Menu

Fynboerne

Den grønne Pære

Resumé

Omslag
S. 2 blank
S. 3-7: Lidt om Udstillingen ved Charlottenborg. (Sluttet). Skribent ukendt
S. 7-8: Stambogsvers. Skribent M.J.B.
S. 8-11: Et Indlæg. Skribent: Nr. 11
S. 11-13: Det er forfærdeligt! Skribent: Stuk
S. 13: Et Digt. Skribent: E-g
S. 14-17: Landbotidende. Fortsættelse. Skribent: Albrecht Warberg
S. 17: Avertissement. Skribent ukendt
S. 18: Lidt Pærevrøvl. Skribent ukendt
s. 18: fra Cirkus. Skribent ukendt

[Omslag:]
Den grønne Pære.
No 4 Juli 1888 [”No 3” er med pen rettet til ”No 4”, og ”Juni” er på lignende vis rettet til ”Juli”]
Maanedsskrift, red af :
C. Bunnerup og Dehla Vendt.
Bladets Kontor: Erikshaab pr. Højrup.
Bidrag modtages med Glæde, men Honorar gives ikke. – Avertissementer indrykkes frit. – Klager bedes medsendte til Kontoret. –
Pris: 1 Kr 20 Øre om Aaret. –

[S. 2, blank]

[S. 3]
Lidt om Udstillingen ved Charlottenborg
(Sluttet)

Men endnu langt mere tiltrak Thomsens store Billede, som jo ogsaa den kgl. Malerisamling har kjøbt.
Det forestiller Middagen efter en Bispevisitats, og Bispen er afd. Biskop Monrad. Han sidder mellem Præstekonen og Godsejeren og er en meget karakteristisk Skikkelse. Hans hvide Haar er ualmindelig langt, og man ser paa hele Udtrykket i hans Ansigt, at man har en forskende Videnskabsmand for sig. Blikket hviler fast paa Værten i Huset, ja, så fast og gennemtrængende, at det ikke var sært, [s. 4] om det føltes ikke så lidt generende for den gode Præstemand.
Godsejeren er Kommandør af Dannebrog, og bag ved ham og Bispen kommer Præstens Kusk frem, som skal byde Sauce og Kartofler. Han har en lang, noget vid grå Kuskefrakke på, hvide Handsker, der er for store, og så tager han så suffisant på Bakken, så at man ser, at han er meget mere vant til Stald- og Haveabejde. Rundt om Bordet sidder Egnens Præster, blandt dem: en gammel, mager, foroverbøjet Mand, der ligesom bliver endnu mindre ved at krybe sammen, og en ung med bred Ryg og stærk Nakke, der ligesom fylder endnu mere, end sin virkelige Størrelse, ved at knejse. Deres og de øvriges Øjne er hæftede på et bestemt Punkt, på Sognepræsten, Værten, som just har rejst sig for at ud-[s. 5]bringe Bispens Skål: ”Det er en sand Æresdag, en sand Glædesdag, jeg vilde tillade mig at udtale, at det er en stor Ære og en sand Glæde o.s.v.”
Saadan ja absolut saadan er Begyndelsen på Talen. Værten er høj og har Værdighed, men Gejsten, Aanden, - nå gid den bringer ham bedre i Havn, end jeg tør haabe! Der er ikke fuld Andagt uden blandt de gejstlige Brødre. Se nu for Bordenden, ved Siden af den tomme Taburet, som Husets Datter lige har forladt, der sidder Skolelæreren, og han rækker lige over sin Sidemand efter Vinflasken og til den anden Side for den ærede Taler, sidder en Mand med Guldbriller og kortklippet Hår og Skæg, og ser stift ud for sig. Han repræsenterer Kritikken; han hører hvert Ord, der er forkert i Værtens Tale, og det falder ham paa Nerverne, som falske Toner generer en Musikelsker. [s. 6] Jeg ved ikke bestemt, om den Mand er Læge eller Godsforvalter, men jeg tror det sidste. Saa bliver der ogsaa først en ganske sagte Tale mellem Præstekonen og Datteren. Datteren hælder sig over Moderen, og de hvisker sammen, men det kan man undskylde, for det gjælder Maden. Og Omgivelserne, ja, jeg synes, de er mesterlige, Borddækningen og hele den ikke store og meget hede Spisestue. Solen bryder paa fra det ene Vindue, udenfor hvilket det myldrer med grønt, og paa Puffen under det har en stor, graa Mis taget sig den Frihed at placere sig. Overfor Vinduet er der en aaben Dør ind til et smalt lille Værelse, som ligger i en kjølig Belysning, og hvorfra man vel haaber paa en friskere Luftstrømning, men tro mig, den bliver blandet, for i Dag i det mindste bruges det til Anretningsværelse. Jeg hørte to Herrer tale om Billedet oppe paa Udstillingen, og [s. 7] den ene sagde: ”Det er et helt Tidsbillede! Om hundrede Aar vil det hænge og fortælle om, at saadan saa der ud i en dansk Præstegård i 1888, og saadanne Fysionomier havde Flertallet af Gejstligheden!”
Og jeg mener, at denne Udtalelse netop rammer det rette. Det er et saa interessant Billede af Nutiden, at Fremtiden vil kunne hente sig Oplysninger deraf.

