1900-04-03

Kære lille go’e Las!
Du kan tro, det var dejligt at komme hjem, der kommer altid saadan en Fred i mit Sind, naar jeg er i disse kære Omgivelser, jeg bliver saa glad tilmode og synes jeg holder saa meget af alle Mennesker og at Livet er saa nemt og ligefremt at leve. Hør Las bare vi dog kunde faa saadan et Hjem, hvor jeg kunde føle mig helt hjemme og altid være glad og holde meget af Dig, ikke sandt? det maa vi hjælpes ad med. Tror Du, det vil lykkes os? I Gaar da jeg sagde Farvel til Dig, syntes jeg vi var saa forfærdelig langt borte fra hinanden, men saasnart jeg kom herhjem, syntes jeg, det var ligesom det hele klarede op for mig, og jeg holdt lige saa meget af Dig som i gamle Dage, naar jeg gik her og længtes efter Dig og ventede paa Dine Breve. Ja, hvor jeg dog holder af Dig, naar jeg er her, baade naar [de to ord overstreget] enten naar jeg gaar ude i Naturen, eller inde i Stuerne, eller jeg ser hen paa en køn Blomst, eller jeg spiller L’Hombre eller hvad jeg foretager mig, saa føler jeg, hvor jeg holder af Dig, og hvor Du opfylder mig, ja Du er mere end mit halve Liv, men jeg kan ikke undvære at staa i Harmoni til mine Omgivelser, saa hentørrer jeg og vandsmægter. Og navnlig til Dig naturligvis – der maa jeg føle den fine Forbindelse, der kan være mellem Mennesker selv naar de ikke sige noget til hinanden, men jeg synes saa [ulæseligt ord] mangler. Jeg synes, vi har gaaet saa underlig fremmede ved Siden af hinanden derinde hele Tiden, og været saa langt fra hinanden. Men det var maaske den første, slemme Dag, da jeg græd saa forfærdelig, at jeg ikke rigtig kunde forvinde. Du trode maaske, at det var Hysteri, eller bare Uartighed, fordi jeg blev saa kaad og lystig bagefter, men Du kan tro, det var af den dybeste Sorg og Skuffelse, at jeg græd, jeg kan endnu ikke rigtig taale at tænke paa det. Jeg blev saa forfærdelig angst for Fremtiden, Du kan tro, det gør ondt at se, at Du er saa langt mere et Led af Din egen Familie, end Du er min Ven, kommer der noget, hvor jeg er imod Din Familie, d [bogstavet overstreget] saa dømmer Du mig strængt og bliver haard og kold imod mig, og der vil naturligvis komme Hundreder af den Slags Tilfælde, og jeg vil blive mere og mere ensom. Jeg har saa uendelig svært ved at klare mig imellem Din Familie, og jeg kan ikke skabe mig selv om, Du kunde maaske, men ikke være [ordet overstreget] ved at være imod mig. – Du synes [de to ord overstreget]
Nej, nu vil jeg ikke kede Dig mere med det, men fortælle Dig lidt om lille Gajemand. – Du kan tro, han er voxet, det syntes jeg da, han spiser ogsaa brillant nu, der er aldrig vrøvl med at faa det i ham. Tænk, han kunde ikke kende mig, men er mere glad ved de andre. Jeg har været ude at køre lidt med ham i Dag. Jeg haaber, jeg faar Brev fra Dig i Morgen. Hils Lud & B. og sig tak for de Dage. Hvordan gaar det med Ungerne. hils ogsaa dem! Farvel min Dreng! Hav det godt og tænk med lidt Venlighed paa Din Alhed.

3die April
Tirsdag

[Skrevet på hovedet over ”Kære lille go’e Las!]
Hvis Du ikke har givet Uglen det Frikort til den fri, saa tag og gem det til Dis, der kommer Torsdag.