Menu

Fynboerne

1927-12-30

Afsender

Christine Mackie

Dokumentindhold

Christine/Mornine Mackie takker for pakken.

Juleaftens morgen fik hun en kaffebakke op på sit og Alhed Larsens gamle værelse på Erikshaab, og hun røg cigar, mens hun pakkede gaver op. Efter middagen den følgende dag røg Paludan/Pallam og hun de fine, lange cigarer. De har hørt radio og været til kaffe på Lykkenssæde, hvorfra de måtte skynde sig hjem, da "Arreskoverne" var kommet.
Fjerde juledag kom Hjorths til middag, og hun skulle have været med dem hjem, men droppede det, da det var meget koldt, og hun var forkølet; de skulle køre i åben vogn.

Transskription

Erikshåb 30/12 - 27

Kære lille Lugge! Og Børn!

Tusende Tak for den dejlige Pakke! Jeg var umådelig glad ved det hele, Læsningen og Rygningen! Juleaftens Morgen havde jeg det dejligt her på Gæstekammeret (Alheds og mit) jeg fik en yndig Kaffebakke op, en hyggelig Brændeild i Kakkelovnen til at tø Isblomsterne af Ruderne - og på Sengen ved siden af min lå mine Pakker, som jeg havde haft med fra Kjerteminde; efter at have fået Ild på en Cigar gav jeg mig til at lukke dem op; Puttes Pakke kom med Posten og blev åbnet, da den kom - det var nu helt morsomt med en anden Julegaveteknik end den sædvanlige. Juledag efter Middagen nød Pallam og jeg de to fine lange Cigarer! med Højtidelighed; jeg var stolt af at traktere Pallam for en Gangs Skyld. Vi har haft det så stille og så hyggeligt, som man kan have det i et Hus, hvor Satan har fået Indpas (Radio-Højttaler) Vi har hørt to hele Gudstjenester og en Aften 2 1/2 Time "Capriciosa eller Familien i Nyboder". - Vi har været en Eft. på Lykkenssæde til Kaffe, men blev kaldt hjem expres, da alle Arreskoverne var kommen. 4 Juledag kom Hjorths til fin Middag og jeg skulde have været hjem med dem; men da jeg var så ganske forfærdelig medtaget af Forkølelse - Hoste - og da det frøs 11 Grader Reamur var der megen Vaklen, om jeg kunde køre den lille Tur i åben Vogn; Pallam var fornærmet over at det kunde tænkes, og jeg var ærlig talt heller ikke helt dristig selv, så jeg lod være, i Stedet for ligger jeg nu og bliver passet og har det nogenlunde, jeg har da sovet i Nat. - Tusende Hilsner til jer alle 6! Glædeligt Nytår!

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Otto Emil Paludan/Pallam overtog efter Albrecht Warbergs sød i 1902 arbejdet som godsforvalter ved grevskabet Muckadell. Paludan boede allerede på dette tidspunkt på gården Erikshaab, og efter Warberg-familiens fraflytning overtog han hele boligen.
Warberg-familiens venner, Schroll-familien, boede på Lykkenssæde. Det er svært at afgøre, hvem af Schroll'erne Christine Mackie mødtes med.
Arreskoverne: På godset Arreskov boede Schaffalitzky de Muckadell-familien.
Hjorths kan være flere personer, men der er muligvis tale om Agnete og Christian Møller Hjorth og deres datter, Inger.

Erikshaab

Gårdens navn er skrevet øverst s. 1

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB8419

Nej

Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Louise Brønsted