Menu

Fynboerne

1901

Afsender

Fritz Syberg

Modtager

Anna Syberg

Dokumentindhold

Fritz har det godt og har været forholdsvis heldig med rejsen, selv om det blev stormvejr. "Agraren" og "Maler Møller" går og inspicerer jagtterrænet og slår hinanden plader mht vildtbestanden. Las's billeder er ug.

Transskription

Udat. Fritz Syberg til Anna Syberg

Kjerteminde!
Kære Høns!
Tak for Dit Brev. Jeg har det godt, og var forsåvidt heldig med Rejsen, som det bedste jeg kunde gøre var netop at lægge op i Lundeborg. Det blev en hel Storm i Løbet af Dagen, om det så var store [Sejlejakokker] så lå de for Anker inde under Land, da de ikke kunde krydse nord på. I Går var det en halv Orkan og hele Bugten her oppe lå fuld af Fartøjer sågar Dampere.
Tiden går forholdsvis behageligt med at pynte på Uglens Perspektiv og i Morgen går Jagten ind. Agraren og Maler Møller går i disse Dage og inspicerer Jagtterrænet og slår hinanden nogle vældige Plader med Hensyn til Vildtbestanden
Når der er fuldt op af Fugle så har de ikke set et Øje, er der derimod ikke andet end en sølle Vibe, så har de set en Flok Ænder på et ”lille Hundrede Stkr.” Det morsomste ved det er, at det går dem ligesom Krokodillen og Shakalen, den ene ved godt om den anden at han lyver, og ved godt at han ved at han lyver og – o.s.v. og ligesom Krokodillen og Shakalen agter de hinanden gensidig for deres Frækhed.
Las’s Billeder ere ug. Det er morsomt at se en Produktion man kan slutte sig til med Aklamation. Her er kønt, men jeg tror ikke jeg kunde hitte et Motiv og male, som jeg var sikker på ikke var mig anvist af Las. Det er jo ikke alle der er så begavede som Schov, Gudskelov. Mange hilsener fra Din hengivne. Fritz.

Fakta

PDF
Brev

Dateringen er usikker. Årstallet "1901-2?" er skrevet på brevet senere - dateringen er indtil videre anslået ud fra dette skøn.

Kerteminde

Faaborg Museum, Fritz og Anna Sybergs arkiv, breve fra Fritz til Anna i tiden 27/7 1893 til 16/10 1904.