Menu

Fynboerne

1891-07-06

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Albrecht Warberg

Dokumentindhold

Alhed undskylder meget, at hun har brugt for mange penge. Hun sparer nu, så meget hun kan. Hun har fået udbetalt sin første tikrone fra fabrikken. Hun håber meget, at Junge snart kommer til København.

Transskription

Søndag Aften 6te Juli 91

Kære Fader!
Tak for dit Brev, som jeg jo rigtignok ikke blev videre glad ved! – Jeg blev aldeles forfærdet ved at se, hvor mange Penge, jeg har hævet; jeg har nok af og til tænkt med Gru paa alle de Penge, der gik til, men jeg havde dog egentlig ikke tænkt mig, at jeg var saa ødsel, og at der var gaaet saa meget til, havde jeg som sagt langt fra tænkt mig – Jeg synes nok at det er meget svært at leve sparsommeligt i København, særlig naar man er uøvet – jeg mener den første Tid, [udstreget: A] man bor der; men man kan selvfølgeligt gøre det og jeg er nu bagefter ked af, at jeg ikke har passet bedre paa. Fra Moder var herinde, har jeg været meget sparsommelig, da jeg af hende hørte, at Terminen var saa slem; og at mit sidst hævede Beløb var saa stort kommer der af, at jeg havde to store Syjomfruregninger. Jeg sender hermed en Fortegnelse over mine største Udgifter, og Du ser saaledes, at der er gaaet mange Penge til Tøj ogsaa udenfor de 100 Kr Moder hævede for mig. Men at jeg har brugt endog saa meget udover, hvad jeg behøvede, maa jeg jo desværre indrømme. – Jeg har nu begyndt et nyt og bedre Liv og betænker mig paa hver en Øre, jeg giver ud, kører f. Ex. slet ikke [udstreget: ikke] i Sporvogn. Men det hidtil vigtigste Punkt i det nye og bedre Liv, der jo gaar ud paa at beskytte Din Pung, - kommer dog nu! – Strax Dagen efter at jeg havde faaet Dit Brev, gik jeg til Arkitekten og spurgte, om jeg snart kunde faa nogle Penge, og – I Gaar bar jeg min første Tikrone hjem fra Fabrikken!!! - - - Det gik meget glat, der skulde denne Gang heldigvis ikke tales med Etatsraaden og jeg blev strax sat paa en ugentlig Gage af 10 Kr. Min Henrykkelse kendte ingen Grænser, da jeg fik min første Seddel i Haanden, jeg havde egentlig først tænkt mig, at jeg skulde have næste Lørdag efter at have skrevet Regning paa Onsdag. Jeg tænker, at I blive næsten ligesaa glade ved den Efterretning, som jeg blev det! – Én Ting gruer jeg dog endnu for, og det er Tanken om, at Johanne ikke skulde komme herind til Efteraaret! Det vilde jeg tage mig_ meget_ nær. Det var jo skrækkeligt at tænke paa om hun skulde bløde for min Skyld? Egentlig vilde det ogsaa i pekuniær Henseende være heldigt, om hun kom ind nu og ikke om et Aar. For det første kan Du [overstreget:nu] ved at hun bor paa Værelse sammen med mig spare 6 Kr om Maaneden for hende og det samme for mig; om et Aar bor jeg jo næppe paa Værnehjem-met. 2: kan jeg, naar jeg skal [overstreget:skal] skifte Værelse, sige mit [overstreget:Op] op inden Ferien og slippe for at betale noget i den Tid. 3. gaar jeg jo naturligvis ikke saa meget ud, naar vi ere 2 som naar jeg er alene og Selskabeligheden tager meget med sig af Klæder og Sporvogns-penge. 4. kan hun, der jo er yderst sparsommelig anlagt, hjælpe mig med at faa den nye [ulæseligt ord] i mig til vare og den gamle til at forsvinde! – Jeg synes at der er saa meget sund Fornuft i disse Grunde, at jeg ikke kan tænke mig, at Du kan staa for dem. Det er [overstreget: for] min Yndlingstanke, helt at kunne sørge for mig selv efter Ferien (maaske med Undtagelse af Fodtøj) – men dette tror jeg vil være umuligt hvis jeg ikke kan slippe 30 Kr om Maaneden; men i det Tilfælde tror jeg, det vil kunne lade sig gøre, da min Gage [indsat over linjen: bliver] 40 [indsat over linjen: Kr] hver anden og 50 Kr hver anden Maaned. - -
Alle herinde ere meget glade over at jeg er begyndt at tjene noget. Bedstefader er forfærdelig optaget deraf. Jeg har været hos de Gamle hele Dagen, og Bedstefader var forbavsende meget bedre. Jeg hørte ham ikke sige et eneste galt Ord hele Dagen.
Bedstemoder gik lidt ud i Formiddag og allerede inden hun kom hjem var Bedstef. staaet op og havde klædt sig alene paa. Derefter gik vi lidt ud i Haven og han gik saa rank og rask at jeg slet ikke behøvede at støtte ham. Han var _fuldstændig _klar i Hovedet og gik og fortalte mig om sin Sygdom og alle de [overstreget: D] gale Ideer og Fantasier han havde haft. Han kunde godt huske at Moder og Tante havde været herinde. Men flere Ting forbavsede mig dog endnu mere. Han spurgte f. Ex. hvorledes Du var kommen over Terminen i Aar! og en anden Gang sagde han, at vi fik vist ikke mange Jordbær i Aar, da de blev saa forkludrede i Fjor. – I Går var han _alene _hos Barberen. Alt dette vil nok forbavse Moder meget; men desværre [udstreget: I] mener Bedstemoder, at Kløen er taget lidt til, han klagede sig dog ikke meget. – Nu maa jeg nok sige stop; dette Brev har antaget et uhyre Omfang skønt det kun omhandler saa faa Ting. Jeg haaber at I skulle blive glade ved det, der er dog to gode Efterretninger i. – Paa Tirsdag skriver jeg til Kom-tessen og fortæller hende om Tikronen; jeg kan ikke naa det i Aften, da Kl. er 1¼ og i Morgen skal jeg til Lawn-tennis.
Mange Hilsner til Eder [overstreget: fra] Alle fra Din Datter b., i hvem Sorrig og Glæde de vandrer til Hobe.

[Skrevet på tværs øverst på siden: Af Kommisioner hjem er det vigtigste: En Skomagerregning 10?-12 Kr. Et Skjærf 5 Kr. 50]

Kjoletøj 15 Kr –
med Skjærf 5 -
Syløn 8 –
Tillæg mindst 5
Sko 12
do. 10
do. 5
Turist.do 5 -
2 Par forsaalede
à 2½ Kr. 5 -
Sølvbryllupskjole 18 – 50
syt med Tillæg
Sprøjteapparat 5 – 50 -
til Fabr.
[Lis eller Liv] 3 - 50 –


Sporvogn - Handsker

Fakta

PDF
Brev

Da

Fremgår af brev

Alhed bor på Værnehjemmet Bethania, Helgolandsgade 8.

København
Erikshaab
  • Helgolandsgade 8, 1650 København V, Danmark

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2102

Nej