Fynboerne
1919-10-10
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Ellen har sendt tøj og frugt til drengene. Der er udvalgt træ til gulvene. Badeværelset bliver færdigt i løbet af ugen, hvilket er godt, for det er ved at være lidt koldt at gå i vandet fra stranden. Man fyrer i havestuen, og Larsen vil have kakkelovn op i soveværelset, så væggen kan tørre. Det hele bliver meget bedre, end Johannes Larsen havde drømt om.
Transskription
Kjerteminde 10-10-1919.
Kæreste Alhed!
Jeg var vældig spændt paa Brevet i Dag. Gaa nu endelig ikke for meget omkring. Indlagte Kort fik jeg forleden fra Professor Feilberg, jeg har skrevet et Par Ord til Gegge. Ellen sendte i Dag Tøj til Drengene, hun bad mig skrive om I vilde høre efter det paa Stationen, for hun havde puttet Pærer og Blommer i saa hun var bange for at Blommerne skulde bløde igennem hvis det blev staaende for længe. Jeg var i Middags med Olsen nede hos Bøttern og tage træ ud til de 3 Gulve. Det bliver saa alligevel de 11 T. i Dagligstuen, d.v.s 10 T. naar de er pløjede og 10 T. altsaa 9 T. i de 2 andre Stuer. Murerne bliver færdige med Loft og Gesimser i Dg, men Perlestaffen som Calle skulde bestille er ikke kommen endnu, jeg rykkede ham for den i Forgaars. I Mrg. tager de fat paa Badeværelset, med Fliser, saa jeg tænker Kirst og Trautner kan blive færdige i løbet af Ugen. Jeg længes ogsaa snart efter Badeværelset, det begynder at blive noget koldt at rende i Stranden Kl. 6 1/2 Mrg. I Eftermdg kom der en vældig Hagelbyge og bag efter viste Termometret paa Værkstedsvinduet 5 (grader). Vi fyrer fra Mrg til Aften i Havestuen og jeg vil tale med Taaning i Mrg. tidlig om at sætte Kakelovnen op i Sovekammeret og begynde at fyre der ogsaa, saa det kan tørre paa det ny Stykke Væg. Jeg traf ikke Sadelmageren i Gaar, men han har været her i Dg og faaet Besked efter det Brev og tager nu fat paa at betrække. Det bliver ved med at trække ud med de Sønderjyder. Hvis den Laban kommer samme Dag som Du bliver jeg ædende gal og saa skal han spise i Køkkenet. Det var morsomt Du drømte om Dagligstuen, men det kan ikke have maalt sig med som den bliver, det bliver altsammen saa meget bedre end jeg havde troet. Der er naturligvis endnu ikke kommen Tegning til Panelet fra Calle. Mange kærlige Hilsner ogsaa til Drengene. Hils de andre.
Din
Johannes Larsen.
Fakta
PDFDa
Datoen fremgår af brevet.
Larsen-familiens villa på Møllebakken i Kerteminde blev ombygget i september og oktober måned 1919. Imens opholdt Alhed Larsen sig hos familie i Birkerød for at være tæt på sine drenge, der var elever på Birkerød Kostskole. Alhed var desuden syg med en byld i halsen en stor del af tiden.
Det omtalte kort findes ikke sammen med brevet i samlingen på Det Kongelige Bibliotek.
Perlestaf: En type beklædning som ofte bruges til at lave et klassisk "svensk" inspireret højt panel langs væggen eller til egentlig vægbeklædning og loftsbeklædning – profilbrædder. (kbhlistefabrik.dk august 2018)
Carl Adolph Feilberg
Christian Houmark
Otto Kirst
Andreas Larsen
Johan Larsen
Kristian Olsen
Johan Christian Petersen
Ellen Sawyer
Johan Schou
- Trautner
Kristian Taaning
Det Kongelige Bibliotek
Brevet er indleveret på Det kongelige Bibliotek af Larsen-familien.