Stambogsvers.

Husk at ”Fred er ej det bedste
men det, at man noget vil”
Vær dig selv til Trods din Næste,
hvad han sige vil der til.
Lyd Samvittighedens Røst,
som den lyder i dit Bryst.
#
[s. 8] Brug kun dine egne Kræfter
og tag ikke andres Dom
til den Rettesnor hvorefter
du skal forme Livet om;
og lad gammel Fordom ej
kue ned dit gode Jeg
M.J.B.

Et Indlæg
Ærede I Hoppe!

Jeg henvender mig til dem, for at bede Dem undskylde, at jeg tillader mig at modsige Dem. Ikke i Kritikken over ”en modig Handling”, den kan saamænd være god nok, - nej, det er i Retning af det gode Raad, hvilket de gav Re-[s. 9]daktionen som Finale i deres Artikkel. Der er jeg slet ikke enig med Dem. Jeg vil tvært imod raade Redaktionen til intet at kassere, til altsaa slet ingen Censur at have. Jeg raader den til at optage alle Bidrag, for hvis de skulde være faldet uheldig ud, så kan det godt tages fra den gemytlige Side, ja, det er endogsaa Abonnenternes Pligt at gøre det. Jeg råder Redaktionen dertil, for det første fordi det jo kan være morsomt at kende den grønneste Ungdoms Produkter. Og for det andet. Saa hedder jo Bladet, "den grønne Pære, så der er i det mindste nødt til at være noget grønt deri – og desuden – et Pæreblad udren Pærevrøvl – nej, nej!
Og hvad skulde det ogsaa gøre, at Redaktionen først har gjort sig lystig over en modig Handling den grønne Pære er jo et lystigt Blad, hvor man har lov til at gøre [s. 10] sig lystig over noget. Og hvad angaar det, at Abonnenterne er voxne, hvilket jeg i Paranthes bemærket kun antager, at Halvdelen er, saa har de dog alle været grønne en Gang og kan – eller meget snarere bør betragte den grønne Pære fra et grønt Standpunkt. Det vil glæde mig meget, hvis De, ærede I. Hoppe i Augustnummeret af dette Blad vilde erklære Dem for mindre gunstig stemt for skærpet Censur i dette ærede Blad. Men det vilde bedrøve mig, om De stadig vil staa paa det første, og stadig raade Redaktionen af ”den grønne Pære” til at tage det grønne fra Pæren, det, som netop er dens Pryd, den friske grønne Farve, Haabets Farve. Jeg vilde finde det temmelig kjedeligt, om Pæren skulde begynde at modnes, for som bekjendt blive Pæren blødere, jo modnere, den bliver, og jeg føler mig overbevist om, at denne Pæ-[s. 11]re vilde blive blød, i en anden Forstand, om den allerede vilde hæve sig over det grønne. - - og en blød Pære! – nej, saa foretrækker jeg en grøn!
Deres forbundne
Nr. 11.


