et Par Billeder paa 2-3 Al. Med den som et Par smaa Aquareller og vi maa jo have noget at sælge. Det ser jo ikke glimrende ud for os for Øjeblikk[et] men Du skal se, at v[noget af papiret mangler] faa det godt. Du [har] slet ikke fortalt mig noget om hvordan det gik Dig i Odense, med Dine Tænder. Jeg længes meget efter Dig, men jeg kan ikke sige at jeg glæder mig til at have Dig siddende syg og alene paa en Kvist hele Dagen mens jeg er paa Arbejde, men forhaabentlig er det vel kun et forbigaaende Ildebefindende. Nu kan Du jo vente et Par Dage for at høre hvordan det gaar, om jeg faar lønnet arbejde [og h]vad Dag Peters bestem[mer si]g til Afrejse, men vær sød og skriv strax det i[noget af papiret mangler]ske Brev, saa vi kan faa d[et] fra Haanden. Jeg skal hilse fra Brandstrups, han har lige nu hoppet paa et Ben hen til Kakkelovnen for at spytte. Er Elle kommen til Amerika? Mange Hilsner fra Din

Johannes Larsen

Omtalte genstande

Johannes Larsens kopi af Skovgaards Eva til kalkmalerierne i Viborg Domkirke.

Fakta

PDF
Brev

Da

Noget af papiret mangler og dermed årstallet. Det er 1900. Johannes Larsen arbejder som assistent for Joakim Skovgaard i København.

Peter Hansen og hans kone rejste til Italien for et længere ophold, og Alhed og Johannes Larsen kunne imens låne deres bolig i København.
Det vides ikke, hvem Bruno er.
Kopiere Eva: Joakim Skovgaard satte Johannes Larsen til at kopiere et billede af Eva til kalkmalerierne i Viborg Domkirke.
Slipper nok ikke for at få Gottschalk med: Igennem et par år har det været diskuteret, om Albert Gottschalk skulle inviteres til at deltage på den frie Udstilling. Det er formodentlig denne sag, der omtales.
Prøverne i Viborg: Forberedelsesarbejdet til kalkmalerierne i Viborg Domkirke.
Udstillingen: Formodentlig Den frie Udstilling eller den store udstilling hos Winkel & Magnussen, som Johannes Larsen åbnede i oktober det år.
Alheds søster, Ellen, blev gift med en amerikaner og flyttede til USA.

København

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til DKB af Larsen-familien