1959-06-14

[Håndskrevet med kuglepen på kuvertens forside:]
8-7-2000
BWP
[Håndskrevet med blæk:]
Fru Johanne Warberg Larsen
Lindøgaard
pr. Dræby station
Fyen.

[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
A Warberg Müller
Hareskov.
Obs!
Jeg kan være i Nyborg kl. 11.32 (i Bovense 12.24)

[I brevet:]
Hareskov, i haven, søndag, 14’ juni 1959.
_
Kære lille søde Junge!
Jeg er i en frygtelig tilstand. Lige pludselig kan jeg ikke mere tåle den megen tobaksrygning og ligeså pludselig har jeg sat forbruget ned, i går røg jeg kun 3 små og i dag, kl ½ 6, har jeg også kun røget tre, men lider nu alle helvedes kvaler. Dette indleder jeg med, så hvis brevet ikke bliver krystalklart, så ved du nu grunden – jeg kæmper med den léde selv!
Tak for dit lange goe brev – det er så festligt at få brev, når man er udenlands, selv om det bare er i Halland (dér ligger Puttabygget, men Majenfors er i Småland – man kan ved broen stå med et ben i hver landsdel!
Forresten fik jeg _hver dag i den uge et brev fra mennesker angående artiklerne! Deriblandt dog også ét, meget hjerteligt, fra Arreskovgreven, der skriver, at både han og hans kone var så glade ved mit besøg, men at tiden gik altfor hurtigt, så de håber at se mig igen, og så – bedst af alt, sendte han mig et, nu snart 100 årigt portræt af Kammerråden på Ensomhed – dobbeltportræt, henrivende, jeg har aldrig set det før, så det glæder jeg mig til at vise Jer – sammen med K. Aa.’s mange smukke Billeder. ---
Hvordan kan du dog tro, at vores Diskussion skulle skabe noget imellem os? Så måtte det da være fra din side, for alt dette er jo gammelkendt for mig, mens det for dig synes at være lidt af et chok, at jeg så ofte har været ked af det, angående denne sag. Men lad os slå een ting fast: min bedrøvelse stammer fra, at jeg altså aldrig var god nok i mine skriverier. At I – særlig du – ikke lagde skjul på dette, er da helt i sin orden, og du har altså aldrig anet, at din altid negative bedømmelse har gjort mig så ked af det. Derfor sender jeg dig så sjældent det jeg skriver – kun når jeg synes, at nu er det da godt. Så du har virkelig intet at angre. Nu har jeg jo desuden fået oprejsning fra ukildede ”fagmænd”! Men jeg blev chokeret, da du skrev, at jeg var umild imod dig i mine to første breve. Jae – når du siger det, og jeg gransker mig selv - - -
Det var jo en smule dråbe, der fik min bedrøvelsesbæger til at flyde over, nemlig disse ord fra dig (jeg havde fortalt dig om, hvor megen glæde artiklerne vakte) og så skrev du, at det vel måtte være dette, at det beskriver et Hjem, der ligger så langt tilbage i tiden, dog vel mest, at de er så overordentlig smukt beskrevet (ved denne ros følte jeg en stor glæde, men så fortsatte du ”Karen Aabye kan rigtignok skrive”. Jae – jae – da tror jeg, jeg blev noget i retning af flintrende gal, men prøv nu at se dette på baggrund af alt, hvad jeg har fortalt dig! Ikke engang, da du endelig engang roste mit arbejde, måtte det være min fortjeneste, nej nej, det var Karen Aabyes. At hun på mesterlig vis har udtaget disse ”in Tervi[ulæseligt]” af min bog, skal jeg være den sidste til at benægte. Altså – i den ene sætning af dig ligger udgangspunktet for
2) alt, hvad jeg har skreven, for dét syntes jeg var en uretfærdighed, som meget lidt ligner dig. Du må – efter alt hvad vi har skreven, kunne sætte dig ind i, hvad jeg følte. Men du ved da også, at jeg aldrig bærer nag. Jeg kunde blot ikke modstå trangen til at sætte tingene på plads. – Det er lidt ved siden af, når du mener, at ”fars beundring altså ikke var nok”. Jeg angler aldrig efter beundring”. Far kom virkelig heller ikke med udtalelser – så lidt som I udtalte, hvad I mente om Mornines og de andres talenter, men – mon de ikke, uden noget ord, havde fornemmet, hvis alt blev misbilliget? Jo, det kan du tro. Og det er jo egentlig kun trist, hvis misbilligelsen af mine skriverier, dybest set stammer fra misbilligelsen af mig. Jeg tror nok, at jeg hellere vil være ”sprudlende”, som den uhildede Peter P. siger, end ”hektisk”, som mine egne karakteriserer mig – men derved er der jo heller ikke noget at gøre. Igen må jeg sige: du har intet at angre. Hvor skulle du dog kunne ”udtale anerkendende ord”, når du ikke mente det. Jeg tror ikke, der er ret meget mere at sige om dette, og du skal slet ikke tænke mere på noget, der ikke kan være anderledes. Hovedsagen er dog, at du og jeg elsker hinanden og har gjort det hele livet igennem, og gennem tykt og tyndt, og derved er sandelig intet forandret, og der er intet, som har skabt ”Utryghed” imellem os – hvad skulle vi dog også være utrygge for! Jeg mener, det er helt godt, at alt dette er ordnet skriftligt, så behøver vi aldrig mere at snakke mere om det. Den ”oprejsning” jeg har fået, skal nok bevirke, at jeg ikke mere tager mig det andet så nær. –
Så kommer rejsen. Det er sødt af Bibbe, at hun vil have mig lidt. Men så helst på hjemrejsen. Og hvad dag skal jeg da så komme til Bibbe? Når hun er borte den 26ende, passer den dag da ikke så godt, men måske kan jeg rejse herfra så tidligt den 27’, at jeg kan være hos Bibbi ”over middag” og altså ikke overnatte – før på hjemrejsen. Hvad mener du om det? Jeg skal på stationen i morgen, så vil jeg få rede på togene.
På tirsdag skal jeg til festmiddag hos Karen Aabye i hendes hus ”Kisumbakke”. Så læser hun den sidste artikel for mig, inden den kommer søndag d. 21’- på søndag. Den bliver nok helt hendes egen, omhandlende besøget på Erikshåb, Arreskov, Gjelskov, Sallinge kro. – Hun har bedt mig tage mine noveller med og læse dem op efter bordet – ha! Jeg glæder mig sådan til at se hendes hus, det skal være så dejligt, haven ligeså. – Nu begynder det at blive køligt, så jeg må ind, har siddet ved mit herlige nye havebord – gaven fra Ib – hele dagen i det varme solskin og under den store parasol, Axels sidste gave til mig – en måned før han døde. – Jeg føler med Jer i denne sommertørke. Trist at begynde sådan det nye sted! Hils dem alle! Og tusinde til dig selv fra
Din i al evighed Dis