Fynboerne
1901-07-09
Afsender
Ellen Sawyer
Modtager
Laura Warberg
Dokumentindhold
Ellen Sawyer håber, at Andreas/Dede Warberg får topkarakterer, så han kan vise latinskolen, at han duer til noget, selvom han har været lidt livlig.
Det er ærgerligt, at Grethe Sawyer og Johan Larsen (B's dreng) ikke kan blive døbt sammen. Ellen og Harry samt barnet kommer kun til Danmark, hvis de får bugt med gælden, hvis Harry har meget arbejde forinden og hvis syrerne tér sig.
Transskription
9ende Juli – 1901
Kære Mor.
Hvor det dog er spændende med Dedes Eksamen! Bare han dog får 1ste så han med Hæder kan vende Latinskolen Ryggen og vise ”dem”, at han dog duer til noget, selv om han af og til har været lidt vel livlig. - Hvis han ender godt derude, er der jo ikke så meget at angre på, for de artige, gode Skoledrenge bliver jo i Reglen ikke til så meget som de mere rebelske, vi må jo håbe, at han ikke har værre Horn end at [”at” indsat over linien] de kan løbes af.
Jeg er spændt på hvad B’s Dreng skal hedde. Hvor kreperligt, at vi ikke kunde faa dem døbt sammen, - Grethe og ham. Min bliver jo så stor, at hun ikke bliver til at slæbe, - for døbes skal hun ikke før vi kommer hjem. – Nej der er kun meget ringe Håb om os i Aar – skønt Harry fabler, om at jeg burde rejse et lille Svip hjem med Frk Th. (Mrs Wards Søster) d. 7de Sept., - men han er jo så sangvinsk. – Hans Samvittighed plager ham meget, fordi vi ikke kom i Foråret. –
Hvis vi får det meste af Gælden betalt i Aar Sommer ["AAr" overstreget; ”Sommer" indsat over linien], og hvis der er meget Arbejde i Udsigt og hvis vore Syrer vågner til lidt mere Liv, - så skal jeg nok komme med Grethe, - men alle disse ”hvis’er” gør det jo mere tvivlsomt. Forresten ser det er ikke så tosset ud for Tiden, for der er meget Arbejde i Gang og i Vente og Syrerne går da lidt op hver Uge, men de kan jo hurtig gå ned igen for Douglas er er en dårlig Forretningsmand. Vi ere meget for at lægge Planer (el. ret. bygge Luftkasteller).
En af de sidste, som Harry undfangede forleden, er den, at hvis jeg kunde komme hjem i Efter-
[Resten af brevet mangler)
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst s. 1
Grethe Jungstedt, f. Sawyer, blev født 16. januar 1901. Johan Larsen kom til verden 27. januar samme år.
Ellen, Harris og Grethe Sawyer, g. Jungstedt, kom til Danmark i sommeren 1901, og Grethe blev døbt dér.
Vore Syrer: Harris/Harry Eastman Sawyer var kemiker og arbejdede blandt andet med syrer til konservering af kød.
Det vides ikke, hvem Frk. Th/Mrs. Wards søster og Douglas var.
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB1505
Nej
Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen

