Fynboerne
1923-05-09
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Alhed Larsen har fået et bestillingsarbejde, men JL er bekymret for, om hun har kræfterne til dette. Rylen er kommet til Omø, og JL glæder sig over det rige fugleliv på øen.
Transskription
Omø 9 Maj. 1923
Kæreste Alhed!
Tak for Brevet som jeg fik i Dag. Det var dejligt at høre fra Dig og det var vel godt at Du fik det Arbejde, altsaa for Pengenes og for den Tilfredsstillelse det er Dig at kunde tjene dem, bare det nu ikke maa tage for meget paa Dig. Desværre kan jeg jo ikke give Dig en Haandsrækning naar jeg kommer hjem, du [og] jeg jo maa have fuld Kraft paa for at faa lavet saa meget som muligt til Udstillingen. Vi har haft en rar Tur hidtil og jeg har faaet lavet 19 Tegninger deraf 8 her, hvortil vi kom i Forgaars. Det er den bedste Ø vi har været paa i Aar og den kan omtrent staa paa Siden af Drejø og Lyø, men her er et meget rigere Fugleliv, nogle store Moser med Skeænder Spidsænder Allinger og Graaænder og Blishøns og Lappedykkere Viber og Brushøns og Rødben og Strandskader. Kyhn der kom om Bord sammen med Friis rejser i Dag, han har været hyggelig at have med. Vi sejler vist til Agersø i Morgen. En Del af Øen her er meget høj, i Gaar da det var klart kunde vi fra det højeste Sted se Lolland og Romsø paa en Gang. Der er samme Afstand herfra til Sprogø som fra Sprogø til Kjerteminde. Efter Dit Brev rejser Du jo hjem i dag, saa faar Du vel dette i Morgen. Du saa vel Josephsons Udstilling? Hils Puf og Lysse og de andre. Mange kærlige Hilsner til Dig selv fra
Din hengivne
Johannes Larsen.
Hilsen fra Friis og Petersen
Fakta
PDFDa
Datoen fremgår af brevet.
JL og Achton Friis er i foråret 1923 på sejlads med Rylen til de vest- og nordsjællandske øer for at forberede bogværket De Danskes Øer.
Rylen - en Kerteminde fiskerbåd - er i 1921-24 ekspeditionsskib for JL og AF og sejler i dag som museumsskib for Kerteminde Museum.
Omø er omtalt i Achton Friis: De Danskes Øer bd. 3 s 34. Gyldendal, 1928.
- Omø, Skælskør
- Drejø, Tåsinge
- Lyø
- Agersø, Skælskør
- Romsø
- Lolland
- Sprogø
- Kerteminde
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien