Menu

Fynboerne

1897-11-21

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen har været på andejagt flere gange med blandt andre Maler Møller, som skød tre rådyr.
Det glæder Larsen, at Alhed alligevel ikke skal have plads i huset (hos en tante).
Marie Larsen er glad for folkene, som hun er hos, og Christine Larsen (Swane) har det også godt.
Billedet fra Taarbystranden (På andetræk) er færdigt, og Larsen er begyndt at tegne Christian Andersen.

Transskription

Kjerteminde 21 Novbr. 1897.

Min egen Kæreste!
Tak for Dit Brev i gaar. Jeg fik det om Morgenen og tog det med ud i Marken, hvor jeg opholdt mig næsten hele Dagen, jeg var kun hjemme for at spise til Middag. Jeg tog det frem for at læse det ude i Marken da jeg havde spist Frokost, men da det blæste saa stærkt og jeg saa der var Violer i maatte jeg putte det i Konvolutten igen og vente til jeg kom hjem med at læse det. Efter at jeg i Tirsdags og Onsdags Aftes havde været saa uheldig ude paa Taarbystranden, at skyde en And hver Aften uden at faa nogen af dem, var [jeg] i Torsdags saa heldig at sætte en Rekord for Andetræksjagten derude, ved at skyde 3 dejlige fede Ænder i 2 Skud, og faa dem alle 3. Næste Dag blev jeg imidlertid overgaaet af Maler Møller, han skød nemlig 3 Raadyr, de 2 sidste af et Skud. Der var den Dag Jagt paa Hverringe og der var jaget en hel Del Dyr herover, det var helt morsomt at se dem ude i Marken, Fader og Chr. Andersen var ogsaa derude, men der var ingen andre end Møller der var saa heldig at faa nogen. I Gaar var vi, d.v.s. Chr. Andersen og Møller og jeg derude hele Dagen som Du vil have set i Begyndelsen af Brevet men der var ingen Dyr i Gaar. Chr. A og jeg var paa Andetræk bagefter, men saa ingen Ænder, derimod kom der en Flok Graagæs lige hen over Hovedet paa mig, men de var lidt for højt, jeg prøvede dog alligevel med begge Løbene men, uden Resultat, Chr. A. skød ogsaa skønt han var endnu længere borte. Det glæder mig meget at Du ikke faar den Plads alligevel. Det var kedeligt at Du ikke kom paa Tirsdag, det var nemlig Meningen at de 3 Ænder skulde have været gemt til den Dag, jeg kan huske at Du syntes at de tørre Ællinger ovre i Sverige smagte bedre en[d] Urhønsene, saa jeg kunde nok lide at Du skulde have smagt dem naar de er fede, nu maa jeg nøjes med at fortælle Dig at de smagte udmærket vi spiste dem nemlig til Middag i Anledning af at Agraren er hjemme. Det er udmærket Vejr i Dag, naar jeg bliver færdig med dette Brev skal Agraren og jeg ud paa Andetræk. Klaks er nede paa Ditlefslyst eller i Svanninge, men det fortalte jeg vist sidst. Der har været Brev i Gaar fra Marie og Christine som begge har det godt, Marie er glad ved at være derovre og synes godt om Folkene hun er hos. Jeg synes at det er et meget kønt Selvportræt Du har lavet, hvis det klæder Dig ligesaa godt som det ser ud til paa Tegningen synes jeg det er en udmærket Maade at sætte Haaret paa. Jeg tror at Billedet fra Taarbystranden er færdigt nu, og det er ganske heldigt da Vandet nu begynder at stige saa meget derude at jeg snart ikke kan komme derud mere. Chr. Andersen har jeg begyndt at lave nogle Tegninger med Pen efter ham, men blev saa afbrudt i Forgaars af den Dyrejagt jeg saa og skulde lige til at begynde paa en Tegning til da Georg kom og meldte at Fader havde set 4 Dyr derude. Nu maa jeg slutte for at faa Brevet med 4 Posten. Mange kærlige Hilsner fra Din hengivne
Johannes Larsen.

Omtalte genstande

Skitserne af Christian Andersen mundede ud i maleriet Christian Andersen lader patroner.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Hverringe er en herregård, der ligger på Hindsholm nord for Kerteminde.
Christine Larsen (Swane) boede fra efteråret 1897 til maj 1898 hos Anna og Fritz Syberg i Svanninge. Hun fulgte Fritz Sybergs tegneundervisning på Teknisk Skole i Fåborg.
"Agraren er hjemme": Adolph Larsen var elev på Dalum Landbrugsskole, som var kostskole.
Marie Larsen var, mens dette brev blev skrevet, i huset hos Anne Marie Carl Nielsen.

Kerteminde
  • Svanninge
  • Hverringe

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien