Menu

Fynboerne

1890-02-02

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Bredsdorff har været på besøg og har snakket, så Alhed ikke nåede at få brevet sendt i tide.
Man opgav at gå over isen til Sverige. Dora og hendes bror har været på besøg. Det samme har Rump og Lorenzen. De to købte ind til toddy, og alle havde en god aften.
Johanne Larsen (? - underskrift mangler) har fået ros af sine lærere. Hun går en masse til tandlæge. Lorenzen har inviteret hende på konditori.
Komtessen har været på besøg. Alhed går ikke til sang for tiden, men hun er nok nødt til at begynde igen.
Peter Hansen har inviteret damerne i Dagmarteatret.

Transskription

[På kuvertens forside:]
Fru Laura Warberg
Erikshaab
Fyn Højrup Station

[På kuvertens bagside:]
Elle! Elle! Min Kam! Naar faar jeg den???

[I brevet:]

Kære Moder!
Da jeg kom fra Fabriken i Dag, sagde de andre, at vi skulde have et Brev afsendt i Dag, og at jeg skulde være Mester for det. – Men jeg havde ikke faaet begyndt endnu, da det ringede og Student Bredsdorff kom – (vi havde endnu ikke faaet gjort Alvor at det Du foreslog nemlig ikke at lukke op naar det ringer). – Br. var kommen hjem fra Falster i Gaar, han saa saa rask ud, og var saa fornøjet, ja ligefrem rasende grinagtig, saa vi maatte le af ham hvert Øjeblik, skønt det var dybsindige Emner, vi afhandlede, saasom Indremission, hans Indfald og hans Maade at udtrykke dem paa ere [det sidste e overstreget] saa grinagtig. Han sad og ”schlurede” et Par Timers Tid til Kl. 7 ½; saa opdagede vi, at det var bleven for sent til at faa Brevet af Sted i Aften; det er jo slemt, men Postgangen er jo uregelmæssig i denne Tid hele Landet over, saa er det vel ogsaa tilgiveligt, om den bliver det fra dette Sted. – Al Ting gaar sin rolige Gang her i Kafé ny Waldemar; her er ikke forefalden nogle større Begivenheder i den senere Tid. – Der var jo paatænkt en Sverigestur over Isen sidste Søndag, men den blev opgivet paa Gr. af Isens Uholdbarhed. Nu er det nok i det hele taget forbi med den Sport for i Aar. – Søndag Aften havde vi Dora og hendes Broder her; Dora kom om Formiddagen en Visit ogs [s overstreget] saa bad vi dem. De have længe hvilet tungt paa vor Samvittighed. Broderen er rigtig flink, minder lidt om Bru[ulæseligt] - -
Om Lørdagen havde vi ogsaa Fremmede; om Form. kom Cand. Rump og Stud Lorenzen og spurgte, om de maatte komme om Aftenen og tage Rumps Kusine med, Johannes Kursuskammerat, og Christines Efterfølger paa Fogdaröd. – De kom jo saa men uden Kusine, - hun var bedt ud et andet Sted. Da vi havde drukken The (skaaren Smørrebrød – vi gør aldrig Extraanstalter, naar her kommer nogen. Saaledes blev Lut en Aften trakteret med Smør, Brød og en gammel, tør Osteskorpe der blev delt i 4 lige store Dele.) Altsaa, fo [”fo” overstreget] efter The forsvandt de to Gæster, de vilde ned at købe Cigaretter, sagde de. Men tænk, saa kom de op ikke alene med Cigaretter men med ¼ P Chokolade, Appelsiner og Cognac til Toddy. – Vi havde saa en umaadelig hyggelig Aften
[Det følgende er skrevet med en anden skrift. Formodentlig af Johanne Larsen f. Warberg]
Her maa jeg indlægge en kort Bemærkning. Først Tak for det brillante 20 Siders og for det mindre nu bag efter! Jeg har været hos Ove Christensen, siden vi sidst skrev, han var særdeles godt tilfreds med mine Fremskridt, han sagde gentagne Gange, at kunde jeg blive sådan ved, så kunde vi nok få noget ud af det. I Tirsdags havde vi første Gang Time med Hr. Siesby, han er en meget flink og behagelig Lærer. Jeg går til Tandlæge Secher i denne Tid, det er mindre morsomt og tager jo en del Tid, men jeg turde ikke vente længere, mine Tænder er så frygtelig ormstukne og hullede, også Fortænderne. På Vejen dertil i Dag indhentede Lorenzen mig, og vi fulgtes ad ind til Byen, hvor han var så galant at invitere på en Napoleonskage, og da jeg havde god Tid, vandrede vi så til Konditor. Det var slemt hos Tandlægen i Dag, på Tirsdag skal jeg der 1 ½ Time, men det bliver vist ikke så galt. [Herefter igen Alhed Larsens skrift] - - - Tænk, Komtessen har været heroppe en Visit, var det ikke forfærdelig pænt af hende! nu skal vi derned en af de første Dage. – Du spurgte forleden, om jeg sang. Nej, siden vi kom herind efter Jul, har jeg ikke sungen en Tone. Men jeg bliver nok nødt til at tage fat hos Jødinden igen. Jeg havde jo tænkt at trække mig ud af det paa Gr. af pekuniære Omstændigheder, men det lader sig nok ikke godt gøre; Fruen har nemlig hele Tiden, siden jeg blev syg sungen [et overstreget bogstav] med Anna for samme Pris, som hvis vi begge sang; hun spørger stadig om jeg snart kommer – Jeg har været paa Visit hos Benzens, de var meget elskværdige, vilde snart have fat i mig igen sagde de. – Nu kom P. Hansen (reverenter talt), tænk han vil invitere os og Brandt med i Dagmartheatret til ”tre for en”, han har lige faaet sine Penge i Rigsdagen i Dag. - - Det bliver morsomt! – Men nu er det jo saa, at jeg ikke godt kan skrive mere, hvis vi skulle naa det i rette Tid. – Men det er da ogsaa bleven et ganske ordenlig Brev ikke sandt - ? – Endnu kan jeg dog fortælle, at Brandt, hendes Søster Andrea og vi var ude hos ”Tralleværket” forleden Aften, vi blev voldsom trakterede og havde det morsomt i det hele taget. 1000 Hilsner fra os alle. Brandt, med og Per [”og Per” overstreget] P Hansen!
Din Alhed
Har Du ikke faaet Din lille Lampe endnu?

Fakta

Brev

Da

Af poststemplet kan man læse, at datoen er 2. februar. Årstallet fremgår ikke. Alhed Larsen er begyndt på Den kongelige Porcelainsfabrik, så året må være 1890 eller 1891.

En del af brevet er skrevet med en anden håndskrift end Alhed Larsens. Det er muligvis Johanne Larsen, Alheds søster, der har skrevet.
Der er usikkerhed om, hvem Dora er.
Det vides ikke, hvilket kursus en af brevskriverne (muligvis Johanne Larsen) følger i København.
Hvem Jødinden er vides heller ikke.
Hvad eller hvem Tralleværket er er uvist.

København V

Af poststemplet fremgår det, at brevet er sendt fra København V.

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB2091

Nej

Testamentarisk gave fra Laura Warberg p.