Januar eller februar 1892

Hans Øje var dybt som Fjorden der ude,
Jeg kunde mig tænke derned!
På Brystet det brede lå Fløjelets Pude
Jeg kunde mig hvile derved.
For Foden jeg kunde ham falde med Suk
Og smile om Hånden min Pande strøg -
De sagde så ofte, at Duen var smuk,
Nu ved jeg - nu ved jeg først, hvem der er Høg!
[Der er sat et kryds over hele digtet]
Lørdag. Kære A. nej der var nok intet Brev i Aftes, det er for Resten meget rigtig; at du ikke skriver så snart, det er jo dyrt at skrive hvert Øjeblik; jeg vil nu have et Brev til dig påbegyndt, når jeg får dine Breve, og så kan det ligge og blive fuldført lidt efter lidt. I Dag havde jeg Brev fra Mor og Leonard. Det Vrøvl havde, allerede inden jeg stoppede ham, fortalt min Pastor Lindhardt-Historie hjemme, jeg sætter nu, de fortæller den til Frk Sperling, hun til Pastor Balslev og han tilfældigvis taler om det en Gang til Pastor L. de kender rimeligvis hinanden, Pastor B. må være ca. samtidig med ham, og han har vist været her i Byen - der kunde komme interessante Opdagelser ud af det! Leon er dog et Vrøvl! Han fik min Advarsel hjemme på Mors Fødselsdag, men inden han nåde at få den havde han sludret. - Jeg så forleden at Studenten havde fået Laud, jeg kiggede netop efter ham - havde for Resten ikke tvivlet om Udfaldet. Mor skrev om det; det er kosteligt med hende, hun er slået om, nu må du gærne få ham! Hun og Far har ventet på Forlovelsen nu efter Examen. Hun skriver endogså: "Alhed har dog vist holdt af ham, men det er vel desværre forbi!" - Jeg for mit Vedkommende er af den Mening, at skal du overhovedet have nogen, så kan du aldrig få nogen bedre end ham! Men vogt dig vel endnu min Pige, se dig i Spejl på mig! Jeg mener med Hensyn til at være sikker på dine Følelser! [Resten af brevet mangler]