Fynboerne
1947-08-15
Afsender
Marie Larsen
Modtager
Elena Larsen, Johan Larsen
Dokumentindhold
Marie takker for tilbuddet om at køre med til Båxhult. Hun kørte med Lars, Ursula og Christine Swane til Odense og tog et tog til Dræby. Henning Larsen og hans kone samlede hende op ved busstoppestedet.
På Lindøgaard er man næsten færdig med at høste. Christine Swane ligger syg i sin ferie.
Johanne/Junge Larsen har ikke mange kræfter.
Marie håber at komme til Båxhult en anden gang.
Transskription
Lindøgaard d. 15-8-47.
Kære Lysse og Bimse!
Tusind Tak for Brev og Tilbud om at komme kørende med til Båxhult, det havde været dejligt, men nu sad jeg jo herovre, ellers kan I tro at jeg heller end gerne havde slaaet til og hvor kan Du tvivle paa at jeg kunne holde ud at være der i 3 Uger, jeg som elsker at være i Småland og ikke har været der i 8te Aar. -
Uglen, Lasse og Ursula er i Christiansfeld, de kørte dertil i Bil og jeg var med til Odense og tog der et Tog til Dræby, da jeg vidste at de havde travlt med Høsten her og der skulde komme en Rutebil forbi en halv Time senere, satte jeg mig hen paa en Sten ved Vejkanten for at vente paa den, der kom mange Biler forbi og pludselig ser jeg en af dem bakke tilbage og saa var det Henning og Ditte, sidstnævnte havde kastet et Blik paa mig i Forbifarten og sagde til Henning ”Bak til bage jeg tror det var Tante Marie der sad henne paa Stenen” og glad blev jeg, de kørte mig helt hertil, saa jeg blev fri for at bære noget af mit Tøj fra Munkebo. Her har de det godt og bliver færdig med at køre ind i Dag, desværre er det jo smaat med Foldene i Aar, paa Grund af Tørken, særlig her paa Lindøgaard Tinges er bedre siger de. –
Det er morsomt at se lidt til Peter, han ser saa rask ud og er vældig solbrændt og det lader til at han befinder sig godt her, her er nu ogsaa dejligt at være. –
I Gaar havde jeg Brev fra Ursula og hun fortalte at Uglen var bleven syg, Doktoren mente at det var Galdeblærebetændelse og desuden havde hun lidt Slim paa den ene Bronchie, det er jeg meget ked af; Uglen var meget syg af Halsbetændelse tidlig i Foraaret, nu var hun kommen nogenlunde til Kræfter og saa skal hun tilbringe en Del af sin Ferie i Sengen, det er trist.
Forhaabentlig kommer jeg til Båxhult en Gang alligevel, selv om det ikke lod sig gøre denne Gang og saa kan Uglen maaske komme med ogsaa. –
Hils Børnene mange Gange, jeg er ogsaa ked af at jeg ikke fik Jens at se de 2 smaa har jeg jo set i Vinter, Jens ikke siden vi var oppe hos Jer i 39. – Junge har ikke mange Kræfter men det gaar da nogenlunde; Bibbe har travlt hun har altid saa meget for saa det er sjældent vi har hende her ret længe af Gangen. –
Endnu en Gang Tak fordi I vilde have mig, det er jeg meget glad for.
Mange hjærtelige Hilsner til Jer begge fra Tante Ia. –
Hilsen fra Alle her. -
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst s. 1
Johanne/Junge og Adolph/Agraren Larsen boede på Lindøgaard.
Båxhult var Johan/Lysse og Elena/Bimse Larsens hjem i Småland.
Gårdens navn er skrevet øverst s. 1
Henning Larsen
Jens Larsen
Johanne Christine Larsen
Jonas Larsen
Peter Andreas Larsen
Kirsten Larsen, Elena Larsens veninde
Alhed Maria Møhl, Lysses datter
Christine Swane
Lars Swane
Ursula Uttenreitter
Erik Warberg Larsen
Martin Warberg Larsen
Laura Warberg Petersen
Brevet er i privateje
Nej