Fynboerne
1903-12-29
Afsender
Laura Warberg
Modtager
Astrid Warberg-Goldschmidt
Dokumentindhold
Laura Warberg er dybt skuffet over, at Astrid har brudt forbindelsen med Peter Bichel. Laura er nok i Boston, når Astrid kommer hjem fra Italien.
Johanne har besøgt den mand, der kom imellem Peter og Astrid, og det er Laura ked af.
Astrid vil formodentlig fortryde sin beslutning.
Transskription
[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Signorina Astrid Warberg
Villa Castella
Eden Nervi
via Genua
Italia [De fire linjer adresse i Italien overstreget]
Danimarca
Sortedams Dossering 25
Copenhague
[På kuvertens bagside:]
Poststempler.
[I brevet:]
d: 29/12 –
Kære Astrid!
Jeg bliver ved at skubbe det hen med dette Brev, det er ikke saa let for mig, for jeg kan ikke se anderledes paa Sagen, end jeg hele Tiden har gjort. Peter har været hos os baade Juleaften til Juletræ, Juledag til Middag og i Søndags Aftes. Vi ser alle noget saa sjældent elskeligt i ham, jeg kan ikke komme over den Sorg det er mig, at min Putte, hvem jeg hidtil har været saa stolt af, ikke kunde ”passe til” et saadant Menneske! Som Du har skuffet os! og Peters Ven Hornemann, der skrev saa kønt til Dig og var saa glad ved Partiet. Jeg vil antage, at naar Du kommer hjem, saa er jeg rejst til Boston: Du maa jo nu i Vinter for Alvor tænke paa at skaffe Dig en Livsstilling, vel foreløbig en Plads ved et eller andet. – Johanne gjorde mig den Sorg at rejse ud og besøge det Menneske i Julen, som har krænket os saa haardt og hvem jeg aldrig tilgiver, at han kunde gaa mellem Dig og Peter og ødelægge Din Fremtid. Men dette skal nu være det sidste jeg skriver om det; jeg kan jo intet forandre og Du maa jo saa tage Fremtiden, som den bliver. Der kommer sikkert en Tid, da Du bittert fortryder dette Brud!
Hilsener fra Mor.
Pan beder mig hilse Dig.
Fakta
PDFDa
Øverst s. 1 er skrevet "d: 29/12 -" Året er 1903, for fra november dette år til lidt ind i 1904 var Astrid i Nervi, Italien, med Pauline og Heinrich Hirschsprung.
Astrid Warberg og Peter Bichel var forlovet en tid i 1903. Alfred Goldschmidt "kom imellem", og Astrid brød forlovelsen for i stedet at gifte sig med Goldschmidt.
Peter Bichel blev gift med Grethe Jørgensen, som en tid boede sammen med Astrid W og Christine Swane på Bülowsvej i København.
På kuverten er adressen i Italien skrevet og overstreget. Den er erstattet af Sortedams Dossering 25. Man må formode, at Astrid var rejst hjem, da brevet kom, hvorefter man har sendt det retur til Laura Warberg.
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, Laura Warberg til Astrid, 1903-12-29, 2404
Nej
Gave til Østfyns Museer fra et medlem af Warberg-familien