Vinter 1902

Lille go’e Lavsi!
Kunde Du ikke være saa sød at gaa op paa Loftet i den store, grønne Kiste og finde nogle Klude som min skotsktærnede Kjole, de ligge rullede sammen (vistnok paa Bunden til højre) og sende mig dem strax til Reparation af min Kjole. Hvis Du kommer stra [ordet overstreget] Fredag, kan Du tage dem med, kommer Du først Lørdag, maa Du sende dem. Vil Du vedlægge to gamle Opslag som det rødtærnede Liv, jeg har faaet af Christine, det ene har Puf vist anbragt i Madskabet, det andet er i F [bogstavet overstreget] den firkantede Fløjlsæske paa Skabet ved Din Seng. Mens jeg er ved Tøjspørgsmaalet, saa pas endelig Skræderen, at han faar det hele færdig til Dig, jeg glæder mig meget til at faa Dig saa fin og køn. – Jeg er meget spændt paa, om der er Brev nu med Posten, jeg længes meget efter at høre, hvordan Du lever, længes i det hele forfærdelig efter Dig. Du raderer vel? Tænk, i Morgen er det 8 Dage, siden jeg hørte eller saa noget til Dig. – Vil Du ikke gaa til Grossereren med Kontrabogen og den lille gule Seddel, men Kludene paa [ordet overstreget] maa ikke komme sammen med det, da det kan forsinke dem, det er ikke sagt, det andet kan blive hentet strax i Højrup. – Doktoren var her i Gaar, Lugge fik lov at staa op i Dag, men hun fik desværre Tilbagefald i Nat. – Ungerne er søde og flinke, men kedelig med den Vinter, jeg havde glædet mig til at køre ud med dem
1000 Mill. Hilsner
Posten Din egen Alhed
jeg elsker Dig knusende