Museet ejer to eksemplarer af dette nummer af Den grønne Pære. I det ene er med blyant over denne tekst skrevet:
Det er forfærdeligt!
Hvad er forfærdeligt? - - - - - -
Vejret! - - - - - - - - -
Hvad for et Vejr? - - - - -
Regn, Strømme. Store Dråber. Smaa Draaber. Mange tætte Dråber. De samler sig i Søer. De samler sig i Floder, Aaer, Bække, store, brede, svulmende, skvalpende, skvulpende, gylpende; gennem det lerede, fedtede, bløde Mudder. Vejene ere opblødte! Vognene tilstænkede, plettede, snavsede. Støvlerne ere vaade; [s. 12] Fødderne kolde. Hænderne klamme. Næserne røde, løbende af Snue. Damerne opløftende de ellers fejende, jordenletberørende Kjoler. Buxerne opsmøgede, vrangenudadvendende. Alt Tøj er dunstudsendende. - - - - - - Er det alt? - - - - - Nej, det er ikke alt! - - - - Hvad er der mere? - - - - Kulde og Graavejr i graaagtig Kulde! - - - Isnende Uygge, trængende gennem Marv og Ben, fortærende sidste Tro paa Sommer. Himlen er overhængt med tætte Sørgeflor. Den er: sort - - - sort - - - sort - - - som Sorgens flagrende, fortvivlelsesbringende, dødsagtige Gevandt. Minerne mørke. Sindene tunge, knugede, trykkede, trange, rugende over blaablegsorte, kvalmespændende Verdensproblemer - - - - - -. Vi maa have Solskin! Vi maa have Varme! - - - - - - - Hvorfor maa vi have Solskin? - - Hvorfor maa vi have Varme? [s. 13] Vi maa varmes op vi maa lysnes op. [Under denne linje er med blyant skrevet:] Kommer De snart og spiller Croquet? [Blyantsindskud slut] Af det ødsle, strålemedsendende, altbeskinnende Solskin. Det er Sommer. Vi maa have Sommer! Hvorfor maa vi have Sommer? For Sommer uden Sommer er Skandale! - - - - - - - [Over tankestregerne er med blyant skrevet:] Fa[ulæseligt] gik i Luften! [Blyantsindskud slut] Og! hvorfor Skandale? - - - - - - - - - - - -
Stuk. - -

Et Digt

Tit kæmpes aabenlyst, tit i Smug
med hvæsset Tunge og Klinge
og Ord og Slag, så tætte som Fnug
i Snevejr om Ørene springer;
o dog, det kan ske, trods ihærdigt Brug
af Våbnet, at intet til Måls vi bringe
Da falder et Ord som et Våbenhug,
der smærter dybt, men kun agtes ringe
---------- E-g

[s. 14]
Landbotidende.
Fortsættelse.

