Menu

Fynboerne

1940-05-28

Dokumentindhold

Astrid Warberg sender penge, så Johanne C. Larsen kan købe appelsiner eller slik på hospitalet. Det er godt, at Emma Overgaard vil ringe hjem for Johanne.
Astrid har været på ferie i Nordsjælland og mødtes med flere venner og familiemedlemmer til spisning og besøg på Frederiksborgmuseet. Hjemme igen havde Janna/Nus Schou lavet middag og også ferniseret et gulv.

Transskription

[Skrevet på kuvertens forside:]
Fru Joh. Warberg Larsen
Amtssygehuset A VI
stue 9.
Odense
Fyen.
[Mærke påsat]

[Håndskrevet i brevet:]
Hareskov, 28ende Maj 1940 (1869)

Kære lille søde Junge!
Tusind Tak for dit lange Brev, som lå her til mig, da jeg i går Aftes kom hjem fra min vidunderlige Ferie i Fr.værk og Hillerød; men tænk, at jeg kom forsent med Skovturen – det nager mig! Nu synes jeg, du skulle bruge Sedlen til små Husvalelser på Hospitalet – Appelsiner – Slik og hvad du har Lyst til, den er tænkt som Luksus til dig selv, lille Junge, og det vil jeg ønske, at du vil bruge den til; jeg føler dybt med dig, hvor er det dog Synd, at de lægger dig så hårdt, hvad skal det dog gavne, de hitter dog også på de mest utroligste Ting; men bare de nu også kan få dig ordnet godt, hvor er det dog spændende! Det er storartet, at Fru Overgård vil telefonere hjem for dig, så er det, som om du er nærmere. I det store og hele synes det jo som om du er ret tilfreds med Forholdene derude; mon du ikke fik den Hovedpine af den stærke Varme? nu er det da bleven lidt mere køligt igen, det er bedre, når man skal ligge i Sengen. – i Dag er det 71 Aar siden Far og Mor holdt Bryllup - vi plejer at skrive til hinanden den Dag – en af os gør det da, i Aar er det så mig.
Jeg har lidt Fart på for at udnytte det sidste Dagslys, vi mørkelægger nemlig ikke mere, men går i Seng, når vi ikke kan se mere – så kan man dog vågne til lyse Stuer. Jeg har haft sådan en dejlig Dag, nyder at være hjemme hos mine to goe; tænk, Nus havde af sig selv ferniseret og lakeret det fuldstændig afslidte Køkkengulv, var det ikke sødt af hende!
I øvrigt skete det kedelige, at netop mens jeg var væk, kom Sjums på Besøg her; nå, hun og Nus havde nu haft så dejligt sammen, og jeg telefonerede fra Fr.værk og hilste på hende, hun var meget imponeret af, så velforsynet jeg havde efterladt mit Hus i alle Måder, med Bagværk, Mad, Rengøring, Orden osv. ”Jeg – sagde Sjums – har kun efterladt dem en Kurv med ustoppede Strømper!”
Min Rejse var velsignet med det mest enestående Vejr – d v s den Mandag (20 ds) da jeg rejste, regnede det hele Dagen – men jeg frydede mig for den nysåede og tørstende Have. Alle de øvrige Dage var det herligt Sommervejr; jeg stod tidligt op og spadserede en Time; kom lige hjem til Morgenkaffen sammen med Ellen Fensbøl, der var knusende sød som altid. Om Eftmd. cyklede vi dejlige Ture, jeg elsker den Egn og den By. Fredag tog jeg til Hillerød og besøgte efter Telefonaftale Tutte, hun overtalte mig til at blive til Mandag og vi havde Masser af gode Stunder, hun var i så godt Humør. Lørdag Morgen spadserede jeg ud til Friises og fik en Time, der varede 2 Timer, hun roste mig meget, var imponeret af mine Fremskridt. Fru F. indbød mig til at komme Søndag til Morgenkaffe for at hilse på Fru Hørup, som bor hos dem, men som jeg ikke kunde træffe om Lørdagen. Fru F. fulgte mig på Vej (jeg spiste
2)
Frokost med dem i Haven) – og vi traf efter Aftale Tutte ved Badstuen i ”Indelukket”; så gik Fru F. – Tutte havde ikke Spor imod, at jeg besøgte hende igen Søndag Morgen. Tutte gav Kaffe i en ny Restaurant, Rosenhaven, hvor vi sad på en Terasse lige ned til Søen – du kan tro, at Snakken gik! Frits var umådelig sød, men meget stille og tavs; Tutte siger dog, at han begynder at blive helt sig selv; han morede sig over mit Stykke i Avisen og kaldte mig ”Ingeborg på 5’ Sal”, så der er også lidt Humor i ham.
(Her kom et Besøg – nu er det næsten mørkt). Mandag var det T og Vilh.s 36 årige års, [”års” indsat over linien] Bryllupsdag – jeg gav 2 Fl Æblemost, som faldt i god Jord. Om Fmd. var vi alle tre på Fr.borgmusæet, som jeg aldrig har set! Det rummer mange rædselsfulde Ting, men ind i mellem er der Perler, som man ønsker at vende tilbage til. (Søndag var vi til Middag ½ 6 hos Bodild som var umådelig sød – hun kom forøvrigt hver Dag en lille Visit.) Mandag Eftermd rejste jeg – fulgt på Banen af den søde Bodild – det var en helt igennem vellykket Rejse.
I Kbh. traf jeg Axel og vi fulgtes ad hjem – hvor min søde Nus havde en herlig Middag parat, jeg var henrykt over at være hjemme hos dem igen; alt var gået så godt, Nus er så interesseret i at lave Mad.
I Dag har jeg rigtig taget mit lille goe Hus i Besiddelse, først en grundig Rengøring med Gulvvask over det hele Linien; så Frokost m Nus og så i Haven hele Dagen lige til ½ 5, lugede alle [ulæseligt]bedene, det kan Alb. ikke mere se, så der er meget for mig at lave – så mange Kræfter har jeg ikke haft i mange Aar. Så ind og gøre Ild i Komfuret og varme Maden fra igår – nemt. Nu er det helt mørkt – Kl er 10, altså 9 efter Vorherres Tid, men det er jo Gråvejr, vi får nok mere Regn. Nus og jeg sidder i det lune Køkken – her er lysest og varmest.
Næste Gang besvarer jeg dit Brev, i Aften vilde jeg lige fortælle dig det sidst oplevede.
Gid det nu må gå dig godt, lille Junge og hvor vil jeg længes efter Bulletiner!
Tusinde Hilsner!
Din altid
Dis.
I øvrigt er Verden jo skrupskør.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Fru Hørup og Ellen Fensbøl kendes ikke. Friis kan være flere forskellige personer. Bodild kan både være Bodild Branner og Bodils Holstein.

Hareskov

Bynavnet er skrevet øverst s. 1

Odense, Amtssygehuset

Adressen er skrevet på kuvertens forside

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB1019

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen