Fynboerne
1914-03-02
Afsender
Astrid Warberg-Goldschmidt
Modtager
Laura Warberg
Dokumentindhold
Astrid har været i København og købe en masse tøj samt se Sybergs udstilling i Kunstforeningen. Bagefter var hun til middag hos Brønsted i Birkerød. Den følgende dag besøgte hun sig svigermor, der gav hende stof til en kjole og om aftenen til fødselsdagsfest.
Astrid spiser frokost med sine børn på skift.
Transskription
2 – 3 – 14
Kære Mor! Tak for Dit udmærkede Brev i Dag – hvor storartet, at det går så godt frem med Dig nu og at Du kan gå de gode Ture; der må være aldeles henrivende i Kerteminde nu i denne dejlige Forårstid, for selv om det også er lidt koldt, så er det dog en stor Fornøjelse at mærke, hvor Dagene længes og lysner; og blot Solen viser sig, så er der dog megen Varme ved den allerede.
Jeg havde en yderst vellykket Tur til Kjøbenhavn – Lugge hjalp mig storartet, og vi fik Alverdens Ting for de 50 Kroner. Nemlig en pragtfuld, brandgul Spadseredragt – hypermoderne – lige hentet på Skræderiet, rundskåren Jaket med Bælte om Livet – egentlig en Konfirmationsdragt – vi gik nemlig i Børnekonfektionen, hvad mange Voksne plejer. Pris 34,00. Dernæst en Paraply – meget god og net – 5,00 Kr. Et Par gule Rhandsker til Dragten – 2 Kr. – en ligeledes brandgul Fløjlshat med Fjer – Udsalg hos Goldschmidt - - 5 Kr! (alle Hatte solgtes til 5 Kr.) En hvid, langærmet Blusebeskytter – da Dragten er uforet og endnu lidt kølig- 1,35. Efter alt dette gik vi med god Samvittighed op på Bernina og spiste os gode og mætte uden Hensyn til Prisen, (jeg gav naturligvis) Derpå et meget opløftende Besøg i Kunstforeningen at se Sybergs dejlige Billeder. Kl 6 tog vi ud til Birkerød sammen med Magisteren. De havde en meget fin og festlig Middag, som indtoges i Hygge, Velvære og en varm Spisestue; alle de Små sad stilfærdigt ved det lille Bord, betjent af den gode og tro Martha. Vi fik et mægtigt Fad med en overordentlig fin Anretning på Serviet – med Rugbrød under – af varm, kogt Skinke (herlig!) garneret med Ærter, Rosenkål og Jordskokker. Hertil en veltempereret Rødvin! Derpå Ostepind – Schweizerost og Rochefort samt Æblegrød m Fløde. Jeg var dybt rørt over al den megen Ære! Siden havde vi en rasende hyggelig Aften med Snak – Musik og Sang; Lugge spillede en Mængde smukke Sager af et Gavotte-Album, som Elle har foræret hende. Ud på Aftenen åbenbarede den tro Martha sig sig igen i hvidforklædet Pragt med en Bakke med Te – Kix – Smør og Marmelade. Det var fra først til sidst et ganske henrivende Besøg. Jeg rejste næste Formiddag – gik op en Visit til min Svirmor, som var ene hjemme – og meget elskværdig. Hun forærede mig Tøj til en ganske yndig Sommerkjole, lyst Muselin med et lille brunligt Mønster og en Bort af blå Sirener. Jeg blev meget henrykt over den – det var min Bekymring, hvordan jeg skulde få en ny Sommerkjole, når jeg nu havde fået alt det andet. – I Aftes var jeg så til Fødselsdag hos Esther Printzen – hendes Far havde lige været i - Rothenburg! boet på Eisernen Hut! og var vildt begejstret! Han havde købt en hel Mappe fuld af smukke Raderinger derfra (til 30 Mrk.!) samt to tykke Bøger om Byens Historie. Jeg så alle Billederne og genkendte med Rørelse de fleste Steder. Det var en rar Aften – og vi blev voldsom trakteret – varm Aftensmad – Dessert – Kage – Konfekt – Appelsiner etc. Desværre traf det sammen med de Gamles Besøg herovre – så jeg gik glip af en Champagne-Sange hos Kramer; men kunde dog ikke snyde Esther. Nu kommer Sjums til Frokost – vi skal
[Skrevet på hovedet øverst på s1:]
spise sammen; desværre falder Adams Frokost ½ Time før Sjumses – og begge vil spise med mig, så jeg må skifte lidt med dem; i Dag er det Sjumses Tur. Mange Hilsner fra Din A.
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst s. 1
Ellen Brønsted
Else Birgitte Brønsted
Johannes Nicolaus Brønsted
Louise Brønsted
Peter Oluf Brønsted
Adam Goldschmidt
Henriette Goldschmidt
Ina Goldschmidt
Moritz Goldschmidt
Selmar Goldschmidt
- Kramer
- Printzen
Esther Printzen
Ellen Sawyer
Martha -, Stuepige hos Brønsted
Fritz Syberg
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, Astrid Warberg-Goldschmidt til Laura Warberg 1914-03-02, BB2435
Nej
Gave til Østfyns Museer fra et medlem af Warberg-familien