Formanden aflagde derefter den sædvanlige Aarsberetning, hvoraf vi fremhæve, at der i Aarets Løb i forskjellige Øjemed havde været nedsat i alt 181 Udvalg. Kun et af disse, næmlig Udvalget til Undersøgelse af hvilken Konstruktion, der hensigtsmæssigst bør gives Røgterhundes Mundkurve, havde afgivet Betænkning, der paa Selskabets Bekostning var trykt og blev omdelt mellem de tilstedeværende Medlemmer. Af dette særdeles interessante og grundige Værk, der udgjør ikke mindre end 719 Sider og er prydet med et Portræt af Pasteur, notere vi kun følgende, idet vi forbeholder os senere at skjænke det en fyldigere Omtale.
[S. 15] Efter først udførligt at have gjort Rede for de forskjellige Tilfælde, hvor Mundkurv har været paabudt i Løbet af dette Aarhundrede, dvæler Forfatterne i et længere Afsnit ved den almindelige Grund til slige Paabud, næmlig Hundegalskaben, og giver en historisk Fremstilling af denne Sygdoms Forekomst til forskjellige Tider og i de forskjellige Lande. Ved Henvendelse til Pasteur har man faaet tilstillet en særdeles vel udviklet Hundegalskabs-Bakterie, hvoraf Fotografi i Legemsstørrelse meddeles. Endvidere har man henvendt sig til samtlige Hundeejere i Norden, og mange af disse have med Beredvillighed meddelt Udvalget forskjellige Opysninger om deres Hunde, hvoraf interessante Uddrag gives i Betænkningen. Udvalget har end ikke skyet den Ulejlighed at rette en [s. 16] speciel Henvendelse til hver enkelt af Landets Skolelærere med Anmodning om at meddele, hvorvidt den dem fra Kirke-Ministeriet tildelte Mundkurv har været dem til Hinder i at røgte deres Lærerhverv tilbørlig, og mærkelig nok have endog disse Oplysninger sat Udvalget i Stand til at drage de ligesaa skarpsindig som overraskende Konklusion, hvormed Betænkningen slutter. Idet man næmlig meget rigtig har iagttaget, at de hidtil benyttede Mundkurve have været saaledes konstruerede, at Hundene enten var i Stand til at bide baade Folk og Køer eller var ude af Stand til begge Dele, er man ved Lærerstandens Meddelelser – som alle gik ud paa, at den ministerielle Mundkurv paa samme Tid som den forhindrede dens Bærere i at røgte Politikken, ingen Hindringer lagde dem i Vejen i at røgte Skolegjerningen – [S. 16] kommen til det Resultat, at en Konstruktion af lignende Princip vil være hensigtsmæssig for Røgterhundes Mundkurve saaledes, at Hunden forhindres i at bide Folk, men ikke hindes i at meddele Køerne en passende bidende Behandling efter Røgterens Anvisning.
Som Følge heraf indstiller man, at Selskabet opfordrer Indenrigsministeriet til efter Samråd med Kirkeministeren at lade ved sine Teknikere konstruere en Mundkurv af den angivne Beskaffenhed.
------------------------------------

[En hånd, der peger mod overskriften, indsat på begge sider af denne]
Avertissement

Paa rund af Flytning udsælges et Parti Kanariefugle meget billigt. Kanariehunner fra 15 Øre pr. Stk. Lysthavende bedes snarest indlægge Billet mrkt. ”E.L.” paa dette Blads kontor.

[S. 17] Lidt Pærevrøvl.

Da Prof. Matzen for nogen Tid siden holdt et Foredrag i en mindre Provinsby, blev et Par Damer, som ønskede at høre det, afviste med de Ord, at ”Damer og Børn ikke tilstededes Adgang”. Da de senere gik forbi Mødesalens Vinduer, hørtes Forsamlingen deroppe med Begejstring og Overbevisning at synge:
”Vi har sagt det så tit, og du ved det så godt,
du er mægtig, du Kvinde i Nord – ” (!!)

Fra Cirkus
1ste unge Dame klapper begejstret efter Arabernes Optræden.
2den do. ”Men, Gud, Anna, lad dog være, det er jo kun for Herrer -!”

[Tegning af en pære]

Omtalte genstande

Facts

4
1888-7

Dehla: Alhed stavet bagfra. Christine Warberg, g. Mackie, blev kaldt Binnerup.
Fra Alhed Larsens søstres upublicerede erindringsskrivelser vides, at I. Hoppe, der skrev "Landbotidende" var Albrecht Warberg.