1931-02-06

[Skrevet på kuvertens forside:]
Fru Johanne Warberg-Larsen
Kjærbyhus
Kjerteminde

[I brevet:]
6-2-31

Kære søde Junge! Du maa synes jeg er en stor Torsk, for det første, at jeg ikke skriver en Gang i mellem og dernæst at jeg først nu svarer paa Dit Brev. Sagen er den, at jeg straks jeg fik det, gjorde som jeg først har tænkt paa, nemlig ringede Ebbe Brandstrup op og bad ham forhøre sig paa Bibbes Afdeling om, hvad de mener om hende, og først i Dag har jeg faaet Svar fra ham. Han siger, at de er tilfredse med hende, hun har det godt, er næsten feberfri, tager paa i Vægt, der er kun lidt Ansamling tilbage i den ene Side – altsaa det samme vi ved fra Bibbe. Hvor længe det endnu kunde vare turde han ikke sige meget om; han talte ogsaa om en forestaaende Røntgenfotografering, som maaske kan præcisere Tilstanden lidt mere. Ja noget nyt fik jeg altsaa ikke fra den Kant, men det er jo altid rart at faa kigget lidt bag Kulisserne og høre fra sagkyndig Side, hvordan det forholder sig. Det er vel ikke rart at snakke til Bibbe om dette, maaske de paa Hospitalet ikke synes om denne Vej at skaffe sig Oplysninger paa, ja, jeg ved ikke. Det der kræves er altsaa Taalmodighed og Taalmodighed, og det er baade Du og Bibbe jo Mestre i. Det er stadig en Fornøjelse at se hende derhenne, saa tapper og fornøjet – jeg synes, det er tyndet lidt ud i Geledderne om hendes Seng; kun Ruths Broder er en sikker Gæst; forhaabentlig ogsaa velset, ellers vilde det da være lidt kedsommeligt; uden at vilde foregribe Begivenhedernes Gang: det vilde være ganske mærkeligt, om der ogsaa skulde komme en Dobbeltforbindelse i den Generation; Ruth har jeg ogsaa set derhenne et Par Gange, hun vinder absolut ved nærmere Eftersyn. – Ja, Mornines Skæbne er altsaa ikke afgjort endnu, jeg skal nok skrive, saa snart vi ved noget; nu er hun jo flyttet til sin Et Værelse Lejlighed, men er ikke stærkt begejstret klager over, at hun ikke kan faa det hyggeligt, og om Spektakel, fra Naboerne, Elevator etc. Men – n – n.! Hun er ellers helt veltilpas. Nej, Du har Ret, vi kan absolut ikke mene, at hun skal faa den Kollektion, hun selv gør det heller ikke, men et ringe Haab har jeg da. Putte er jo Blindtarmsopereret og rask igen, ja det ved I da vel, det har lindret godt paa Mornine.
Tænk, at I vil sælge; ja det er sikkert klogt, om ikke morsomt; de Børn hænger saa jo saadan ved Barndomshjemmet;
[Resten af brevet mangler].