Menu

Fynboerne

1922-03-22

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen beder Alhed Larsen om at ordne forskellige økonomiske mellemværender.
Johannes Larsen har sendt et silkepapirstryk til Tuxen og yderligere et indrammet eksemplar fra en udstilling i Odense, som Tuxen dog ikke har modtaget endnu.
Der er meget koldt i Henne, og der har været holdt stort bryllup på kroen. Gæsterne spiste i flere hold og festede hele natten. Johannes Larsen spiste med kroejerfamilien, musikerne og chaufførerne.
JL glæder sig over, at sønnen Lysse vil gå i gang med at arbejde og dermed tjene penge i stedet for at studere med deraf følgende vanskelig økonomi.

Transskription

Kirkeby 22/3 - 1922

Kæreste Alhed!
Tak for Brevet i Gaar. Du maa ikke klage over at jeg skriver kort, naar her ikke foregår noget, jeg skriver dog hver Dag til Dig og jeg har meget mere Skriveri end jeg [ulæseligt ord] om. Det er skidt at være hjemme fra begge 2 paa en Gang, hvis Du var hjemme kunde Du dog lukke Brevene op og svare paa hvad der skulde svares paa omg. og nøjes med at sende mig hvad der var nødvendigt, nu faar jeg alt muligt i Hovedet. En Dag skrev jeg 5 Breve en anden 6 og i Dag 5. Jeg har nok skrevet henved en Snes Breve foruden Dine siden jeg kom her. Alfreds sendte jeg for at Du kunde se Beløbet, nu kan jeg ikke huske det, men Du har vel Brevet, saa Du kan tage det med til Munch Petersen eller ringe til ham. Af vedlagte Brev, som jeg nu svarer paa ser det jo ud til at han har Penge endnu. Ja det var vel Meningen at han skulde have Penge for Udstillingen deraf, hvor ellers? Det er jo kedeligt med den Tredje Prioritet, men da vi jo ikke kan betale 6-7000 ud nu maa man jo bide i det sure Æble.
Her var bidende Frost Blæst fra N.Ø. i Gaar med tilfrosne Vinduer og et Par 100 Mennesker i Kroen saa her var ikke til at være hverken ude eller inde. I Dag bliver det ligesaa, saa jeg maa vel regne med et Par spildte Arbejdsdage. Bortset fra det er Frost er Vejret ellers henrivende i Dag, blikstille og ren skyfri Himmel og varm Sol. Jeg sender nogle af de Breve jeg fik i Gaar det sparer at skrive. Det er mærkeligt jeg ikke skrev om M.F. jeg fik et Brev fra Helga den Dag jeg rejste herop og jeg svarede omg. Tror nok jeg aftalte med Marie om at sende en Krans. Jeg sendte den Dag jeg rejste hjemme fra et Silkepapirstryk af Hjerter til Prof. Tuxen og i Odense bad jeg Drude lade sin Glarmester sende det indrammede fra Udstillingen. I Gaar fik jeg Brev fra T. han havde faaet det første som han syntes var smukt, men ventede paa det sidste. Jeg skriver nu til Drude om at sende [ordet overstreget] jeg mener rykke Glarmesteren. Ja nu maa jeg vist holde op, det er en utrolig Masse Tid der gaar til Spilde med Skriveri og det er jo noget kedeligt noget jeg skriver. Forhaabentlig bliver det bedre næste Gang.
Mange Hilsner
Din
JL.

P.S. Det glædede mig umaadeligt at høre om Lysse at han vil til at arbejde. Jeg har tænkt saa meget paa ham i den sidste Tid og paa det haabløse i at slide sig op for at skaffe Penge til at smide ud af Vinduet til Studeringer og paa Møddingen til Kautioner. Bare han nu vil blive ved han kan jo godt naar han vil. Jeg har nu inden jeg rejste hjemme fra sat mig for at jeg ikke vil købe en Fl. Brændevin før jeg en Gang har faaet de Vexler ud af Verden. Hils fra mig.
JL.

Ja nu har jeg spist Frokost med æ Kroermand, Bryllupsmad, d.v.s. først en ristet Sild med noget klart fra en Sodavandsflaske i smaa Glas, og Hof... og Kaffe. Solen skinner udenfor og jeg fejler ingen Ting saa jeg kan jo sagtens være glad. Kl. 2 kommer Bryllupsfolkene i gang skal spise jeg ved ikke hvorlænge, men Kl. 6 skal de begynde at spise i 8 Hold tror jeg, og derefter begynde paa Kaffen, hvilket antages at vare til Kl. 5-6 i Mrg tidlig. I Gaar begyndte vi at spise til Middag Kl. 4-5. Jeg spiste med Familien, Musikken og Chaufførerne oppe i Stuen hvor der heldigvis var Varme. Den fornemmere Del ca 130 spiste i Kørestalden, jeg mener Rejsestalden som det hedder paa dansk , her hedder det "æ Kjøreport" hvor der var lagt Dansegulv og klædt af med Bræddevægge og Sækkelærred og pyntet med Gran og Blomster, det saa nydeligt ud, men noget mørkt naar vi saa det fra Skænkestuen og helt tæt var det jo heller ikke, de fleste spiste i Overtøj og frøs vist endda men holdt dog ud i 3-4 Timer. Desværre var det elektriske Lys i Uorden og blev først i Stand til Kl. 8 1/2 om Aft. Det var rædderligt at kige derned, det var helt mørkt med Undtagelse af 3-4 Solpletter fra de smaa Vinduer i Sydsiden der ramte enkelte Hoveder. Vi fik Suppe med 2 Slags Boller - kogt Høne - Oksesteg - Citronfromage - Kransekage og rød Portvin. Mellem hver Ret gik Musikken, 2 Trompeter, en Basun og en Tuba ind i Skænkestuen og spillede og kom saa tilbage til næste Ret. De holdt ud til Kl. 4-3 i Mrgs men jeg gik i Seng Kl. 8 1/2 og sov Gud ske Lov til Kl. 7 1/2 i Mrgs. Frokosten i Gaar som var ansat til Kl. 10 begyndte først Kl. ml. 1 og 2 da Folk ikke kom stort før.
Nu kom Posten med Dit Brev og et fra H.M. som jeg vedlægger og samtidig svarer ham paa. Da Posten fik dit med til Munch-Petersen beder jeg Dig anmode ham om at sende Restbeløbet til H.M. naar han har betalt Alfred E.
Mange Hilsner
Din
JL.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen fremgår af brevet.

Æ Kroermand er vestjysk og betyder kromanden.
Det er uvist, hvem MF er - måske Mogens Frijs. Ligeledes er det også uvist hvem HM er, samt , hvem der er død, så Marie Larsen skal sende en krans.

Henne Kirkeby Kro

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien