Fynboerne
1921-11-30
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Johannes Madsen og Johannes Larsen har talt om rammer til træsnittene.
Johannes Larsen beretter om fuglekoncert i haven, og han giver en brud fløde, fordi der er is på vandet her i november.
Johannes Larsen skal til begravelse.
Transskription
Kjerteminde 30 Nov. 1921
Kæreste Alhed!
Jeg glemte i Gaar at fortælle at Madsen har været her og vi har bestemt Rammer til Træsnittene, som han har lovet færdige til Mandag. Det træffer sig saa heldigt at Fragtmanden kører til Odense Tirsdag Mrg, saa han kan faa Billederne med. Din Moder er kommen i Eftermiddag med Hilsner fra Dig. Gærdesmutten var der igen i Mrgs, saa den kommer nok ind hver Aften. I Eftrmdg da jeg kom ind fra Haven sad alle vore Graaspurve og Skovspurve og 3-4 Solsorter og et Par Gærdesmutter og holdt Koncert i Blenheim Pippintræet. Jeg kunde først ikke begribe hvad der var paa Færde, men saa saa jeg en lille tørstig Brud vende omkring paa Isen. Jeg gik ind og hentede lidt Fløde paa en Underkop og satte ud paa Isen og saa snart jeg var naaet hen til Værkstedsdøren kom den hen til Koppen og begyndte strax at labbe i sig af Fløden. Det har været et dejligt Vejr her i Dag med Solskin hele Dagen.
Jeg har skrevet uden paa en Konvolut til Holger M, jeg mener Rasmussen og en til Uttenreiter, men jeg har kun et Frimærke og gider ikke skrive mere i Dag saa de maa vente til i Mrg. Det bliver vist til at vi tager en Bil her fra frem og tilbage til Begravelsen, jeg har bestilt en Krands. Det er sært for jeg synes der var noget mere jeg vilde skrive men jeg kan ikke komme paa det, det er ligesom med Madsen som jeg vilde have skrevet om i Gaar. Han fik Kanariefuglen med hjem. Jeg ved ikke hvilken Adr der passer Dig bedst nu har jeg prøvet 2. Mange kærlige Hilsner til Jer alle 3. Hils Uglen.
Din JL
Fakta
PDFDa
Datoen fremgår af brevet.
Det vides ikke, hvilken begravelse Johannes Larsen skulle til.
Alhed Larsen befandt sig muligvis hos Christine Swane i København. Måske skulle de planlægge deres fælles udstilling på Den Frie i februar 1922 - sammen med Astrid Krohn.
Jeppe Andreas Larsen, storkøbmand
Johannes Madsen
Christine Swane
Poul Uttenreitter
Laura Warberg
Det Kongelige Bibliotek
Brevet er indleveret på Det kongelige Bibliotek af Larsen-familien.