Menu

Fynboerne

1946-08-04

Afsender

Johanne Larsen

Dokumentindhold

Johanne/Junge har været syg af opkastninger.
Christine/Mornine, Ellen og Thora/Tutte har været til middag.
Anne Marie stopper som hushjælp, og det har slået Johanne helt ud. Laura/Bibbe og Marie/Rie hjælper dog godt til.
Johannes gamle gigtsygdom blussede op en nat.
Anna Meyer m.fl. har også været på besøg.
Johanne vidste ikke, at Adam med familie skulle komme til Astrid/Dis.

Transskription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
6 August 1946
besv 18 Aug.

Fru A. Warberg Müller
Bakkevej 12
Hareskov St

[På kuvertens bagside:]
Lindøgaard Dræby St. Fyen.

[I brevet:]
Lindøgaard Søndag 4-8-1946.
Baade Axels og mit har nok været lidt Bornholmsk Syge, det er der saa meget af for Tiden.
Kære lille Dis!
Dette er helt vinterligt – skønt Aftenen for Resten er saa skøn – her sidder Agraren, Rie, Bibbe og jeg med tændt Lampe i den store Stue; B. strikker de to andre læser, og jeg skriver og siger Tak for dit Brev. Det var en stor Lettelse at høre, at Axel er i Sving igen, men jo ingen Lettelse, at du har haft Galder uf, de modbydelige Galder! Mon du ikke har kigget efter Brev fra mig, men Himmel og Jord har staaet i et for mig; midt i Ugen blev jeg en Nat overrasket med Opkastninger; Gud, hvor jeg brækkede mig, blev saa i Sengen med 38 3 ogsaa Dagen efter igen, og saa var jeg saa umulig af Pirrelighed, at det slet ikke var nemt for dem her. C [”C” overstreget] Mornine ringede fra Kjerteminde, at hun Elle og Tutte vilde komme med Formiddagsbilen Lørdag – ja i Gaar altsaa. Bibbe og jeg pillede om Fredagen [”Fredagen” indsat over linjen] 4 Vildænder, som Manse nok saa belejlig havde skudt om Torsdagen, den Dag Andejagten jo gaar ind. Om Morgenen havde jeg lavet 2 store Skaale Rødgrød. Anne Marie skulde komme Lørdag, saa jeg imødesaa Dagen med Ro. Lørdag Morgen, da jeg sad ved min Morgenkaffe kom Anne Marie og meddelte, at Drengen var syg, saa hun kunde ikke komme jeg blev meget ked af [et overstreget bogstav] det, for jeg havde ingen Kræfter p.Gr.a. den forbandede Mavesygdom. Saa fortalte hun – at hun maatte hellere holde op med at komme, for de laa i Byggeroderi, og hendes Mand holdt ikke af at hun gik ud. Det brast helt for mig! Bibbe kom i det samme og blev rædselsslagen paa mine Vegne, over, at den Støtte skulde tages fra mig. Naa, Dagen gik for Resten godt nok, der var jo ikke saa meget at gøre ved Middagen, jeg fik Ænderne ordnet og sat paa, dækkede Bord til 10, Marie skrabede Kartoflerne – en mægtig Grydefuld – og Bibbe hærgede i hele Huset og satte Blomster i Vand; jeg var færdig halv 11, nej 11, da de kom, Marie passede Ænderne, saa jeg sad og snakkede med dem (Søstrene), [”Søstrene” indsat over linjen] gik kun lige ned og lavede Sauce. Som de Ænder smagte dem! Og Rødgrøden med. Vi tog Kaffen ved Bordet, Bibbe ordnede den mens jeg i en Fart skrubbede alle Tallerkner og Fade og Sølvtøj af. Saa tog ellers Bibbe og Marie hele den mægtige Opvask og jeg sad og snakkede med dem hele Eftermiddagen. Vi havde det henrivende, de var mægtig søde. Vi fik The inden de rejste, Kvart over 5. Du kan tro, det blev en dejlig Dag. - - Nej hør, jeg glemte helt at fortælle hvorfor jeg var saa dybt nede den Lørdag Morgen da Anna M. kom og meldte Afbud, at jeg græd! Jo tænkt om Natten vaagnede jeg med Smerter i højre Haand, ude af Stand til at bevæge Fingrene, med andre Ord mit gammelkendte Gigtanfald, der for 9-10 Aar siden var en hel Svøbe for mig; jeg maatte – den Gang – ligge i Sengen uden at røre en Muskel i Haanden, den var hoven og udspændt – Fingrene som udspændte Pølser! Men om Morgenen var det bedre, jeg kunde klæde mig selv paa, og det bedredes for hver Time der gik, saa det lettede jo paa Humøret, men at jeg næsten gik Amok, da A. M. kom med det Budskab netop den Dag, kan du vel nok forstaa. Selvom dette nu fik et saa hurtigt Forløb, og Hævningen kun var ubetydelig, virkede det dog som et Momento – tænk om jeg gaar en Vinter med den Slags Anfald i Møde! Og du kan tro, mit Hoved er ogsaa sløjt for Tiden, det hele staar saa tit stille for mig, jeg tænker det er min snart høje Alder, der gør det vanskeligere for mig at klare Paragrafferne, skønt baade Marie og Bibbe hjælper mig godt. Forleden Eft. da jeg lige var bleven færdig med Opvask og Eleven i Klaver og faaet mig lagt til Hvile med et Lettelsens Suk, hørte jeg Stemmer: Mix, Myg, Marie Meyer og Katrine Jeg fik jo lavet Kaffe, og det var rigtig hyggeligt, men alligevel! Saa, du kan tro, jeg kan forstaa, at du ikke kan holde til alt det, du har; mange Mennesker er nu ikke godt for svage Hoveder. Du nævner Brita – der var da slet ikke Tale om, at de skulde komme; da jeg var ovre hos Jer? eller var det bare at jeg ikke hørte om det? Hvis de kommer er det da en Guds Lykke at I har Topedeaborg ledig. Jeg er meget spændt paa at høre om Forløbet. Naturligvis vil du gerne se Adam og den lille.
Jeg maa i Seng, skal lidt tidlig op i Morgen, skal vaske Æg, pakke din Taske, som Æggemanden saa kan faa med, vaske et Læs af Strømper og faa min Ribssaft kogt færdig og fyldt paa Flasker, som da er renset.
Derfra god Nat og god Bedring med det hele. Tak for Laan af Tasken, haaber den kommer over i god Behold.
Tusind Hilsner til Jer begge.
fra din Junge.
Marie hilser, Bibbe ligesaa med mange Tak for sidst.

[Indsat øverst s. 4; på hovedet:] Æggemanden fik din Taske med i Formiddags haaber du naar at faa den inden du skal rejse til Bogø! Mandag

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Bornholmsk syge er en virussygdom, som giver influenzalignende symptomer og især rammer musklerne i brystkassen og lungehinderne. Navnet opstod, da man havde en epidemi af sygdommen på Bornholm.
Topedeaborg var oprindelig et legehus, som Warberg-børnene havde ved hjemmet på Erikshaab. Astrid Warberg-Goldschmidt fik opført et lignende hus i sin have i Hareskov.
Myg er muligvis Anna Meyers datter Karen Elisabeth Mygdal Meyer.

Adressen er skrevet på kuvertens bagside

Adressen er skrevet på kuvertens forside

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB2461

Nej

Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Astrid Warberg-Goldschmidt