Fynboerne
1900-11-01
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Johannes Larsen har haft håndværkere til at se på en sofa, som skal ombetrækkes mm. Alhed skal straks svare på, hvad hun synes om planen for restaurering af møblet.
Senere på dagen skal Johannes Larsen se på kakkelovn.
Transskription
Kjerteminde 1 Nov 1900.
Kæreste Alhed!
Jeg har nu haft baade Steen og Karl Petersen oppe at se paa Sofaen. Steen sagde at der ikke var noget i Vejen for at Sadelmageren kunde tage/at faa den med det samme og jeg gik saa ned til Karl og han var med heroppe nu. Han var først meget utilbøjelig til at gaa ind paa at sætte Fjedre i den og mente at den ikke egnede sig til Fjedre og at den vilde blive bedre at sidde og ligge paa naar Hynden blev stoppet om og fik et Lag Krølhaar, men efterhaanden gik han dog ind paa at det nok kunde laves med Fjedre naar der blev gjort lidt om paa den. Omstopning og Betrækning kommer til at koste 6 Kr. og naar der skal Fjedre i kommer den paa ca: 20 Kr., men nu kommer Humlen han har fuldt op med Arbejde til den 9ende Nov., og dersom der skal Fjedre i kan han først begynde paa det efter den Tid, hvorimod han vil lave den strax naar han maa nøjes med det andet. Vi blev saa enige om at jeg skulde skrive strax til Dig og sige ham Besked fra Dig helst i Morgen, Sofaen henter han i Dag og begynder at pille det gamle Betræk af. Vil Du saa svare omgaaende? Med Hensyn til Betrækkets Anbringelse blev vi enige om det saaledes:
[Tegning. Under den øverste tegning står midtfor: 3 Al. Til højre for tegningen står: Mahogni]
Det øverste er godt synes jeg, men jeg ved ikke om det neds. ikke burde gaa hen langs saadan:
[Tegning]
Nej jeg tror det første er det bedste. Der kommer til at gaa en Del uldne Snore til som han vilde sende en Prøve af forud for at faa lavet nogle efter dersom der ikke var nogle passende at faa her i Byen. Han mente det vilde knibe at faa nok af Tøjet, som Du ser er der jo meget at betrække, men da vi havde den inde og fik det lagt paa mente han at det kunde maaske lade sig gøre. Jeg skal nu se at komme med Fader ud at se paa Kakelovne i Eftermiddag. Jeg var oppe at se paa den i Gaar, det er for Resten en nederdrægtig grim Indretning, men det er jo de fleste moderne Ovne og man maa vel ofre noget paa Bekvemmeligheden. Mange kærlige Hilsner. Din Johannes Larsen.
Der var Brev fra Klaks om jeg vilde have en Nøddekrige.
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Johannes Larsen er i gang med flytning fra lejligheden på Feden i Kerteminde til Lille Kærbyhus i den anden ene af byen.
Den omtalte sofa kan stadig ses i Alhed og Johannes villa (nu Johannes Larsen Museet).
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien
Omtalte genstande