Menu

Fynboerne

1885-05-02

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen har problemer med sin mave og hans mor prøver at hjælpe ham, så godt hun kan, på afstand. Hun opfordrer ham til at tale med sin lærer eller sin gode ven, da det virker som om han også har nogle følelsesmæssige problemer.

Transskription

Kjerteminde den 2 Mai 1885

Kjære Johannes!
Gud ske Lov at det er lidt bedre med Dig, du maa endelig tage noget amerikansk Olie eller Hamborgerthe og det lidt snart det er meget rimeligt at du trænger til noget af den Slags tal med Frøken Bendal om det og holder du ikke af det saa kan jeg skrive til hende det kan du nu lade mig vide hvad du synes saa vil jeg straks skrive til hende eller mon du ikke har [Drev?] Johannes – du maa endelig vedblivende fortælle mig om dit Befindende, Farmor har strikken 2 Par nye Strømper til Dig skal vi sende dem afsted straks eller vil Du vente til Du sender Vask hjem og det gør du vel snart? Det har da været en dejlig Tour du der gik min lille Ven, forærede du saa ikke Frøken Bendal nogle af Blomsterne gik du alene – nu i Morgen skal du jo saa ud at høre Falkenstjerne for at høre Hostrup ja det er saa dejligt for mig at vide hvor jeg skal tænke paa Dig – Gud Fader give dig Velsignelse – Gudstjenesten
Faster Thrine rejser iaften til Birkelse for saa at blive derovre et Paar Maaneder om det saa maa hjælpe paa hendes Kræfter. – Vi ere alle raske men jeg har saa travlt med at sige de nye Piger tilrette at jeg ikke faar meget andet gjort i disse Dage Sophie Bles er her idag at hjælpe Margrethe med en Kjole, hun har saa travlt for hendes Broder skal have Bryllup paa Onsdag og aaben sit nye Udsalg paa Torsdag det bliver en stor Forandring for hans Moder naar han nu flytter til den anden Ende gid det maa gaa ham vel han har været en god Søn imod sin Moder og vil vel nok vedblive dermed
[blækklat på papiret]
Det bliver jo velkomment naar vi klatter. Vilhelm er færdig med Eksamen og jeg kan da trøste dig med at Seglsamlingen lader han til at være saa glad ved, at der ingen vil faa den fra ham.
Vores Haver ere nu tilsaaede og vil blive meget smukke med nye Græsplæner til du kommer min lille elskede Ven hvor jeg beder for Dig om legemlige Kræfter og om aadeligt Mod til at gjøre Brug af [overstreget] ham – dem Gud Fader velsigne Din Gjerning er der noget Du trænger til at udtale dig for saa sig det til Hr. Zahrtman, betro dig frimodig til ham gaa hen hos ham selv om du ikke vil sige det i de andre Elevers Kreds jeg skulde blot være derovre saa sørgede jeg for at aabne din Mund.
Kan du ikke tale med Mollerup er han ikke et Menneske der kunde klare dig hvad der er dunkelt
Poulsen var det ikke saa nær ved at [tilføjet] du kom – jeg kunde fristes til at rejse over til Dig men nu er det vanskeligt og skal Fader afsted maa jeg blive jeg har ogsaa knap Tid en Maaned gaar hurtig skal du se
fortæl mig nu om dit Arbejde hvem I faar til Model
Lev vel og hils dine Omgivelser
Kjærlig Hilsen fra Alle din trofaste Moder

Fakta

PDF
Brev

dansk

Dato i brev

Hamborgerthe består af sennepsblade, koriander, vinsyre og manna. Virker afførende. (Salmonsen store illustrerede Konversationsleksikon, Kjøbenhavn 1894)
Det er farbor Jacob (Larsen), der arbejder og bor på godset Birkelse. Vi ved fra et brev fra d. 29.4 1885, at der er lavet en aftale om rekreation for faster Thrine.

Kerteminde
København
  • Kammerherrensvej 62

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien