Fynboerne
1907-10-17
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Johannes Larsen har hørt Roald Amundsen holde foredrag i New York, og Opffer arrangerede, at Larsen skulle male Amundsen. Larsen mødtes med ham på Amundsens hotel, men billedet blev i første omgang noget skidt.
Der er nærmest ingen dansk-amerikanere, der interesserer sig for Larsens billeder - kun en kaptajn fra Kolding - og hans forhåbninger er på nulpunktet.
Transskription
New York City 17 Octbr 1907.
Kæreste Alhed!
I Aftes var vi saa henne at høre Amundsen, vi kom det meste af en Time for tidlig og benyttede saa Tiden til at gaa en Tur ned ad Broadway, pragtfuldt. For Foredraget præsenterede Opffer mig for Amundsens Impresario Hr Randal og fortalte ham at jeg gerne vilde male A og blev saa tilsagt at møde Kl. 9 paa Waldorph Astoria Hotel vistnok det største og flotteste her i Byen. Dejligt Vejr i Morges. Vi var oppe Kl 6 tog først ind paa Kontoret og hentede Sagerne. O vilde saa sende mig ind til A. alene men jeg fik ham dog med, skønt vi kom en Time forsent var Impressarioen ikke oppe og A væk, vi ventede, O fik Øje paa A og lidt efter kom den anden ned. Jeg blev saa tilsagt Kl. 3. Amundsen er meget elskværdig og ser godt ud, men jeg lavede noget frygteligt Skidt, skal forsøge at faa noget ud af det i Mrg. Jeg er efterhaanden bleven præsenteret for en hel Del dansk Amerikanere men har hidtil ikke truffet nogen der interesserede sig for min Virksomhed, undtagen en Kaptain fra Kolding der kom op paa Kontoret for at sige Farvel til O. han var meget ked af at han ikke kunde faa Tid at se mine Ting og kørte med i Sporvogn og sad og saa Skitzebogen da jeg kørte til Amundsen. Der kom en amerikansk Nordpolsfarer op og snakkede med Am. mens jeg malede ham. Jeg sender her Din Artikel den er ikke saa kort endda. Tak Billy mange Gange for hans Brev, det er dog rørende som han tager sig af smaa Sager. Bare der maatte være lidt Held med det, mine Forhaabninger er under 0. Jeg er nu temmelig orienteret her og kan køre alene i Subway & Elevation fra den ene Ende af Byen til den anden. Hils Børnene fra mig og kys dem mange Gange. Jeg længes efter Jer alle 3. Hils Billy og Christina.
Din
Johannes Larsen
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Alhed og Johannes Larsen med børn er i USA for at besøge Alheds søstre. Mens Alhed og drengene blev i Boston hos hendes søster Christine og manden William (Billy) Mackie, tog Johannes Larsen 14 dage til New York, hvor vennen Emil Opffer arrangerede en udstilling af Larsens billeder i kontoret på bladet Dansk-Amerikaneren, som Opffer var redaktør for. Det var også Opffer, der arrangerede, at Larsen skulle male et portræt af Roald Amundsen.
Subway & Elevation = Undergrundstog og højbanetog.
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret på DKB af Larsen-familien