Menu

Fynboerne

1901-05-02

Afsender

Christine Mackie

Modtager

Louise Brønsted

Dokumentindhold

Christine/Mornine Mackie undskylder, at hun ikke inden pinse fik sendt Louise/Lugge Brønsted de penge, som hun skyldte hende.
Thora/Tutte Branner og Christine havde planlagt en cykeltur, men de måtte opgive den på grund af dårligt vejr.
Der har længe stået en efterladt cykel på Fyns Forsamlingshus, og Christine fik lov til at låne den til sin hjemtur fra Odense til Erikshåb.
En dame fra Værnehjemmet har fortalt, at Flagstad en dag ved frokosten fik en buket blomster og et brev fra en ung dame, og det rørte ham så meget, at han fik tårer i øjnene.
Christine øver sig meget på klaveret. Hun har tilbragt pinsen på Glorup sammen med to søskende, og de kedede sig.
Andreas/Dede Warberg skal bo i rummet med Beatricen denne sommer, og Christine skal til sin ærgrelse have det lysrøde værelse.

Transskription

Haugstedgård d. 2/5 1901.

Hils Pan, når du ser hende.

Elskede lille Ligge!

Du kan tro, jeg er angergiven over, at jeg ikke fik sendt dig de skidte 9 Kr. før Pinsen, det er da så jammerligt at skulde gå og mangle det nødvendigste ved Højtiderne; jeg kunde jo godt have fået Harald til at sende dem; i dit Sted vilde jeg rigtignok have været alvorlig arrig; tilsyneladende tager du det jo smukt.
Jeg er meget glad ved Døberen, han vinder stadig ved nærmere Bekendtskab, og du skal have Tak for al dine Møje med at skaffe ham tilveje. - Sikken et Tordenvejr det var inat! Tutte og jeg skulde idag have været på en lang og interessant Cycletur om ad Øxnebjergkanten til noget, som hedder Søby, vi skulde have ledt efter et passende Sted til Anbringelsen af en Plade, som Tutte jo har fortalt dig om - men Vejret var skidt.
Mandag. Erikshåb. Jeg kom cyclende hjem idag på den Cycle, der ["der" overstreget] jeg skulde have været på Tur på igår, det er en herreløs én, der i lange Tider har henstået på Fyns Forsamlingshus, nu mente jeg, at jeg uden Skade for nogen kunde benytte den til denne Tur, men da det jo på en Måde kunde betragtes som en Slags ulovlig Omgang med Hittegods, så gik jeg for en Sikkerheds Skyld op til Riise for at rådspørge ham desang. først sagde han, at det gik aldrig og den Cycle skulde de rigtignok have Bud efter; men jeg talte så venligt med ham, at han smilende lovede, at de ikke skulde hente den før efter Tirsdag Middag samt ønskede mig god Fornøjelse på Turen.
Idag fortalte Frk. Hansen Værnehjemmet mig, at der et Par Dage havde boet en Dame, som boede hos Kisters de Dage Flagstad var der, og han var så rar og elskværdig, og en Dag, da de sad ved Frokostbordet havde han fået en Buket Blomster og et Brev anonymt "fra en ung Dame" og det havde været aldeles rørende at se hans Glæde derover, han havde siddet med Tårer i Øjnene og han havde ikke kunnet spise af Betagelse! Var det ikke sødt? Ser du ham aldrig, Lugge? -
Jeg er umådelig flittig, øver mig indtil 6 Timer om Dagen - det høje Tal er jeg dog kun nået op til en Gang, men jeg er voldsom flittig og stadig ved det og oppe Kl. 7 hver Morgen; er jeg dog ikke et udmærket Menneske? en mageløs Karakter??
Vi var jo så på Glorup i Pinsen og der er jo rigtig yndigt; men Lugge, hvor kan det dog være, at man ikke kan undgå at kede sg, skønt der er så rart og morsomt og vi dog var så mange af os selv? Johanne, Dede, jeg. Jeg forstår det ikke.
Det er slemt, at Dede skal have Beatricen i Sommer, der er dog ingen Steder i hele Huset, hvor man har det så rart for sig selv som der. Vi skal have det lyserøde, det kan jo være meget godt, men det er ligesom mere dødt. Kan du huske al den Færdsel, vi kunde iagttage fra Beatricevinduet - og så den store Seng til at sove til Middag på. -
Hils Grethe mangfoldigst. Har Fanfaren hentet Handsken med samme Pomp og Pragt som da han efterlod den? Mange gule små Kys fra Mornine

Fakta

PDF
Brev

Datoen er skrevet øverst s. 1

Haugstedgård lå/ligger i Broby nær Warberg-børnenes barndomshjem. Den tids beboere kendes umiddelbart ikke.
Det vides ikke, hvem Døberen, Fanfaren, Riise, Harald, Kisters og Frk. Hansen fra Værnehjemmet var. Værnehjemmet Bethania var et pensionat for unge piger fra provinsen. Det lå i København. Alhed Larsen boede på dette sted den første tid af sin læretid på Den Kongelige Porcelainsfabrik. Det vides ikke, om Christine Mackie også har boet der.
Albrecht Warbergs bror, Conrad Warberg, var godsforvalter på Glorup syd for Nyborg.
Beatricen var egentlig navnet på en varmeovn, som man havde på gården Erikshaab. Værelset, som den var opstillet i, kaldte man tilsyneladende ved samme navn.

Haugstedgård

Gårdens navn er skrevet øverst s. 1

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB8429

Nej

Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Louise Brønsted