1896-11-27

Torsdag

Kære Las!
Undskyld, hvis jeg stiller en skrækkelig Skrift op, men mine Hænder ere ganske stive af Kulde. Jeg er lige kommen hjem fra en Køretur; Johanne og jeg have været paa Østergaard med Dara. Det var et henrivende Vejr, navnlig Hjemturen var bedaarende, let Frostvejr og stjærneklart. Og Dara var i glimrende Humør, den sprang og galoperede, saa det var en Fornøjelse, jeg behøvede aldeles ikke at citere I.P. Jacobsen for den. – Tak for Deres Brev, - saa De mener det var mig, der skulde skrive først denne Gang, nej Tak, det var rigtignok Dem, der skyldte mig Brev – jeg havde skreven sidst – Her blev en lang Pause, da jeg kom til at spekulere paa de 10 Bud, og tænk Dem, jeg opdager, at jeg aldeles ikke kan huske dem, hverken d. 2det, det 8ende eller det 10ende og heller ikke hvilket der hedder: ”Du skal ikke lyve”. Det var det, jeg vilde citere for Dem og dermed opdagede jeg, at jeg aldeles har glemt dem det er rasende flovt. - - Selv Tak for sidst, og kom snart igen! Det er forfærdelig morsomt, naar De er her, og her bliver saa tomt, naar de er rejst. – Jeg gad vide om vi altid bliver ved at more os ligesaa godt i hinandens Selskab, som vi gør nu. Hvad tror De? Jeg tror nu nok, at jeg gør det; i det hele taget imødeser jeg for mit eget Vedkommende Fremtiden med den største Tryghed og Glæde, men jeg er mere bange for Dem og ved nok De ikke er enig med mig, naar jeg siger, at de bliver ked af, naar De lærer mig rigtig at kende, men jeg kan ikke lade være at sige det af og til alligevel, jeg maa dog advare Dem, mens der er Tid. - - Saa nu ringede det til Spisetid, og bagefter skulde vi læse i den store engelske Bog, den er morsom. Farvel saa længe.
Næste Dag: - Det er bidende koldt i Dag, det sneede en lille Smule i Morges, Dis sad inde ved Klaveret og spillede med Johanne, da hun fik Meddelelsen, og blev knistrende vred, da hun ikke maatte løbe ud, hun paastaar forgæves, at de altid havde haft Lov at gaa ud naar den første Sne faldt. – Jeg er i dag begyndt at staa tidlig op, d.v.s. at være ude Kl. 7 ½ præsis, det har ellers slentret lidt af i den senere Tid. Det er modbydeligt at staa op om Morgenen, men man maa jo se at overvinde nogle af sine onde Tilbøjeligheder. – Vil De hilse Uglen fra Mor og sige, at hun var ked af, at hun ikke fik hende at se, det var ikke rigtig gaaet op for hende, at hun var der. Hun bebrejdede mig det, men jeg var saa opfyldt af Afskedens Smerte, at jeg ikke tænkte paa det.
Nu maa jeg ogsaa tage afsked, men den er ikke saa smertelig, mine Hænder fryser fælt ogsaa i Dag, jeg kunde passende skrive bedende under ”med valne Hænder”, ligesom Lundbye skriver et Sted, men rigtignok under et mere nydeligt Værk – det er vist et skrækkelig kedeligt Brev. Men Meningen er glimrende.
De kærligste Hilsner fra
Deres Alhed

Erikshaab Fredag 27/Nov.