1942-05-14

[Skrevet på kuvertens forside:]
Fru Johanne Warberg Larsen
Lindøgaard
pr. Dræby St.
Fyen.

[I brevet:]
14. Maj 42
Kæreste Junge! Endelig kommer jeg da med mange Taksigelser for dine Breve, specielt det sidste til d. 12te med et godt Ønske, ja jeg synes som Du, at vi skal ønske, ar Kristian maa leve en rum Tid endnu, for den Sags Skyld, at vi allesammen maa leve, saa vi kan faa Enden af Krigen med, og faa en Forestilling om, hvorhen det bærer, efter den, for man synes jeg, at der maa og skal komme en ny og bedre Tid, og at der ogsaa skulde være Forudsætninger for det med det Fællesskab, der dog er skabt mellem alle os anti-Nazier. Ja, Stauning maatte jo af Sted ”de største Ege, som staar i Landet, staa ej til evige Tider”, han var en Eg, men sled sikkert altfor stærkt paa sig selv baade paa godt og ondt. Forresten synes jeg, Buhl har et udmærket Ansigt, men den Regeringserklæring var vel nok storslem; Magisteren hørte fra velunderrettet Side, at de fleste af Ministrene kæmpede imod med Hænder og Fødder, men Scavenius trumfede den igennem med Trusel om at gaa; man kan i og for sig godt forstaa, at saadan en Haandfuld Mænd ikke tør tage Ansvaret for, hvad der vil ske, hvis Tyskerne mister deres Tillidsmand i Regeringen, en anden Ting er, at mange af os menige er led og ked af den evindelige Eftergivenhed og gerne vil tage Følgerne af den modsatte Politik.
Jeg har lige siddet og skrevet til Elle om, hvorfor jeg ikke har kunnet og heller ikke kan komme til Kerteminde i Maj, saa jeg vil ikke gentage Lektien, men jeg haaber paa Juni, skønt jeg sandsynligvis igen til den Tid er pigeløs, Mag. er villig til at gøre Ofre, for at jeg kan komme af Sted, og Du kan tro, jeg glæder mig til mit Besøg paa Lindøgaard, jeg har tit taget Tanken frem i Vinter og glædet mig. Vi skal rigtignok have mangen god Snak, baade konkret og abstrakt. Jeg tænker mig Du har Bibbe nu og nyder hende; tillykke med hendes fine Eksamen, hvor er det morsomt, det gaar hende saa godt, det er saa dejligt med Børnene, naar de kommer paa deres rigtige Hylder. Jeg nød ogsaa at være omgivet af alle mine d. 12te, af Børnebørn var der dog kun Tim og Jesper; de har det alle godt undtagen lille Mikael, Mudis mindste; det trak svært op til Skarlagensfeber, men heldigvis blev den i sidste Øjeblik konverteret til røde Hunde, en uhyre Lettelse; Skarlagensfeber er jo mildest talt upraktisk med den langvarige Isolation.
Sikken Begivenhed med Tinges Gaard, hils ham dog saa meget og ønsk til Lykke, hvor jeg ogsaa glæder mig til at se den; og hvor dejligt og praktisk, at den ligger lige ved, ja, sikken Tilværelse at gaa og arbejde med sin egen Jord for Alvor, ikke bare for Leg som i en Have. Naturligvis er der jo alle Bekymringerne og Skuffelserne, men de hører jo med til Livets Gang. Jeg synes, det er storartet, at ikke mere er ødelagt for Jer, men tænk, at ogsaa Rugen er frosset, det er da enestaaende, det var sandelig ogsaa en enestaaende Vinter, men naar Elle skriver, at Skoven ikke [”ikke” indsat over linien] i Mands Minde ikke har været grøn d. 12te, saa kan det nu ikke, - - men alting er jo alligevel meget sent paa det.
Det trækker op til en spændende Tid nu; det er svært, saa den tyske Tone er stemt ned, saa ynkelige de gestalter sig, - hvis det da ikke er Krokodilletaarer, de græder. Vi har lige hørt i Radioen, at Christmas Møller er sluppet til England med Kone og Børn, han er skam en lille Knag, og kan sikkert gøre god Gavn derovre. Tillige har vi hørt om Timosjenkos Offensiv som Modvægt mod Kertsek-angrebet, der nok ikke er saa formidabelt, som de vil gøre det til, Mag. er meget oplivet over begge Dele.
Mon det nu ikke skulde begynde at gaa op ad Bakke med Dig, lille Junge; Du sagde – eller skrev – engang, at det var Dit højeste Ønske igen at kunne gaa en Tur, nu gaar Du altsaa smaa Ture, selv om de – endnu – er smertefulde,
Og nu kun 1000 Hilsner til Jer alle, paa snarligt Gensyn.
Din Lugge.

[Skrevet langs venstre margen s. 4:]
Hvor kedeligt, at lille [ulæseligt] er saa syg.